Det sidste ord: Jørgen Leth

I den seneste udgave af konceptet Det sidste ord på TV 2 tager danskerne afsked med den store digter, filmmand, cykelkommentator og womanizer Jørgen Leth (1937-2025). Formatet er gennemprøvet, og det har netop i denne uge international premiere på amerikansk Netflix. 

I samtalen, som er menneskelig og autentisk, møder vi Jørgen Leth som det, teologen Søren Kierkegaard kalder ”det æstetiske menneske”. Han er en mand, som er i sine sansers vold. 

”Det er min pligt at følge mine sanser, koste hvad det vil,” erklærer han om sit livs overdommer. 

Udsendelsen er fremragende komponeret, og materialet er smukt klippet af Jacob Thuesen. Og vi genkender straks fra de første sætninger Jørgen Leth. Den altid lidt skælmske tone er der fra begyndelsen. 

”Jeg har aldrig været afvisende for at blive værdsat,” som han for eksempel siger med et smil. 

Et kernepunkt i hans liv er det råd, hans far gav ham, inden han skulle til Italien som seksten-syttenårig. ”Husk nu at bruge dine øjne, Jørgen,” sagde faren. ”Det blev definerende. Det er klart, at det har jeg taget til mig,” siger Jørgen Leth. ”Det har været mit liv at se.” 

Han er elsket – og hadet – som kvindebedårer, en slags dansk pendant til Leonard Cohen, kan man måske sige. Men faktisk var Jørgen selv jomfru, indtil han var 22 år gammel, da hans uskyld røg i 1959. 

Hans første kærlighed, som han rent faktisk opnåede et kødeligt forhold til, var ekspedient i en boghandel. Elskoven fandt sted på et pensionat i Vendersgade i København. Men hvorfor egentlig ikke før? 

”Jeg var vel for genert. I lang tid følte jeg, at jeg var for genert til at være i denne verden,” siger han sårbart. 

Det kommer fra manden, som var gift tre gange, fik fire børn og i øvrigt var sammen med et utal af kvinder alle de steder, hvor han kom frem. Han er en blanding af fræk og stolt, da han besynger sin erotiske sejrsgang. De nævnes ikke som byer, men som hele kontinenter, han har erobret. 

Og det handler ikke om sex, men om kærlighed, bedyrer han. For han ”vil ikke skelne”. Det flyder sammen. Og som autobiografisk forfatter skal det hele med. 

”Jeg ramte en åre, hvor jeg ikke kunne lyve,” har Jørgen Leth udtalt, og det førte i 2005 til citatet ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret,” som udløste skandale og til hans egen ærgrelse blev hans mest herostratisk berømte citat. 

Vi sidder – med de smukke, skarpe billeder – så at sige over for aldrende Jørgen Leth, som jo ellers lige har forladt os. Han holder sig brandgodt. De klare øjne, de endnu fine ansigtstræk, det halvlange renæssancehår. 

Værten Mikael Bertelsen interviewer denne gang ikke uden en vis brutalitet. Han hæfter sig ved, at Leth hader kaos, men alligevel synes at opsøge kaos, som om han kun føler sig levende midt i det, han ikke kan kontrollere.

– Du efterlader jo syndfloder bag dig! 

”Ja, jeg har virkelig sat det meget højt at udforske livet,” lyder det lakoniske svar. ”Jeg har elsket, det har jeg sgu.”

Utroskaben beskrives som en selvfølge, og der laves et respektfuldt spin på storforbruget af kvinder. Det har jo aldrig været overfladisk, må vi forstå. 

”Jeg er altid blevet klogere af at være sammen med kvinder,” hævder han. 

Men han kommer til kort i forholdet til sine børn. Han planlægger endda sin flugt, så den finder sted midt under en familiefest, fordi han havde en ”forfærdelig kedsomhedsfornemmelse”. 

Samværsordningen med børnene bliver til samvær uden nærvær. De fik penge til at købe mad for, mens far lå på sofaen – ”optaget af sin egen selvforståelse”, som han meget sigende kalder sin selvoptagethed. 

Hans store depression, der rammer ham i en lufthavn i Nice, vil være nyt for mange. Men selv om han vitterligt er syg, jagter han nu stadig en kvindelig italiensk fotograf, som han ”er vild med”. Men han står af Touren, fordi han er syg. Suicidal? Nej, hans forventning til livet har altid overskygget depressionen, som han udtrykker det. 

Samtalen igennem er der mange poetiske beskrivelser og flere overraskelser. 

– Hvem var din største kærlighed? 

”Det var en jødisk kvinde, Marlyn Czajkowski, som jeg mødte i Tel Aviv,” siger han uden at blinke. De forelskede sig vildt og heftigt, men dog ikke mere, end at deres veje skiltes, da han insisterede på at tage på sit årlige ophold i Haiti, hvor hun ikke ville med. Her kunne det have været interessant, hvis Bertelsen havde fået ham til at uddybe, hvorfor Haiti var vigtigere end hans livs kærlighed. 

Der tegner sig et skisma mellem nærhed og distance, sanselig intensitet og depressioner. Man mærker ensomheden bag det hele, og da Mikael Bertelsen bemærker den, bliver det hårdt, kan man se. 

Hele Jørgen Leths liv rummer en form for hiding in the open – han skjuler sig ved at vende sig selv på vrangen, så man ser og ser, men alligevel aldrig helt ser ham. 

Det hele er historier. ”Og det er mængden af historier, der retfærdiggør mit liv,” siger han. Især historierne om venskaberne med kvinder, om erotikken, svedig sex og det, han med ét ord kalder ”kærligheden”. 

”Jeg vil gerne dele det med andre mennesker: At den allervigtigste livskraft er kærligheden. Det gælder i enhver forstand, i religiøs forstand, også i den kristne forstand,” siger Jørgen Leth, som i de senere år er blevet mere og mere draget af kirker. 

Det er han også på Haiti, hvor han engang faldt over et skilt på en kirkegård, en meget sjusket kirkegård, hvor en lokal kunstmaler ligger begravet. 

”Husk – du er kun støv,” står der på fransk. 

Det viser Leth ”en prunkløs skildring af forgængeligheden”. Og han græder pludselig, vistnok som en af de eneste gæster i programserien. ”Følelser er godt,”  siger han og mener, at billedet af mennesket som støv er fra bibelen. Det er det. 

”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget; ja, du er støv, og til støv skal du blive,” står der i kapitel 3, vers 19 i 1. Mosebog i Det Gamle Testamente.

”Og Bibelens ord kan jo bruges sommetider, ikke? Det kan de!” siger Leth. 

Da snakken kommer til fortrydelsen, falder Leth over i cykelmetaforerne – måske en vane fra den lange kommentatorkarriere. 

”Vi er jo i spurten nu, ikke?” smiler han. 

Mikael Bertelsen, der både nyttigt og klædeligt har været tilbageholdende som en vandbærer, nikker. Og takker ham for generøst at have delt ud af sig selv. 

Vi hører ikke meget om filmene, bøgerne, de kreative processer, journalistikken. Heller ikke, at han i årevis beskyttede dopingen i cykelsporten for at bevare sit æstetiske blik. Nysgerrigheden havde klare grænser.

Vi møder i stedet den Leth, som offentligheden måske også kendte bedst: den private, fejlbehæftede, evigt prøvende, kæmpende mand. Måske Det perfekte menneske, som er titlen på hans kortfilmmesterværk.