The Black Phone var blandt de bedste horrorfilm i 2021. Den handler om et clairvoyant søskendepar, Finney og Gwen (Mason Thames og Madeleine McGraw), hvoraf førstnævnte fanges af en lokal seriemorder, The Grabber (Ethan Hawke).
Parret lider under deres fordrukne og voldelige alenefar, men har esser i ærmet. Gwen har visionære drømme, mens Finney kan holde knoglen op til øret og tale med de døde.
The Black Phone ender med, at Finney slipper fri og dræber The Grabber. Filmen kaldte ikke på en toer, men drømme, telefoni og spøgelser har deres egen mystiske vilje.
”I dreamed I saw Joe Hill last night / alive as you and me”, lyder det i en sang fra 1930’erne om en svensk fagforeningsaktivist, som ellers i 1915 var blevet henrettet.
Som et ekko deraf fik Black Phone-instruktøren Scott Derrickson efter premieren en henvendelse fra en anden Joe Hill. Nemlig ham, hvis novelle filmen bygger på, og som havde dette forslag: ”Telefonen ringer. Finney tager den og hører en stemme sige: ’Hallo Finney, det er mig, The Grabber. Jeg ringer fra Helvede!’”
På den idé bygger Black Phone 2, hvori det nu er Grabberens tur til at være spøgelse. Etteren foregår sidst i 1970’erne, og vi er i toeren i starten af 80’erne. Skræmmende visioner fører Finney, Gwen og vennen Ernesto (Miguel Mora) til en kristen ferielejr, hvor deres mor arbejdede, og hvor tre børn er blevet myrdet.
Frem for det konventionelle droneskud i fugleperspektiv er køreturen til lejren udført med stemningsfuldt filmet snevejr og en ildevarslende trafikulykke i rabatten, mens Pink Floyds Another Brick in the Wall beriger tematikken og tidsbilledet.
Selve lejren består af barakker med store, mørke sovesale og dæmonisk rødglødende varmeapparater. Det er ikke fredag den trettende, men i skyggerne lurer filmens Jason.
Her ændrer filmen dog genre. Hvor etteren er et seriemordergys med spøgelser, genopstår The Grabber i toeren som drømmedæmon a la Freddy Krueger. Derved bliver Black Phone 2 til A Nightmare on Elm Street.
Ligesom Freddy plager de sovende børn på Elmegade, hjemsøger Grabberen søsteren i hendes drømme, hvor han kan skade hende fysisk. Vi får højdramatiske konfrontationer udført med voldsomme og velfungerende visuelle effekter. Der klippes mellem, hvad de omkringstående ser – meget lidt – og hvad der sker på et plan reserveret for clairvoyante øjne og os biograftilskuere.
Filmen står her på skuldrene af Forbidden Planet (1956), hvor astronauterne angribes af et usynligt, incestuøst jalousimonster. En nyere inspiration er sekvensen i den første A Nightmare on Elm Street (1984), hvor den sovende Amanda Wyss flænses af Freddys usynlige rageknivshandske og rulles op over vægge og loft, så hele soveværelset tværes ind i blod.
I fredeligere scener står Finney i en telefonboks og sludrer med de døde. Det underplot retfærdiggør filmens titel. Vores primære fokus er dog på søsteren, i alt fald indtil slutningen, hvor faren dukker op.
Alle plottråde flettes sammen i en konfrontation om den myrdede mor. Især kommer vi under huden på Finneys ptsd efter de rædsler, han oplevede i etteren. Både Mason Thames og Madeleine McGraw leverer fabelagtige præstationer.
Ethan Hawke som Grabberen fylder ikke meget i filmen før hen mod slutningen. Fra den kristne ferielejr bevæger vi os ud på en tilfrosset sø mellem vilde bjergtinder og makabre hemmeligheder skjult under isen.
Black Phone 2 er ikke så uhyggelig som etteren, men den skruer op for skrækken, når Grabberen angriber på skøjter med dæmonmaske og skarptsleben brandøkse. Brug af slowmotion tilføjer et drømmeskær, men vi har fattet, at når øksens skarpe stål rammer kød og knogler, er det alvorligt.


          
            
          
            
          
            
  
  
      
      
      
    
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
      
        
      
    
  
      
Kommentarer