Reklamefilmen, hvor vor verdensberømte instruktør Bille August sidder på førsteklasse på et SAS-fly og skriver på et filmmanuskript, vakte megen moro i Danmark. Den fik Erik Clausen til at sige, at han skrev sine manuskripter i en HT-bus. Der var selvfølgelig toner af Jantelov over grinet, luksuriøse Billy på Businessclass, men det var også ledsaget af mere seriøse suk.
Fordi kunstneren tilsyneladende mere og mere havde tabt sin filmiske og frugtbare jordforbindelse for noget, som lignede kunstnerisk udsalg til Hollywood og omegn.
Augusts mesterlige 1980’er-film over bøger af Bjarne Reuter: Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed, hans debut Honning måne fra 1978 og ikke mindst værket med både Guldpalme og Oscar-statuette, Pelle Erobreren (1987), overhales af kommercialisme.
Samtidig med at hans karrieremæssige bane bliver bundet op på internationale produktioner fjernt fra Danmark, styrtdykker hans kunstneriske sans ned i tilværelsens ulidelige lethed.
I Jacob Wendt Jensens biografi Bille Erobreren – en fortælling om film, følelser og familie tager hovedpersonen ikke afstand fra reklamefilmen. August har selv iscenesat en del af slagsen, og eneste eftertanke er, om det nu er Åndernes hus (1993) eller Jerusalem (1996), han arbejder på højt over skyerne.
Reklamefilmen – der kan ses efter denne anmeldelse – er fra den tid i Bille Augusts liv, hvor han morede sig heftigt som playboy efter endnu en skilsmisse. Ekstra Bladet, som altid har haft et klippebord i siden på August, kaldte ham for Bolle August. Og da han flyttede til England, betegnede avisen begivenheden som Bille Augusts fornemmelse for skattely. Et ordspil på hans filmatisering af Peter Høegs bestseller, Frøken Smillas fornemmelse for sne (1997), verdens kedeligste film-thriller nogensinde.
I bogen siger Bille August meget ærligt, at krimi og spænding ret beset ikke er ham. ”Jeg er simpelthen ikke særligt plotfikseret,” erkender han.
Men hvorfor i alverden så vælge at filmatisere Victor Hugos De elendige og Alexandre Dumas’ Greven af Monte Cristo? Litterære mesterværker, der har givet verden måske de bedst snoede og komplicerede plots? Flygtningen, der er på evig flugt fra politiet, og den mystiske hævner, som indser, at hævnen skal spises kold.
Det går an, når han filmatiserer Henrik Pontoppidans Lykke-Per (2018). Ved at koge det komplekse plot ind til en kærlighedshistorie, der anes i det litterære forbillede, og samtidig tilsætte fortællingen en forsoning, gør filmen det samme, som August tidligere gjorde med Pelle Erobreren. Den historiske kontekst smides ud for at kreere en intim relation, som i Pelle Erobreren er forholdet mellem Max von Sydows Lassefar og hans søn Pelle.
Det er interessant, at en søn af en kommunistisk kvindebedårer, Fritihof August, kun har arvet det sidste. Bille August fremstår i Jacob Wendt Jensens bog som tonedøv i forhold til den store, sociale historie uden for kernefamilien.
Det er derfor, at hans historiske film og serier ofte er så kedelige (for eksempel De elendige, Greven af Monte Cristo og Ehrengard: Forførelsens kunst). Han har ikke sans for den spektakulære aura, der svæver som vingesus over store romaner.
Bille Erobreren er velskreven og snakkesaligt underholdende. Vi får karrieren rullet ud fra dansk fødsel til verdensmand, og Bille August artikulerer sig gerne i ordinære almindeligheder tilsat filosofiske strøtanker.
Han er konfliktsky, men er det ikke med samme ”k” som i kalkulerende og kynisk? Vi hører om personer, Bille August både professionelt og privat har svigtet. Men det serveres pænt – som velfriseret efterrationalitet med hovedpersonens billigelse.
Flere af hans nærmeste har valgt ikke at medvirke, hvilket er fair nok. Men som den femte (!) bog om vores verdensberømte filmkunstner burde Bille Erobreren være mere substantiel – mindre anekdotisk, mere analytisk.
Faren ved at skrive en bog om en nulevende person er, at mange betydningsfulde ting ikke kan siges på denne side af graven. Vi får glimt af de nyeste kvinder i Augusts liv og lidt om, at det er gået hans mange børn rimelig godt – sågar i filmbranchen. Men der mangler et egentligt greb, en ambition, der løfter bogen fra portræt til dybere indsigt.
Stadigvæk holder Morten Piils tyve år gamle, skridsikre signalement af Bille August på tolv sider i bogen Danske filminstruktører. Slingren i filmvalsen er stadigvæk en del af Augusts signalement som instruktør.
Kommentarer