Tv-anmeldelse
10. sep. 2026 | 08:50

Alle os og siloen

Foto | Final Cut For Real

Stubbekøbing var engang en købstad med toldstation, politistation, dommerkontor og retssal. Nu er der en pengeautomat.

En grim kornsilo giver en hensygnende provinsby nyt håb i Carina Randløvs fremragende dokumentar, der er kunst uden at blive kunstig.

Af Jan E. Jørgensen

Stubbekøbing er Danmarks røvhul.

Så er vi i gang. Citatet stammer fra bagermesteren Leif fra Stubbekøbing, som er en af karaktererne i Carina Randløvs dokumentarfilm om de store forskelle i vores lille land.

Stubbekøbing var engang en købstad med toldstation, politistation, dommerkontor og retssal. Nu har vi en pengeautomat, som Leif lakonisk konstaterer.

Vi er på Falster og kan føle forfaldet. Det er symboliseret i den gamle silo, der ikke længere er fyldt med korn. Virksomheden er væk, sidste mand har lukket og slukket.

Riv dog lortet ned, er den gennemgående holdning til siloen blandt byens beboere, og byens borgmester har da også lovet præcis det.

Men der er sket noget.

En flok fantaster fra det københavnske kunstmiljø med den internationalt anerkendte kunstner Danh Vo som spydspids har fået den vanvittige idé at lade siloen stå og omdanne den til en kunsthal, og borgmesteren er med på idéen.

Havde den stået i København var den blevet omdannet til penthouse-lejligheder, men i Stubbekøbing er udbuddet af tomme boliger større end efterspørgslen, så den mulighed eksisterer ikke.

Lykkes det at få folk med på idéen?

Til at begynde med, er de meget lidt med på noget som helst. Som bager-Leif siger, så mærker han ikke noget, når han ser kunst. En holdning, der deles af mange, men ikke alle, og det fine ved filmen er, at den viser, at vi rummer mere, end vi lige går rundt og tror.

Mange er endda kunstnere uden selv at være klar over det. Leif, der engang kunne sælge 5.000 stykker morgenbrød på en morgen, har billeder af bagværk i glas og ramme på væggene i sin stue. Han har lukket sit bageri, men transformeret det til et keramisk værksted.

Så langt er der ikke fra dej til ler. Han er svær ikke at holde af ligesom de andre medvirkende i den optimistiske film.

Alle os og siloen er selv et kunstværk, der viser det smukke i det grimme. Selv et interview med borgmesteren i byrådssalen er visuelt så smukt komponeret som i en film af Stanley Kubrick, hvor ikke et eneste billede i filmen er tilfældigt.

Der klippes hurtigt, og der filmes fra forskellige vinkler med flere kameraer. Carina Randløv (Farvel uden tak, Det Uopnåelige) må have dirigeret sine karakterer rundt og måske endda instrueret en dialog eller to. Men det er gjort på en måde, der ikke forstyrrer – modsat eksempelvis dokumentaren Kandis for livet, som efter min mening kammer over i det konstruerede.

Alle os og siloen er kunst uden at blive kunstig.

Det kunne være gået helt galt og endt med klichéer om rindalistiske provinsboere og kunstelskende københavnere, men filmen er smukt nuanceret.

Som den skrider frem, viser det sig, at forskellene slet ikke er så store. De københavnske ildsjæle, hvor flere af dem selv er opvokset på Falster, får solgt idéen på borgermøder i Birgers Herretøj. Stubbekøbingerne skal bare lige vænne sig til tanken og se mulighederne.

Den lokale ejendomsmægler er en af de første, der begejstres. Han forstår, at priserne stiger, når Stubbekøbing bliver attraktiv, og at Siloens succes kan sprede sig som ringe i vandet.

Alle os og siloen bliver således meget mere end en fortælling om et ambitiøst projekt og en gammel, grim kornsilo.

Det bliver til en varm fortælling om udvikling frem for afvikling. Om forfald, der bliver til forbedring. Om den kraft og kreativitet, som Danmarks provinsbyer er fyldt med. Og om, hvordan blikket former virkeligheden: Er det en øjebæ eller en kunsthal? Ser man håb eller frygt?

Som en af stubbekøbingerne siger: ”Jeg øver mig på at blive positiv, men jeg har svært ved det.” Den sætning burde grafittikunsteren SPYO have malet med meterhøje bogstaver på siloen i Stubbekøbing.

Trailer: Alle os og siloen

Kommentarer

Titel:
Alle os og siloen

Land:
Danmark

År:
2026

Instruktør:
Carina Randløv

Medvirkende:
Danh Vo, Oliver Stilling, Carina Randløv

Spilletid:
78 minutter

Premiere:
9. september på TV 2 og TV 2 Play

Det Uopnåelige i Ekko

Ekko udgav i 2016 Carina Randløvs Det Uopnåelige eksklusivt dvd #32.

Dokumentaren følger modstandsmanden og Fluxus-kunstneren Knud Pedersen.

Randløv tegner et kongenialt portræt af den anarkistiske kunstner, som drev gæk med både NATO og Kongehuset.

© Filmmagasinet Ekko