På et tidspunkt sidder A.P. Møller og hans familie i DR’s Dynastiet Mærsk og spiller brætspillet Monopoly – på dansk: Matador. Spillet er både grusomt og genialt. Med sine gustne ejendomshandler og barske regler oplever børn tidligt kapitalistisk kynisme og griskhed. Genialt fordi det er så underholdende, at man undervejs glemmer empati.
Det sidste kan man også sige om Dynastiet Mærsk. Historien om slægtens opstigning fra 1927 til tiden lige efter Anden Verdenskrig med slægtens berømte devise: rettidig omhu. Det bliver forklaret via seriens tre afsnit til noget, vi i dag kalder ”omstillingsberedt til enhver tid”.
Og som serien også viser det i sit forløb: kalkuleret opportunisme på firmaets vegne, gerne forklædt som fædrelandskærlighed.
Første afsnit handler om sammenstødet med konkurrenten, stormagnaten H.N. Andersen, spillet satanisk godt af Jesper Christensen, der efterhånden har sort bælte i at spille aldersstegne magtmennesker.
Så kommer Wall Street-krakket i 1929, depressionen i 30’erne med arbejdsløshed og Hitler til magten i Tyskland. Det første har A.P. Møller en nærmest patriarkalsk socialdarwinistisk holdning til. Arbejderne har bare at gå ned i løn eller også gå ud af døren!
Det andet har han et mere kompliceret forhold til – præcis som alle andre nationalkonservative i samtidens Danmark. Nazistisk bolværk mod bolsjevismen med arbejde til alle, men også Danmarks fjende, som fædrelandet ikke vil opruste imod. A.P. Møller er en høg, som foragter Danmarks neutralitetsforsvar.
I dokudramagenrens altid svære og uegale blanding af fiktion og ekspertinterviews, som DR har forelsket sig i, bliver det forklaret udmærket af historikerne Bo Lidegaard og Joachim Lund. Så kommer den 9. april, og unge Mærsk med efternavnet Mc-Kinney Møller sendes til USA for at redde alle skibene ind i neutrale havne.
Samtidig har A.P. købt sig ind i dansk våbenindustri, som sælger Madsen-rekylgeværer til hele verden, også den tyske. Han går ind i Højgaardkredsen i 1940, overvejende erhvervsfolk, som vil styrte Stauning-regeringen og oprette et erhvervsministerium.
Siden er det blevet tolket som et forsøg på et statskup eller naiv fædrelandskærlighed krydret med lidt fascisme.
Men serien er ikke bange og skildrer fair og frejdigt Møllers noget spegede forhold til besættelsen som patriotisk forretningsmand. Det er mineret område, som i 2000 fik Mærsk Mc-Kinney Møller til at sælge sine aktier i Berlingske på grund af avisens kritiske artikler om farens rolle under besættelsen.
Siden har koncernen holdt kæft om denne transaktion og om andre forhold under besættelsen. Netop her svigter serien sit ellers sympatiske mod – man kunne godt have konkretiseret, at dynastiet Mærsk heller ikke i nyere tid har vist stor respekt for den demokratiske ytringsfrihed.
Samarbejdet med tyskerne accentueres lidt mere nuanceret i Anders Refns glimrende modstandsfilm, De forbandede år.
Den stærkt antikommunistiske Møller købte ved slutningen af krigen 3.000 svenske maskinpistoler, som skulle udleveres til den antikommunistiske modstandsbevægelse, mest frihedskampens ventegrupper. Denne indsats var lidt mere farlig og fordækt, end vi får at vide her. Faktisk en dristig opfordring til noget, som ligner blodig borgerkrig.
Seriens største slagside er imidlertid dens sentimentale signalement af den unge Mærsks lidelser. Egentlig ville han være landmand og ikke skibsreder, og han bliver gift med skolekammeraten Emma, selv om mor Møller ikke kan lide den allerede gifte kvinde.
Jacob Lohmann er fortræffelig som A.P. Møller, som bliver mere og mere magtfuld uden at tabe pokerface. Oscar Dyekjær Giese er følsom og voksen som Mærsk Mc-Kinney Møller, der i magtkamp med sin grandonkel i New York træder i karakter uden helt at slippe karakter af at være fars søn.
I det hele taget er alle personer gestaltet meget statisk urokkelige, mere af jern og marmor end hjerte og smerte. Undtagen Sonja Richter som A.P. Møllers kone Chastine med svag amerikansk accent. Hun er den menneskelige fakta i dette Matador-spil på levende billeder.


Kommentarer