Serieanmeldelse
23. apr. 2020 | 00:38 - Opdateret 25. apr. 2020 | 19:18

Gaden

Foto | Per Fredrik Skiöld
Wesley får sat hele beredskabet i gang – fra forsinkede DSB-toge til patruljevogne – da han skødesløst giver sig til at pisse ned på togskinnerne.

TV 2-dokumentar giver en sjælden og værdig stemme til tre af gadens frie fugle, der kæmper med både fortiden og morgendagen.

Af Anders Højberg Kamp

TV 2-dokumentaren om misbrugere vinder på anekdoterne. 

”Jeg har set rigdom. Hvis det var det, jeg ville, var jeg blevet i det,” siger 48-årige Mette, der er af de såkaldt frie fugle, som lever på gaden. 

Hun var engang en del af et entourage, der i London i ti år hang ud med kongelige, rockstjerner og Hollywood-stjerner, og de blev betalt for at have sex og blive høje med de celebre. 100.000 kroner per døgn. Dem brugte hun på tøj og stoffer.

Nu er hun havnet i Istedgade.

Fascinerende! Det vækker kynisk nok minder om Bob Dylan, der i nummeret Like a Rolling Stone synger om en forkælet, rig kvinde, der skal lære at leve på gaden.

Mette er netop blevet gennembanket og endt på et hjem. Hun er en af tre misbrugere, som Ole Tornbjerg og Christian Voldborg Andersen fra Impact TV har fulgt gennem to år.

En anden er 34-årige Wesley, der egentlig er født i Brasilien. Også han har en vild fortid fra fattige, konservative kår, men man bider særligt mærke i en episode, der siger noget om livet på gadeplan.

Vi følger Wesley med et kamera i ryggen på Dybbølsbro. Han er blevet stoppet af panserne, fordi han har pisset ned på togskinnerne. Og han får sat hele beredskabet i gang – fra forsinkede DSB-toge til patruljevogne. Han ville jo bare være diskret, og hvor er de offentlige pissoirs i øvrigt blevet af?

Sekvensen er god humor i en trist, puritansk tid, hvor de hjemløse får det sværere, og hvor der er blevet færre københavnerbænke og offentlige toiletter.

Flere af optagelserne finder sted om natten. Hovedbanens ikoniske DSB-logo lyser ud over Istedgade, og vi møder vores tre venner i Mændenes Hjem, Enghaveparken og S-toget. Den tredje skæve eksistens er Danny på bare 26 år. Han får ikke kun bøder for manglende billet, men også for at tigge.

Fælles for de tre er en tragisk barndom. Den får vi fortalt, mens gamle familie- og ungdomsfotos kører hen over skærmen – tilsat melankolsk klavermuzak i bedste TV 2-stil for at holde følelseskoget oppe.

”Hvordan fanden kan man glemme sin søns fødselsdag?” spørger Mette sig selv. Børn har hun to af fra sin tid som husmor, og vi kommer til at møde familien.

Dokumentaren byder på både forsoning med egne børn og faderopgør for åben skærm. Det er rørende, men også en forudsigelig tv-trummerum om svigt og hård barndom. Instruktørerne har nemlig besluttet sig for at undersøge, om der er en sammenhæng mellem traumer og stofmisbrug og – chok – det er der.

Jeg savner flere gode optagelser med hverdagssituationer som den med de forsinkede DSB-tog. Mærkværdige og anderledes episoder fra gaden, man ellers ikke oplever. Situationer, som vi selv kan fortolke, og som ikke er fortalt i en let forståelig og følelsesladet ramme med årsag, konsekvens og forsoning.

Når tv-holdet har fulgt de tre personer gennem to år, må der gemme sig en række absurde fortællinger, der siger noget om livet set fra vrangen.

Mest ser og hører vi om elendigheden. Vi oplever dem stene ud, brække sig og bryde sammen i gråd. Vi følger deres håb om et bedre liv, og uanset rammen giver det tre værdigt fortalte livshistorier og en sjælden stemme til tre af gadens frie fugle.

De medvirkende har angiveligt selv ønsket kun at stå frem med deres fornavn. Men er det ikke snart på tide, at også socialt udsatte får et efternavn i medierne?

Kommentarer

Titel:
Gaden

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Ole Tornbjerg, Christian Voldborg Andersen

Manuskript:
Ole Tornbjerg, Thomas Ravn

Medvirkende:
Wesley, Mette, Danny

Spilletid:
Tre afsnit af 40 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
23. april på TV 2 og TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko