Jagten på julens magi

Vi skriver 12. november, og så er det åbenbart tid til julefilm. Nogle vil sikkert fnyse ad højtidens tiltagende invasion af efteråret, men man kan også bare glæde sig over, at årets første julepremiere er en god en af slagsen.

Norge er måske verdens mest julede land med sne, sweatre og rigeligt med oliepenge til dyre gaver. Derfor er det ikke overraskende, at det norske animationsselskab Qvisten har styr på julegenren.

Og du må ikke lade dig afskrække af den noget generiske titel, Jagten på julens magi, og den umiddelbart lige så forudsigelige præmis.

Den lille pige Marie glæder sig til jul og tror stålfast på Julemanden, mens farmor bakker op med peberkager i en lind strøm. Men far går kun op i sit arbejde og vil slet ikke holde fri. Marie beslutter at finde Julemanden, men en skør nisse gør det svært med sine drillerier.

Manuskriptet er langt mere fantasifuldt, end det lyder. Historien er baseret på Thorbjørn Egners hørespil, og især persongalleriet gør filmen – med den mere passende norske titel Julenissens verksted – til en nisseskæg fornøjelse.

Den snæversynede far, Fakta-Svend, får arbejde som ”fakta-ekspert” i radioprogrammet Sådan er verden, hvor lytterne går fuldstændigt balalajka over idéen om at modbevise Julemandens eksistens.

Derfor tager han modvilligt med Marie og Farmor afsted, men bliver stoppet af ”Den gamle med staven”, en bister ældre kvinde, der svinger sin stok med samme ekvilibrisme som Donatello fra Ninja Turtles.

Nissen Stumpe er en skøn, men håbløst uduelig lille fyr, der brændende gerne vil hjælpe, men går galt i byen med stort set alt, hvad han kaster sig over. På dansk får Vicki Berlin ham til at fremstå bedårende distræt.

Loui Vetterli får energi og intellekt ind i den medrivende hovedperson Marie, Sara Fanta Traore er komisk tør som Svends medvært og chef i Sådan er verden, og Niels Olsen har rigeligt med varme som Julemandens stemme.

Danske Mette Tange (Storken Richard og den mystiske juvel) har instrueret filmen sammen med norske Rasmus A. Sivertsen (Spermageddon), og der er også dansk præg i form af et udvalg af Halfdan Rasmussens sange. Musiksekvenserne føles ofte lidt som fyld, men især de mere norsk-klingende folkemelodier er med til få gang i julestemningen.

Historien er selvfølgelig skåret over samme peberkageform som et utal af andre film og julekalendere. Men ved at gøre nissen sympatisk – i modsætning til Søren Hauch-Fausbølls saksesvingende nisse i Bamses julerejse – får man publikum til at heppe både på Stumpe, der vil forhindre, at Julemandens værksted bliver fundet, og på Marie, der netop forsøger at finde det.

En simpel, men effektiv måde at engagere de yngste tilskuere i begge parters kamp.

3D-animationener skal tilsyneladende emulere stop-motion, og det lykkes flot. Især arbejdet med figurernes tøj er imponerende taktilt, og man kan nærmet se hver en tråd garn i nissernes huer.

Med godt håndværk i manuskriptet og på billedsiden kommer man langt. Selv et gammelt, slidt rensdyr af en historie kan bringe stor glæde, hvis der er gaver i sækken.