Hvem passer på grisene?

Talemåden ligger lige for: Det her er noget forbandet svineri!

For i den teknisk og tilrettelægningsmæssigt ret ordinære dokumentar Hvem passer på grisene? – Afsløring hos landbrugets top, der er produceret af Kompagniet for TV 2, ser vi så grove overtrædelser af Dyrevelfærdsloven, at man som seer får decideret kvalme. 

Og var det ikke, fordi man vidste, at der også findes landbrug, herunder økologiske, som praktiserer både etisk og human animalsk fødevareproduktion – de laver kød – så ville man omgående få lyst til at blive vegetar.

Hele denne Trivsels Gate, som det egentlig har vokset sig til, forvirres lidt af, at der findes hele to dokumentarer om samme emne med samme titel. 

I december 2024 lavede TV 2 nemlig dokumentaren Hvem passer på grisene?, hvori man så dyr, som led slemt. Det fik hele landbrugets top til på det bestemteste at indskærpe, at sådan behandler man altså ikke husdyr i dagens Danmark. Heller ikke, selv om man i sidste ende slagter og spiser dem.

Men efter udsendelsen blev bragt, er dyreaktivister så brudt ind på bedrifter ejet af netop de selvsamme topfolk fra landbrugets brancheorganisationer. Og også her – hjemme hos dyremoralens vogtere selv – er der skammelige og, ja, faktisk grusomme forhold.

Når for smågrises sorte halebid beskrives som, at dele af kroppen er ramt af nekrose eller koldbrand, så kunne man også sige det på dansk: Grisen er ved at rådne op fra halen og frem! 

Flere smågrise ligger og spjætter med det, der beskrives som åbne sår. Men det er hele skinker og skanker, som er flået op, så huden mangler, og man kan se de arbejdende muskler, der er helt blotlagte.

Det ligner noget fra en horrorfilm.

Siden ser man fastklemte grise, der sidder fast samme sted i op mod otte timer. Man ser trange forhold. Man ser gispende, døende smågrise. Og døde grise. Ikke én, to, tre, fire, fem, seks, men hele syv døde pattegrise i én svinesti. Og måden, som medarbejderen, der passer dyrene bare stritter dem til side på, gør, at man aner forråelsen i branchen.

At landbrug ikke er for sarte sjæle, ved alle, som har haft husdyrbedrifter. Der erdøde dyr, sygdom og en vis hårdhed i håndteringen af væsnerne.

Som da en veterinærpatolog i udsendelsen køligt kommenterer en medarbejder, der holder en lille gris i bagbenene og knalder dens hoved ned i et betongulv. Han forklarer, at det sådan set er en ”udmærket aflivningsmetode”, fordi man på den måde ”smadrer kraniekassen”, så dyret dør.

Tak, for bacon!

Men det er ikke naturens og kødproduktionens iboende brutalitet, som dokumentaren handler. Den handler om, at man – ud over den almindelige udnyttelse af dyrene – også svigter moralsk. For man skal reagere på syge dyr. På udsultede dyr. På dyr, der viser tegn på smerter.

At amatører med et par geder i baghaven måske ikke altid kan finde ud af selv den mest basale dyrevelfærd, er en ting. Det skal naturligvis straffes. Men når selveste landbrugets top ikke kan finde ud af at opføre sig etisk over for deres egne dyr, er der noget pilråddent i hele systemet.

Og det er immervæk Danske Svineproducenters formand, Jeppe Bloch Nielsen, formanden for Landbrug & Fødevarers Sektor for Gris, H.C. Gæmelke, og to andre topfolk inden for dansk landbrug, der sviner sig selv til i dokumentaren. 

Optagelserne fra Jeppe Bloch Nielsens bedrifter er fjernet efter et fogedforbud, fordi de er tilvejebragt ulovligt ved kriminelle aktiviteter. Og sådan skal det være, for de love skal også overholdes. 

Men hvis de fjernede optagelser ligner de andre, bare tilnærmelsesvis, så er det virkelig frygtelige forhold, dyrene lever under.

Man tænker uvilkårligt to ting.

Måske skulle der faktisk sættes kameraovervågning op i alle stalde, hvor der lever dyr til kødproduktion? Så kunne man, som hos chaufførernes fartskriver, gå tilbage og se på forholdene, når der er inspektioner.

Man tænker også, at landbrugets top simpelthen burde skamme sig. Stort set alt på videooptagelserne er kriminelt. Det er primitivt. Ja, det er faktisk ondt.