De Gaulle: Modstandens pris

De Gaulle: Modstandens pris handler om Charles de Gaulle – og Winston Churchill. Begge valgte æren frem for ydmygelsen. Begge havde moral, mod og modstandsvilje, som de spredte ved talens kraft gennem en radiosender.

Uden de to havde alt set anderledes ud i dag. Ikke mindst i Frankrig, som hverken havde haft atomvåben eller fast sæde i FN’s sikkerhedsråd.

Men hvor der er lavet en række film om Churchill, får de Gaulle først nu en film, der for alvor giver ham den ære, han fortjener.

Resultatet er en spændende, rørende og tankevækkende krigsfilm delt op i to (del 2 har premiere til 29. oktober), hvor instruktøren Antonin Baudry kronologisk viser Frankrigs fem forbandede år.

Vi kommer effektivt fra start med en hurtigt klippet dokumentarisk sekvens af levende billeder fra Anden Verdenskrig, hvor grænsen mellem det autentiske og det rekonstruerede umærkeligt udviskes.

Da vi første gang ser de Gaulle – fremragende formidlet af den forholdsvis ukendte Simon Abkarian – er det på slagmarken med tyske granater tæt flyvende forbi den karakteristiske runde hat.

Det tager han med rolig dødsforagt. Netop roen og troen – på sig selv, sin Gud og sit fædreland – må imponere enhver, der har måttet træffe svære beslutninger på vegne af andre. Krig er jo, som militærhistorikeren Clausewitz sagde, fortsættelsen af politik med andre midler.

Men hvor det sværeste valg for danske politikere i nyere tid var afskaffelsen af en helligdag, skulle de Gaulle træffe et valg, der bragte ham selv, hans familie og hans landsmænd i livsfare.

Præcis som vor mand i Amerika – den danske ambassadør Henrik Kauffmann – valgte han modigt at trodse sin regerings kapitulation. Det sker ti minutter inde i filmen. I virkeligheden tog det lidt længere tid – 43 dage.

Han står fast i troen. Da han senere får at vide, at familien ikke er kommet i sikkerhed, at han er blevet idømt dødsstraf og har fået frataget sit franske statsborgerskab, svarer han blot: ”Var det alt?”

Når man ved, at alt ender lykkeligt, så er det let sige, at man havde gjort som de Gaulle. Men når man ser filmen og oplever, hvor alene han stod, så begynder troen på ens eget heltemod at vakle. Han er helt alene – toute seule – og kun langsomt får han flere med ombord.

Abkarian spiller troværdigt ikke mindst i de scener, hvor han forsøger at lade som ingenting, mens han svigtes af alle svagpisserne. Omvendt er det næsten ikke til at se hans stille smil og fugtige øjne, når tingene lykkes.

Charles de Gaulle er en underspillet statsmand iklædt skræddersyet uniform i kontrast til den farverige Churchill spillet af Simon Russell Beale, der næsten når op på siden af Gary Oldmans Oscar-belønnede version af den cigarrygende og Pol Roger-drikkende statsmand i den ligeledes fremragende film Darkest Hour fra 2017.

Selv da de Gaulle smadrer en stol og forlader Churchill i vrede, er det en kontrolleret vrede, der straks skifter, da han på vej ud møder Churchills hustru. ”What a charming man,” siger hun til de stadig chokerede englændere.

Ja, selv om det er en alvorlig film, så er der flere grin undervejs: ”Taler De engelsk?” ”Nej – jeg er fransk!”

Kampscenerne, ikke mindst ved slaget om Bir Hakeim i Afrika, er nervepirrende på niveau med D-Day i Saving Private Ryan. Historien – også sidehistorien om den unge rebel Fernand og hans oprørske gymnasiekammerater – er gribende.

Skuespillet er troværdigt, og jeg indrømmer gerne, at jeg kapitulerede til den franske filmovermagt. En af de dyreste, franske film nogensinde er hver en euro værd. Så opstemt blev jeg, at jeg fik lyst til at synge den franske nationalsang Marseillaisen på vej ud af biografen.

Og nu til anmeldelsens underrubrik. Churchill drak en liter whisky og champagne om dagen. Mitterand kæderøg 80 cigaretter. Hitler var vegetar, afholdsmand og ikke-ryger.

Mål ikke politikere på deres livsstil, men på deres mod til at træffe de rigtige, politiske valg. Og udbring en skål for modet, som Churchill og Mitterand siger til hinanden over en flaske Pol Roger-champagne.