Serieanmeldelse
22. sep. 2025 | 08:40

Giften i sandet

Foto | Tiki Media

Sebastian Jessen griber én med sin indignation som fiskeren Aage Hansen, og Sara Hjort Ditlevsen er god til at syde som hans stille fiskerkone.

TV 2-dokumentaren om Cheminovas miljøkatastrofe i Nordvestjylland ender som endnu en dramadokumentar i to fine dele, der ikke for alvor spiller sammen.

Af Rikke Bjørnholt Fink

Dramadokumentaren er blevet dansk tv’s foretrukne måde at formidle historien på. 

På den ene side kan man godt forstå, hvorfor talende hoveder suppleres af dramatiseringer med kendte, danske skuespillere. Ulrich Thomsen som Grundtvig og Josephine Park som hans Marie kunne uden tvivl trække publikum til Grundtvig på DR. 

Samtidig letter det produktionsomkostningerne, at man ikke går linen ud og laver en fuldblodssøndagsserie. 

Men dramadokumentaren er også en problematisk hybridgenre. På den ene side risikerer man at miste eksperternes troværdighed, når der lige bagefter tages kunstneriske friheder i dramatiseringerne. På den anden side mister dramatiseringerne følelsesmæssig intensitet, når dramaet konstant afbrydes af for eksempel en tør historiker. 

Giften i sandet er TV 2’s bud på en formidling af forureningsskandalen ved Høfde 42 omkring Harboøre Tange og giftfabrikken Cheminovas udledning af farligt affald fra 1950’erne. 

Selv om det kan lyde tørt med alle de spildevandsregulativer, er det en fængslende historie om fiskeren Aage Hansens utrættelige kamp for at få den lokale fabriksejer til at holde op med at ødelægge økosystemet omkring tangen. I sidste ende handlede det om fødekæden for mennesker, der var afhængige af de fisk, som pludselig lugtede og smagte af død. 

I rollen som Aage ses Sebastian Jessen, og som hans kone har man castet Sara Hjort Ditlevsen. Det er svært at forestille sig et så velholdt fiskerpar fra 50’erne, og det trækker én lidt væk fra den tilstræbte realisme. Men man må give Sebastian Jessen, at han rammer en indignation, som griber én. 

Ligeledes er Sara Hjort Ditlevsens god til at syde som den stille fiskerkone, der bliver offer for sin mands vendetta mod områdets eneste reelt lukrative arbejdsplads. 

Dokumentarserien lykkes til dels også med at skildre, hvordan Cheminovas stifter Gunnar Andreasen (en temmelig flabet Jesper Lohmann) var meget populær lokalt trods miljøsvineriet. Han brugte nemlig en del af det store provenu fra kemikalierne på at lave egnsudvikling i en del af landet, der længe havde følt sig forsømt af staten. Det gennemsnitlige hus var bygget af sildekasser og strandsand. 

Denne del af historien kunne godt have været stærkere. Det kommer til at virke, som om Aage var den eneste bekymrede mand i området, mens alle andre fremstår som naive tåber, der tilbad den jord, som Gunnar Andreasen gik på. 

Seriens største kvalitet er, at den har forargelsen som benzin og føles mere højaktuel end nogensinde, efter at det er blevet et alvorligt problem herhjemme, at der ingen fisk er i havene. 

Giften i sandet skal også have ros for, at den har holdt eksperterne på et absolut minimum og i stedet talt med nogle af sagens hovedpersoner eller deres børn og børnebørn. 

I en samtale mellem fiskeren Aages søn Bjarne og driftschefen på Cheminovas barnebarn kan man virkelig mærke, hvordan konflikten er gået i arv. Og det er især smerteligt for sidstnævnte, at hendes bedstefar i den grad var på den forkerte side af historien. 

At Cheminova-sagen er en god historie viste forfatter Kim Blæsbjerg også i 2023 med bestselleren De bedste familier. Den fortælling, der også ligger sig tæt op ad de virkelige begivenheder, kommer som dramaserie på DR i 2027, og det er nok nærmere den, man skal glæde sig til. 

Giften i sandet ender med ét ben på broen og ét på en ufortøjret kutter, og resultatet er, at den falder i vandet. Egentlig kunne man nemlig godt have set Sebastian Jessen som retfærdighedens vogter mod Jesper Lohmanns skurk i en rigtig fiktionsserie. 

Men man havde nok fået mere ud af at lave en helhjertet dokumentar og lære os noget mere om området og egnsudviklingen. Hvad betød udviklingen for folk? Hvordan var det faktisk var at arbejde på Cheminova? Og findes der endnu flere efterkommere, der har fået den utaknemmelige opgave at rydde op efter fortidens miljøsvineri?

Kommentarer

Titel:
Giften i sandet

Land:
Danmark

År:
2025

Tilrettelægger:
Cecilie Frydenlund

Medvirkende:
Sebastian Jessen, Sara Hjort Ditlevsen, Bjarne Henriksen, Jesper Lohmann

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 40 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
14. juli på TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko