Serieanmeldelse
25. dec. 2019 | 19:33

The Confession Killer

Foto | Netflix
Seriemorderen Henry Lee Lucas tilstår endnu et mord og har givet inspiration til en af historiens mest rå gyserfilm, nemlig Henry: Portrait of a Serial Killer fra 1986.

Henry Lee Lucas tilstod mere end 100 mord, men effektiv Netflix-miniserie viser faren ved at lade sig fortrylle af en seriemorder.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

”Hvad gør vi med de hundrede andre, jeg også har slået ihjel?” 

I 1983 bliver Henry Lee Lucas, der lever et usselt vagabondliv, anholdt – mistænkt for mord. Han virker som den oplagte gerningsmand, men i retssalen stiller Lucas pludselig et bizart spørgsmål, der får sagen til at eksplodere. 

Henry Lee Lucas hævder at have dræbt i hundredvis af mennesker og begynder gladelig at erkende sig skyldig i et hav af uopklarede sager. 

Efterforskere fra adskillige amerikanske stater drager til Texas, hvor han sidder fanget, for at lokke tilståelser ad libitum ud af den småtbegavede mand. 

Over fem afsnit opruller The Confession Killer den utrolige og skamløst fascinerende historie om den amerikanske seriemorder Henry Lee Lucas. 

Det er blevet sagt om Lucas, at han fik Charles Manson til at ligne en spejderdreng. Hans historie er blevet fortalt flere gange før i både spillefilm og dokumentarer. Mest berømt er John McNaughtons rædselsvækkende rå Henry: Portrait of a Serial Killer (1986), der med Michael Rooker som titelkarakteren må tælles blandt de allerbedste seriemorderfilm.

Men egentlig er den nye Netflix-miniserie ikke så meget et portræt af seriemorderen, men snarere historien om alt det postyr, sagen skabte.

Det lokale Texas Ranger-politi knytter nemlig et helt særligt bånd til ham. Det ligner til forveksling et venskab. Lucas er leveringsdygtig i tilståelser, og til gengæld får han masser af opmærksomhed fra politi og medier.

Statistikken for uopklarede sager rasler ned, og som publikum ser man måbende til, mens man samtidig tænker, at det næsten er for utroligt til at være sandt.

Og det er da heller ikke sandt.

I traditionel true crime-form med masser af interviews og gamle avisoverskrifter fortæller The Confession Killer historien om en seriemorder, der også er galoperende lystløgner og blot fortæller det, som politiet gerne vil høre. Og som tak får lækre middage og andre privilegier i sin fængselscelle.

Der opstår en intern kamp i politiet mellem dem, der labber tilståelserne i sig, og dem, der er mere skeptiske. Henry Lee Lucas endte med at blive dømt for mordet på elleve mennesker, og han døde af en hjertefejl i fængslet i 2001, 64 år gammel.

Forventer man et dyk ned i en seriemorders ondskab og fordrejede psyke, er The Confession Killer en skuffelse. Ligesom Making a Murderer og en lang række andre true crime-værker er serien langt mere fokuseret på systemet, når det fejler og svigter.

The Confession Killer er effektivt fortalt. Til tider bliver den overdramatiserende, når et interview bevidst foregår i en mørklagt bil, eller når musikken dikterer stemningen. Det er lidt for nemt bare at lade sig underholde og svælge i mord og ondskab.

Men rent faktisk fortæller The Confession Killer også, hvad der sker, når vi luller os i søvn af forbrydere og deres forbrydelser. I dag er hundredvis af mord stadig uopklarede, fordi politiet har taget til takke med Henry Lee Lucas’ yderst tvivlsomme tilståelser.

Det betyder, at de egentlige gerningsmænd aldrig er blevet fanget. Og det er det skræmmende perspektiv, som The Confession Killer i sidste ende blotlægger og gør serien værd at se.

Trailer: The Confession Killer

Kommentarer

Titel:
The Confession Killer

Land:
USA

År:
2019

Serieskaber:
Robert Kenner, Taki Oldham

Medvirkende:
Henry Lee Lucas, Bob Prince, Vic Feazell, Clemmie Schroeder

Spilletid:
Fem afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
6. december på Netflix

© Filmmagasinet Ekko