Laurits Munch-Petersens eksistentielle søgen er tårevækkende, men også lovligt konstrueret, og det sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er dramatik og virkelighed.

Dokumentar lægger den amerikanske præsident på lægebriksen, men mangler de større perspektiver og en elementær empati for patienten.

Det er svært at se det relevante i en selvoptaget performance-dokumentar, der ikke har den store interesse for de mænd, den portrætterer.