I 2025 var skuespilleren Karla Sofía Gascón Oscar-nomineret for sin titelrollepræstation i musicalen Emilia Pérez, men røg i unåde grundet en række uheldige SoMe-tweets. Prisen gik i stedet til Mikey Madison som stripperen i Anora.
Mønsteret gentager sig i filmen Clayface, hvor en ung, flot skuespiller, Matt Hagen (Tom Rhys Harries), har leveret en række præstationer så alsidige, at en tv-vært spørger ham, hvem han bag alle facetterne egentlig er?
Men da anerkendelsen via en Oscar-nominering nærmer sig toppen, sender skæbnehjulet ham i stedet brat mod bunden, idet han anklages for voldtægt og mister alt.
Forskellen på de to eksempler er ikke blot, at Karla Sofía Gascón er et virkeligt menneske og Matt Hagen en DC-tegneseriefigur, men at Matt er aldeles uskyldig i andet end at lade sig forføre af en håbefuld skuespiller (Ruby Sear), som viste sig at være kæreste med en gangsterchef (David Dencik).
Gangsteren tager en grusom hævn ved ikke blot at tilsværte Hagens renommé med løgne, men også at vansire hans ansigt med en ragekniv. Og så er det naturligvis vores hovedpersons tur til at tage hævn.
En ung forsker (Naomi Ackie) har udviklet en banebrydende, regenerativ AI-nanocelleteknik. Matt Hagen tilbyder sig som forsøgskanin, og snart har han sit flotte udseende igen.
Nanocellerne tillader ham ydermere at skifte udseende fra sekund til sekund. Gennem filmen spilles Matt Hagen således på skift af noget nær samtlige medvirkende.
Og han bliver usårlig. Kugler spyttes ud, sår lukker sig, og bloddråber suges tilbage. Ikke dårligt, når man lige står og skal hævne sig på bossen i centrum af et velbevogtet gangsterimperium.
Vi er i Hollywood-land, så ikke blot falder forskeren for sin patient, men hendes forlovede (Max Minghella) er tilfældigvis politiopdageren, der efterforsker dødsfaldene i kølvandet på Matt Hagens hævnmission.
Live action-filmen balancerer elegant og genrebevidst på kanten mellem kliché og arketype. Den er instrueret af James Watkins, der brød stærkt igennem med den socialrealistiske gyser Eden Lake, efterfulgt af spøgelsesfilmen The Woman in Black og i 2024 Speak No Evil, den amerikanske genindspilning af Christian Tafdrups danske film.
Filmens helt store kunstneriske præstation skyldes dog fotografen Rob Hardy, især hen mod slutningen, hvor handlingen formidles i en pragtvision af diset modlys og lyskilder med opfindsomt vekslende primærfarver.
Figuren Clayface stammer fra Batman-universet, og filmen foregår således i storbyen Gotham. Den oprindelige Clayface debuterede i et tegneserieblad fra 1940 som en skuespiller, der ifører sig sit gamle filmmonsters kostume og begynder at myrde.
Idéen rebootes i 1961, hvor en ny Clayface får evnen til at ændre form. Først i animationsserien Batman: The Animated Series fra 1992 bliver han en vansiret skuespiller afhængig af et eksperimentelt middel til at genskabe sit ansigt.
Det er den serie, som den nye film primært er inspireret af. Men vi er langt fra den traditionelle superheltefilm. Den overordnede genre i Clayface er backstagehorror med voldsomme, blodige indslag såsom en ækel næseoperation.
Cineaster vil genkende elementer såsom de kosmetiske kirurgi-katastrofer fra Georges Franjus mesterværk Øjne uden ansigt (1960), ansigtsforvandlingerne fra Sam Raimis superheltetrilogi Darkman (1990-96) og den tragiske finale fra David Cronenbergs The Fly (1986).
Clayface er bag alle facetterne gennemført vellavet, men der er dybest set ikke så meget nyt i den. Den er nyt ler på gamle drejeskiver. Men en velformet vase er en velformet vase, og jeg nød hvert minut.


Kommentarer