Halloween er over os, varer hele oktober og topper hele to gange, i efterårsferien samt den 31. oktober.
En nyere halloween-tradition har bredt sig siden årtusindskiftet, nemlig at se en gyserfilm hver dag hele måneden, i alt 31 gys.
I år ville man snyde sig selv ved ikke at inkludere den seneste biograffilm fra britiske Aardman Animations, som bag den primitive og småklodsede danske titel F for får-filmen: Et monster på bondegården er en elegant, livlig og stærkt underholdende horrorkomedie.
Ikke helt så sjov og bevægende som Aardmans allerbedste, men ud fra en normal skala kvalitet fra start til slut.
Der er tale om den tredje biograffilm bygget over tv-serien F for får, der startede som et spin-off af den Oscar-belønnede kortfilm På et hængende hår (1995), som var den tredje film med opfinderen Walter og hunden Trofast. Alle de nævnte værker er skabt med stopmotion-teknikken claymation.
Fåret Frodevar oprindelig blot et sødt lille mæhlam, men har siden udviklet sig til den opfindsomme, dynamiske leder i fåreflokken på en bondegård, hvor fårene bag om ryggen på farmeren og hans hund Bitzer lever et avanceret, menneskeagtigt liv.
I Et monster på bondegården dyrker fårene kæmpegræskar. Frode studerer en lærebog i videnskab, indretter et laboratorium i en gammel vindmølle og brygger en mirakelmikstur, som ikke blot giver græskarrene vokseværk, men tages i brug som hårmiddel af farmeren.
Han håber derved at genvinde sin ungdoms hårpragt, så han ved det kommende høstbal kan kurtisere den lokale dyrlæge. Men Frodes vækstmiddel er stærke sager og sætter galoperende fut i hans hår og skæg, omtrent som vi kender det fra Dupond og Dupont i Tintin-albummene Landet med det sorte guld og Mission til Månen.
Farmeren ligner snart skovmonsteret Bigfoot og skræmmer alle omkring sig, inklusive borgerne i den lokale lilleby, hvor man ellers har travlt med at fejre halloween.
Typisk for Aardman vokser filmen derved fra hyggelig britisk hverdag, hvor en simpel bilkøretur involverer en indledende rutine af bakspejljusteringer etc., til storstilet Hollywood-action, der kulminerer til søs. Som tilskuer rives man med og glemmer fuldstændigt, at det alt sammen er udført i modellervoks.
Handlingen afvikles uden talt dialog, for Frode Får-franchisen er i sin essens et stumfilmunivers.
Det minder filmen os selv om allerede i de første minutter, hvor et gag med en vandslange er hentet fra Lumière-brødrenes L’arroseur arrosé (1895), der anses som verdens første fiktionsfilm, tegneseriefilmatisering og filmkomedie.
Referencen affyres som én blandt mange i maskingeværstempo, hvor man også ser fårene danse zombiedansen fra Michael Jacksons Thriller-video. Filmens univers er lige dele landlig hygge, klassisk horror, Buster Keaton-komik og 80’er-nostalgi.
Vindmøllen er ligesom minigolfmøllen i Tim Burtons Frankenweenie en reference til finalen med den brændende mølle i Frankenstein fra 1931 med Boris Karloff.
Det er et dilemma ved film af denne type, at de vælter sig i referencer, som tydeligvis har stor betydning for filmskaberne og er elegant integreret i værket, men som især vil gå hen over hovedet på den yngre del af målgruppen.
Løsningen ligger lige for: Inkluder et par klassikere i halloweenmånedens 31 horrorfilm!


Kommentarer