De Gaulle: Frihedens stemme

Biopics og blockbusters har aldrig været fransk films spidskompetence, så instruktør Antonin Baudry fortjener ros for at kombinere de to genrer i sine to enorme Charles de Gaulle-dramaer. 

Med et budget på næsten 600 millioner kroner, en samlet spilletid på over fem timer og en actionmættet, uforbeholdent patriotisk historie er det en atypisk film fra et land, hvor protester mod magthaverne er noget nær en nationalsport. 

Filmene er et todelt helteportræt, som vipper på kanten af gaullistisk propaganda, men samtidig er lette at beundre. 

Den medrivende blanding af filmspektakel og krigshistorie indvier publikum i generalens uhørte vej til magten under hans lange eksil i London under Anden Verdenskrig.

Hvor Modstandens pris førte os fra Frankrigs nederlag til fascisterne og til De Frie Franske Styrkers heroiske udholdenhed ved slaget i Bir Hakeim i 1942, skildrer Frihedens stemme begivenhederne frem mod D-dag og befrielsen af Paris. 

I begge film styrer de Gaulle (Simon Abkarian) slagenes gang fra et mondænt kontor i Londons Carlton Gardens. Her demonstrerer han gang på gang sin politiske snilde, sit militære vovemod og sin utrættelige stædighed, hvad angår hjemlandets forhold til fremmede, fjendtligtsindede magter. 

Det gælder selvfølgelig især Tyskland og Italien, og Frihedens stemme indledes bastant med et angreb af den snu General Leclerc (Niels Schneider) på Mussolinis tropper i Tunesien. 

Filmen deler de Gaulles legendariske amerikanerskepsis og fremstiller USA som en potentiel eksistentiel trussel. Vi hører undervejs om den amerikanske hærs planer om at besætte Frankrig efter krigen. 

Det er historisk korrekt – til en vis grad. Men Antonin Baudrys portræt af præsident Roosevelt (Campbell Scott) som en kvindebedårende rænkesmed og af de amerikanske soldater som gennemført racister – hvilket nogle utvivlsomt var – virker overdrevet. 

Af en angiveligt autentisk periodefilm at være, virker Frihedens stemme mere optaget af vore dages transatlantiske ængstelighed end årtiers venskab og støtte landene imellem. 

Som i den første film holder instruktøren tempo og spænding ved at krydsklippe mellem de Gaulle og den farlige franske modstandskamp mod nazisterne. 

Vi følger den berømte modstandsleder Jean Moulin (Félix Kysyl), som de Gaulle ophøjede til en central skikkelse i modstandskampen, og hvis død under Gestapos tortur gjorde ham til martyr. Og også Moulins snarrådige højre hånd, Livia (Anamaria Vatolomei), der redder sig sikkert ud af Lyon og når frem til Paris netop som den tyske besættelsesmagt er ved at bryde sammen i august 1944. 

Scenerne, hvor lurvede franske tropper går til angreb på nazistiske solder i lysets by, går lige i mellemgulvet. 

Antonin Baudry har et stærkt talent for at skildre action, som han også demonstrerede i ubådsfilmen The Wolf’s Call fra 2019. Denne gang klipper han gadekampene sammen med arkivoptagelser fra Paris både under og efter befrielsen. Og sætter trumf på i en rørende sekvens, hvor Paul Éluards digt Liberté (som ethvert fransk skolebarn kan udenad) reciteres over gamle billeder af lettede parisere, der ånder lettet op efter en lang, opslidende krig. 

Frihedens stemme er altså en værdig afslutning på et filmisk dobbeltportræt med hang til tjubang og til gribende taler – de fleste leveret af de Gaulle, selv om Winston Churchill (Simon Russell Beale) også får et bevinget ord eller to indført. 

De to film tegner tilsammen et heroiseret portræt af den historiske figur, men efterlader mennesket Charles de Gaulle i skyggen. 

Man kan med en vis ret hævde, at filmene er så benovede over helten, at de forhindrer publikum i at få et dækkende indtryk af mennesket bag. Efter 317 minutter ved vi en hel del om, hvad de Gaulle udrettede, men meget lidt om, hvem han egentlig var. 

Men hvis Baudrys mål var at folde legenden levende ud på biograflærredet, må dommen lyde: V for Victory!