Serieanmeldelse
18. mar. 2021 | 17:23

The Falcon and the Winter Soldier

Foto | Julie Vrabelova
Sam Wilson (Anthony Mackie) har som sit superhelte-alterego Falcon overtaget Captain Americas skjold, men han er i tvivl om, hvorvidt han kan løfte opgaven som USA’s beskytter.

Race og identitet er i centrum, når to af Marvels mest loyale soldater omstiller sig til en verden uden en fjende i hæsblæsende actionserie.

Af Claus Nygaard Petersen

Hvad gør en soldat, når krigen er slut?

Det er det spørgsmål, som på forskellig vis plager Sam Wilson (Anthony Mackie) og James ”Bucky” Barnes (Sebastian Stan).

Under aliasserne Falcon og Winter Soldier har de kæmpet både mod mennesker og intergalaktiske superskurke. Men efter det afgørende slag i Avengers: Endgame er de to militærveteraner nu nødt til at konfrontere den største udfordring for en soldat: det civile liv.

Serien The Falcon and the Winter Soldier, som har premiere i morgen på Disney+, lægger ud med en hæsblæsende actionscene, hvor Falcon skal redde en general ud af kløerne på en gruppe terrorister.

”Det her skal gøres diskret,” får Falcon at vide, inden missionen starter.

”Modtaget, diskret,” svarer han kækt og lader sig falde bagover ud af militærflyet, som de sidder i. Metalvingerne folder sig ud, og den flyvende superhelt svæver ubesværet gennem luften som den rovfugl, han har taget navn efter.

Skurkene får en ordentlig omgang tæv på den knap så diskrete måde.

Tv-veteranen Kari Skogland, som har instrueret samtlige seks afsnit i miniserien, byder på flere imponerende sekvenser med action for alle pengene.

Ikke mindst når Falcon skal jagte terroristerne igennem en kløft med snævre passager og tonstunge klippefremspring. Der er fuld knald på, mens skurkene – også iført wingsuits – flyver ind og ud gennem de forskellige forhindringer med Falcon lige i hælene.

Men når Falcon ikke er travlt optaget med at redde nationen, plager et spørgsmål ham: Er USA klar til, at en sort mand skal være landets første forsvar?

Han fik overdraget Captain Americas skjold og blev dermed udpeget som efterfølger for den patriotiske superhelt. Men han er forståeligt nok i tvivl om, hvorvidt han kan løfte opgaven.

Amerikanerne viser ikke ligefrem deres velvilje, så man forstår tydeligt hans indre kamp.

Serieskaber Malcolm Spellman blev udvalgt til at styre slagets gang, da han bød sig til med et manuskript, hvor fokus er på identitet og race. Og de temaer skinner tydeligt igennem.

Winter Soldier kæmper med fortiden som hjernevasket soldat for den fascistoide organisation Hydra, hvor han dræbte alle dem, som hans herrer ønskede.

Som andre traumatiserede soldater befinder han sig derfor nu i en stol over for en psykolog, der selv har været soldat. Så hun gennemskuer hurtigt hans forsøg på at lade, som om alt er fint.

Han er blevet sat fri, men har svært ved at finde ud af, hvad han skal gøre med friheden. For hvis ikke, han er en dræbermaskine, hvad er han så?

Selv om vintersoldaten ligner en mand midt i 30’erne, har han været kryogenisk frosset ned det meste af sit liv og er dermed langt over 100 år gammel. Og det er ikke nemt at finde nye venner.

Første og eneste afsnit, som er blevet stillet til rådighed for anmeldere, sætter meget fint scenen for en serie, der kommer til at være i en helt anden boldgade end den netop afsluttede Marvel-serie WandaVision.

I stedet for spektakulære superkræfter, der kan vende op og ned på virkeligheden, er der her tale om en gammeldags action-spionserie. En mystisk organisation ved navn Flag-Smashers bliver introduceret, og det er tydeligt, at skurken Helmut Zemo (Daniel Brühl) kommer til at spille en markant rolle.

Med afsløringen af en ny Captain America lægger The Falcon and the Winter Soldier op til et univers, hvor tingene ikke helt er, som de umiddelbart ser ud.

Og så bliver det spændende at se, hvordan serien vil bringe de to gamle krigsvenner i titlen tilbage sammen. Nysgerrigheden er vakt, og forventningerne skruet forsigtigt op.

Trailer: The Falcon and the Winter Soldier

Kommentarer

Titel:
The Falcon and the Winter Soldier

Land:
USA

År:
2021

Serieskaber:
Malcolm Spellman

Medvirkende:
Anthony Mackie, Sebastian Stan, Daniel Brühl, Emily VanCamp, Wyatt Russell

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
19. marts på Disney+

© Filmmagasinet Ekko