”Europas historie er skrevet af USA”

Med Napoleon som mulig undtagelse er der få skikkelser, der rager op i fransk historie som Charles de Gaulle. Ingen anden franskmand har så eftertrykkeligt sat sit stempel på moderne europæisk historie. 

Han var først den snarrådige general, der brød med sin regering efter nazisternes invasion og koordinerede den franske modstandsbevægelse og krigsindsats fra sit eksil i London. 

Fra 1959 til 1969 var han landets egensindige præsident, der forhandlede afslutningen på den algierske borgerkrig, styrkede Europa som en modpol under Den Kolde Krig og blev lagt for had af studenteroprørerne i maj 1968. 

At han trak sig året efter og døde i 1970, har ikke gjort hans nationalkonservative verdensanskuelse – gaullismen – mindre populær blandt hans landsmænd. 

Drøm over virkelighed
Populariteten løber tværs gennem Antonin Baudrys stort opsatte, todelte biopic, der skildrer generalen under krigsårene. Og den gør det så medrivende, at Jan E. Jørgensen fik lyst til at synge Marseillaisen på vej ud af biografen, som han fortæller i sin femstjernede anmeldelse af første kapitel, De Gaulle: Modstandens pris. 

Toeren – De Gaulle: Frihedens stemme – må vi vente til 29. oktober med at se i biografen. 

De to film er baseret på den engelske historiker Julian Jacksons forlæg: A Certain Idea of France, og for instruktøren bestod de Gaulles geni i en ubændig tiltro til, at det Frankrig, han nærede en uudgrundelig fædrelandskærlighed til, er det eneste rigtige. 

”Det er historien om en mand, der besluttede sig for at sætte fantasien over virkelighed og kalkule,” som Antonin Baudry beskriver sine film, da vi mødes til et gruppeinterview på Cannes-festivalen i maj. 

”Udgangspunktet var besættelsen af hans land, som havde lidt et militært nederlag. Men der herskede en følelse af, at Frankrig kunne have gjort mere for at modsætte sig nazisterne.” 

”De Gaulle havde en drøm. Han så sit land som en kvinde, der aldrig kunne overgive sig, besættes eller mishandles. Og konfronteret med virkeligheden besluttede han sig for at sætte sin drøm først. Han sagde: ’Frankrig har ikke overgivet sig. Og Frankrig vil aldrig overgive sig.’” 

Visionær og stædig
Charles De Gaulle var rundet af et moderne ridder-etos, forklarer Antonin Baudry. Det er ikke for ingenting, at han i filmen kaldes en Don Quixote-figur. For Churchill og Roosevelt virkede hans planer så vidtløftige, at han under krigen flere gange løb panden mod en mur. 

” Alle, der mødte ham dengang, må have opfattet ham som en galning. Og det ved vi, fordi vi har notater og breve, som folk sendte til venner og familie, efter de havde mødt – også fra mennesker, der siden sluttede sig til ham.” fortæller Antonin Baudry. 

” Når de spurgte ham, hvad der ville ske ugen efter, svarede han med en historie om noget, der var sket 200 år tidligere, og om, hvad der ville ske 100 år frem i tiden. Han virkede vanvittig, men alligevel troede de på ham.” 

De Gaulle havde blik for historiens store linjer og forstod, hvordan krigen ville omfordele verdensmagten. Og han var fast besluttet på, at Frankrig, selv under nazistisk besættelse, ikke skulle forfordeles af De Allierede. 

Et vendepunkt i filmen kommer, da de Gaulle – spillet med chevaleresk selvsikkerhed af Simon Abkarian – sætter sine skrøbelige alliancer over styr ved at besætte den franske øgruppe Saint Pierre og Miquelon, inden amerikanerne kan gøre det. 

Øerne ud for den canadiske østkyst var nemlig loyale mod den nazi-tro, franske Vichy-regering og blev set som en trussel mod det nordamerikanske kontinent. Men generalen vidste, at amerikanerne næppe ville give øgruppen tilbage, når Hitler var besejret. 

”Folk støttede de Gaulle, fordi han var stædig og aldrig tøvede, selv når oddsene var imod ham. Undervejs voksede hans drøm fra fantasi til virkelighed.” 

Chokerende dominans
Med et samlet budget på 75,5 millioner euro – på den dyre side af en halv dansk milliard – er de to de Gaulle-biopics blandt de dyreste franske film nogensinde. 

Ifølge Antonin Baudry er det afgørende, at europæiske instruktører har mulighed for at fortælle i samme storskalaformat som deres amerikanske kolleger. 

”Hvorfor skulle vi ikke have lov til at lave blockbusters? Det er meget vigtigt, at vi fortæller vores egen version af historien,” siger Antonin Baudry. 

”Jeg boede uden for Frankrig i ti år, fem af dem i USA. Og jeg elskede det. Men da jeg vendte tilbage til Frankrig, fik jeg et chok, fordi jeg så den kulturelle dominans, som den angelsaksiske verden har i Frankrig og resten af Europa.” 

”Jeg har på fornemmelsen, at den globale historie om Europa lige siden Anden Verdenskrig har været skrevet af USA. At Europa brød sammen på grund af sine mange dæmoner, og så kom amerikanerne, befriede os og hjalp os til at gå fremtiden i møde.” 

”Jeg hævder ikke, at det er usandt. Jeg siger bare, at det ikke er sådan, vi selv ville skrive historien, for det er ikke sådan, vi oplevede den. Det var mere komplekst end som så.” 

Tager fortællingen tilbage
Billetindtægterne i hjemlandet har næppe halet investeringen hjem. Her holdt De Gaulle-filmene premiere med en uges mellemrum, og selv om flere end tre millioner franskmænd løste billet, er der lang vej igen, før filmene har tjent sig hjem. 

Det ville næppe afskrække Antonin Baudry. 

Charles de Gaulle er en fælles reference for Frankrig i en tid, hvor politisk polarisering spiller dele af befolkningen ud mod hinanden. I den kontekst er det vigtigere end nogensinde at stifte sit eget bekendtskab med historiebøgernes store skikkelser, understreger instruktøren. 

”At bo i en verden, hvor det ikke er én selv, der fører protokol, har en dominoeffekt på alt andet,” advarer han.