Tsai Ming-liangs måske sidste film er en smuk lang-gaber, der kræver engle-tålmod og kvitterer med en tavshedens og langsomhedens poesi, som er svær at ryste af sig.

Irsk drama om vold i kernefamilien har et så varmt bankende hjerte for moren og børnene, at det går ud over realismen og nuancerne.

De yngste skal nok være godt underholdt, men det nyeste skud på smølfestammen er trods fuldbyrdet animation mest bare en blå sutteklud.