Dum og dummere 2

Det er tilbage til rødderne for Jim Carrey i Dum og dummere 2.

Her er en film, hvor han bare skal være sjov – ligesom i de gode, gamle dage i starten af 1990’erne med Ace Ventura-filmene, The Mask og den oprindelige Dum og dummere, der i år har tyve års fødselsdag.

Filmen etablerede Bobby og Peter Farrelly som tidens toneangivende komedieinstruktører – mestre i politisk ukorrekt komik med særligt fokus på menneskekroppens pinligheder og fysisk og mentalt handicappede. Og den cementerede Jim Carreys position som 90’ernes nye, store filmkomiker, et manisk energibundt med en voldsom, ekspressiv stil.

Dum og dummere er vel en semi-klassiker. Den har masser af gode gags, men er også lidt løs i det. Den huskes primært for to mindeværdige, komiske præstationer af Jim Carrey og Jeff Daniels som det stupide vennepar Lloyd og Harry.

Den rædsomme prequel Dumb & Dumberer: When Harry Met Lloyd fra 2003 fortjener kun at blive glemt. Og umiddelbart virker det kommercielt og kynisk at genoplive Lloyd og Harry i en forsinket toer.

Men Dum og dummere 2 er faktisk en stram og velfungerende Hollywood-komedie.

Filmen åbner med en kommentar til de to årtier, der er gået siden den første film. En langskægget Lloyd (Carrey) har tilbragt de sidste tyve år tavs og katatonisk i en rullestol på et hospital. Harry er trofast kommet på besøg hver dag.

Men det viser sig nu, at Lloyd bare har simuleret sygdommen som en practical joke. Noget Harry (Daniels) selvfølgelig synes er hylende morsomt. Pointen er fin: Lloyd minder Harry om, at kernen i al komik er timing! ”Ville det ikke have været skægt bare at vente i ti år med at afsløre nummeret?” – ”Jo, men ikke lige så skægt!”

Harry opdager, at han har en datter, som de sætter sig for at finde. Harrys motiv er meget kontant: Han skal bruge en ny nyre, og datteren har vel to! Og Lloyd er med på idéen, da han ser et foto af datteren – hende vil han gerne score!

Denne herlige amoral danner basis for det meste af filmens komik. Som ofte hos Farrelly-brødrene handler det om mødet mellem en relativt normal, rationel verden og hovedpersonernes totale mangel på moral, opdragelse og dannelse.

Harry er dum og naiv. Lloyd er mindst lige så naiv og småt begavet, men han er samtidig snu og ondskabsfuld. De er som to børn – to onde børn – i voksne mænds kroppe. Hvis dette ikke havde været en komedie, havde man nok kaldt dem sociopater.

Filmen er fuld af grovkornede gags: Lloyd, der griner uhæmmet af Harrys asiatiske adoptivforældre, fordi de taler mærkeligt. Et besøg hos et sørgende forældrepar, hvor de ikke kan lade være med at træde i sønnens meningsløse død. Masser af tis, prutter og lortefyldte voksenbleer.

Det går af og til ud over almindelige mennesker. Men Farrelly-brødrene er mest på hjemmebane, når deres komiske mål er retarderede, grimme, gamle, handicappede eller etniske eksistenser.

Det lyder egentligt grimt. Men filmen er også et forfriskende modspil til den sejlivede Hollywood-kliché om den godhjertede handicappede. I 1994 var det Forrest Gump – i år er det for eksempel Stephen Hawking i The Theory of Everything.

Der er sket meget i Hollywood-komedien siden 1994. I dag hedder stjernerne blandt andre Steve Carrell, Will Ferrell, Zach Galifianakis og Seth Rogen. Komikere, der bekender sig til det, man kan kalde Bill Murray-skolen – henslængte, ironiske, verbale.

I modsætning til dem er Jim Carrey en fysisk komiker af den gamle skole – mere Jerry Lewis end Bill Murray. Når hans gags virker bedst, har de en timing, energi og fysisk elegance, som er sjælden i Hollywood-komedien i dag.

Alene derfor er Dum og dummere 2 værd at se. Jim Carrey er ikke blevet dårligere med årene.

Her har han fået en film, der på samme tid giver ham plads og stramme tøjler. Resultatet er en fin komisk præstation i en film, som leverer de grin, den lover.