Biografanmeldelse
06. jan. 2020 | 18:45

De forbandede år

Foto | Henrik Petit
Sammen med hustruen Eva (Bodil Jørgensen) har fabriksejeren Karl Skov (Jesper Christensen) skabt sig en magelig tilværelse, som bliver udfordret af tyskernes indtog i Danmark.

Alle spiller røven ud af bukser og besættelse i Anders Refns underholdende drama, der borer i et betændt sår fra Anden Verdenskrig.

Af Bo Tao Michaëlis

Stort set alle de vel sagtens 30 danske film om besættelsen tager mere eller mindre heroisk afsæt i slutningen af denne. Filmens modstandsbevægelse etableres hurtigt eller er etableret fra første færd.

Tyskvenligt samarbejde er ikke fraværende i vores modstandsfilm. Allerede den første klassiker i genren, Den usynlige hær fra oktober 1945, accentuerer sobert samarbejdspolitikkens sørgelige almindelighed.

Men Anders Refns De forbandede år slutter faktisk, hvor alle andre besættelsesfilm begynder, nemlig i 1943.

Den begynder til gengæld på selve den 9. april 1940, hvor fabrikant Karl Skov og fru Eva vågner op til deres sølvbryllupssang og messingsuppe. Snart også til tyske fly, som smider flyveblade.

Alle er nationale, men længere inde i 1940 begynder man at slække på patriotismen. Tyskerne med deres forundelige sejre er jo venligheden selv med et godt øje til dansk erhvervsliv. Og som vi ved fra store annoncer for tiden, er vi danskere langt mere tyske, end vi går og tror.

Skovs fabrik er imidlertid i økonomisk krise på grund af hans danske sind. Men pø om pø bliver den nationale sjæl smeltet til samarbejde. Først i det små, siden i det helt store, hvor Skov og co. egentlig ikke længere ved, hvad der foregår i værkstederne, som nærmest er forvandlet til en industriforstad til Berlin.

Anders Refn har skematisk valgt familiesagaen til sin films tematiske og handlingsmæssige skelet. Helt almindelige danskere og så slet ikke – med mindre man finder det almindeligt at bo i Vedbæk ved vandet i en villa lidt mindre end Versailles.

Vi taler om en selfmade kapitalist gift over sin klasse, men som har klaret sig fint og nu har både kokkepige og chauffør. Karl Skovs familie består af fem børn, som man må sige i løbet af besættelsen bliver ret så samspilsramte.

Michael på familiens sidelinje melder sig til den militære enhed Frikorps Danmark, der er på tysk side. Datteren Helene gifter sig med en tysk ubådsofficer i Norge. Knud og Valdemar er epokens sorgløse swingpjatter, mens den løsagtige storebror Aksel ender som aktiv frihedskæmper.

Filmen er fortalt i et lindt flow af tableauer i tidsafsnit. Fermt og friskt klippet med latent perspektiv til verdenskrigens gang i stort og småt – fra Erik Scavenius’ samarbejdspolitik til slaget ved Stalingrad.

I starten af filmen er der lige ved at gå lovlig meget Matador i melodramaet. Borgerskabets diskrete charme med kaffe og kage, frem og tilbage med herrer i smoking og damer i kjoler.

Men en tredjedel inde i filmen kommer der kant på Korsbæk. Maskerne falder, og pistoler knalder.

Anders Refn præciserer konstant, at det er danske politikere og deres politi, som går tyskernes ærinde. Mens det gode menneske fra Nordsjælland – spillet fabelagtigt overbevisende af Jesper Christensen – mere og mere bliver en vaskeægte værnemager.

Det er hans eksistentialistiske deroute, der er den tematiske røde tråd. Hvor længe kan man se sig i anstændighedens spejl uden at få øje på sine eskalerende, etiske sprækker?

Samtidig indser to af Skovs børn, at de ikke blot er gået i seng med fjenden, men med ondskaben selv. Det er her filmen hæver sig over den sædvanlige modstandsfilm.

Ikke alle gik frelste i døden i SS-uniform og dødningehoved i kasketten. Gustav Dyekjær Giese giver et nuanceret portræt af den idealistiske officerssøn med en pagt med djævlen. Den ligeledes forførte lillesøster Helene (gribende gestaltet af Sara Viktoria Bjerregaard) indser også nazismens umenneskelighed bag de flotte uniformer.

Storebror Aksel leveres følsomt, frejdigt og voksent af Mads Reuther, mens Bodil Jørgensen igen er glimrende som bekymret mor med gode miner til slet spil.

Alle spiller røven ud af bukser og besættelse.

De forbandede år er en lidt konservativt iscenesat, men på alle måder fascinerende flot film. Den er meningsfuldt underholdende uden at være for meget med sine markante meninger. Desværre slutter den lange film brat. Forsættelse følger vel?

Trailer: De forbandede år

Kommentarer

Titel:
De forbandede år

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Anders Refn

Manuskript:
Flemming Quist Møller, Anders Refn

Medvirkende:
Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard, Gustav Dyekjær Giese

Spilletid:
152 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. januar

© Filmmagasinet Ekko