Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

06. feb. 2020 | 16:44

Uopfordret ansøgning som virkelighedskonsulent

Foto | Martin Dam Kristensen
Den danske fotograf Daniel Rye får i filmatiseringen af Ser du månen, Daniel guddommelig hjælp fra amerikanerne, selv om det i virkeligheden ikke skete under hans fangenskab i Syrien.

Mit navn er René Fredensborg. Det er lige gået op for mig, at med mine tyve års erfaring som journalist er jeg dit missing link i den danske filmindustri.

Du er instruktør. Du har måske prøvet kræfter med film baseret på virkelige begivenheder. Du har trukket fra i fakta og pyntet op med fri fantasi, hugget en hæl og klippet en tå, som det sig hør og bør set fra din kamerakran.

Sådan er filmens benhårde verden. Man må vride sig i instruktørstolen for at gøre kompliceret stof letfordøjeligt. Måske skal man læse en tyk bog eller simpelthen gå ud i den virkelige verden og tale med kilderne – det være sig helte, ofre, vidner og pårørende.

Det har du ikke tid til, I know. Det bør du have folk til, det er klart. Jeg er en af de folk.

Lad os for eksempel sige, at du hedder Ole Christian Madsen, og der i din blå baret snurrer endnu en idé om at filmatisere et historisk drama.

Stop, hold inde!

Først ringer du til en researcher, det kunne være mig. Lad os spole tilbage i tiden, til modstandsfilmen Flammen & Citronen fra 2008.

Den er angiveligt baseret på Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet, men som film alligevel ret langt væk langt fra realiteterne, hvis man skal tro rigsarkivarer og historikere.

Du har dine egne hemmelige kilder, som du dog i sagens natur ikke står frem med. Her kommer jeg så ind i billedet. På dine vegne vil jeg rådføre mig med førende eksperter og tilbyde et reality-tjek. Som vi siger i medieverdenen: Hellere et opkald for meget end et opkald for lidt!

I den snart premiereaktuelle Krudttønden har instruktøren ikke fået ringet til Mette Bentow, hvis datter havde bat mitzvah den skæbnesvangre dag, hvor sikkerhedsvagten Dan Uzan blev dræbt i den jødiske synagoge. Mette er kort med i filmen – spillet af en anden naturligvis – men blev altså ikke kontaktet.

Jeg kender Mette. Vi er gamle naboer, hun var all over the news med sine refleksioner dengang. Hun er hamrende intelligent, let at finde, og det ville være en berigelse for enhver instruktør at få sig en kop kaffe med Mette.

Det er dér, jeg kommer ind i billedet.

Jeg ved godt, at film blot baserersig på virkelige hændelser. Der skal også være kunstnerisk frihed, selvfølgelig skal der det. Det var jo det, du lærte på Filmskolen, hvis du ikke vidste det i forvejen.

Men når en af hovedpersonerne ikke kan genkende sin egen virkelighed – som i Ole Christian Madsens Steppeulven – er det alligevel bemærkelsesværdigt. Eik Skaløes kæreste, Iben Nagel Rasmussen, sagde om filmens skuespiller Joachim Fjelstrup: ”Energien er god, men Eik er han ikke.”

Tænk, hvis nogen lavede en film om Ole Christian Madsen og hans kæreste sagde: ”Energien er god, men Ole er han ikke.” På Journalisthøjskolen dumper man, hvis et portræt fremstår faktuelt forkert. I filmbranchen er det hip som hap, thi hey: Kunstnerisk frihed!

Steppeulven er en parodi af en film. Der er masser af frit opfundne scener, for eksempel et storstilet pressemøde på d’Angleterre, der er så klichepræget og skolekomedieagtigt, at jeg som konsulent ville have stukket en meget stor chillum i døren og sagt: ”Skal vi ikke bare holde os til det, der virkelig skete? Hvorfor overdrive så grelt? Lad os tale med dem, som var der, én gang til. Hellere et opkald for meget, ikk’?”

I filmatiseringen af Ser du månen, Daniel kunne instruktør Niels Arden Oplev sammen med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen læne sig op ad Puk Damsgårds forbilledlige bog og endda tale med Daniel Rye selv. Alligevel tilsatte de begivenheder blot for underholdningens skyld.

Daniel Rye har aldrig oplevet, at der kom tre amerikanske kamphelikoptere for at befri ham og de andre gidsler. Men i filmen er der en spektakulær befrielsesscene samt en del andre frit opfundne scener og karakterer.

Som din nye virkelighedskonsulent stiller jeg spørgsmålene: Hvorfor ikke holde os til sandheden? Er I så bange for at kede publikum, at I skal opfinde dramaer i det autentiske drama? Tror I, vi som publikum er idioter eller hva’?

Hvad værre er, så går Niels Arden Oplev ud og udtaler sig om, at det er for dårligt, at Danmark ikke forhandler med terrorister. Det er der, jeg tager min spindoktor-sixpence på og siger:

”Niller, for fa’en. Er det ikke nemmere, hvis folk som Daniel holder sig væk fra Syrien, som han var blevet advaret om? Skal vi virkelig sende det signal til alle verdens terrorister, at vores borgere kan I roligt kidnappe? For Danmark betaler altid ved kasse 1!”

Mange går rundt og mener, at kunstnere skal holde sig til deres gebet og ikke udtale sig politisk. Det er her, jeg atter engang kommer ind i billedet:

Hold dig til fakta! Det kan godt være, du føler det ene og det andet, at terrorister også er en slags mennesker, og at du ser nuancer, vi andre ikke ser, fordi du altid spankulerer rundt og grubler så dybt, men ærligt talt: Kom i øjenhøjde med dit publikum! Der er ikke nogen almindelige danskere, der er interesserede i at se hverken Daniels kidnappere eller Omar fremstillet som andet end de religiøse psykopater, de vitterligt er!

Endelig må jeg som din nye virkelighedskonsulent sige: Pressen er ikke sat i verden for at slikke røv på dig. Kom ud af dit elfenbenstårn! Forstå, at kritisk debat er noget, som især filmskabere burde sætte stor pris på. Du laver trods alt ikke film for at imponere dine venner og kollegaer. Du får tildelt skattekroner for at berige nationens kollektive hukommelse. Det gør man ikke ved at lave om på virkeligheden.

Håber, du kan bruge mine input til noget. Jeg er din, om du vil!

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Siden 2011 vært på Radio24syv, hvor han har været med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko