King & Conqueror

Det er med god grund, at historiske dramaer om middelalderen er så yndede. Skæringspunktet mellem familiære og storpolitiske konflikter, som ofte løses i nærkamp med sværd, giver rig grobund for actionprægede fortællinger, der samtidig rummer masser af intimt, personligt drama.

Serien King & Conqueror handler om det begivenhedsrige forløb frem til Slaget ved Hastings i år 1066. Hovedrollerne spilles af Nikolaj Coster-Waldau som den normanniske hertug Vilhelm Erobreren og James Norton som den angelsaksiske Harold Godwinson.

To fremtidige konger på kollisionskurs.

Vi følger de to adelsmænds vej mod magtens tinde på den engelske trone. Harold er søn af jarlen af Wessex, og hans familie er derfor allerede en vigtig del af Englands feudale magtbalance, da hans søster bliver gift med den meget troende og lettere vanvittige kong Edvard.

Vilhelm kæmper derimod for at sikre sit omstridte hertugdømme i Normandiet, da han som uægte søn af den tidligere hertug anses for mindre legitim. Undervejs krydser de begge kanalen og hinandens veje flere gange, indtil kong Edvards udnævnelse af Vilhelm som arving til den engelske trone lægger op til uundgåelig konflikt.

Fra første afsnit slås der et stort brød af familie- og magtrelationer op. Der er mange brikker på brættet med ægteskaber, alliancer, rænker og intriger på kryds og tværs af land og vand.

Især kvinderne kommer til deres ret som de styrende hænder, der sikrer ro i baglandet, mens mændene tørner sammen på slagmarken. Clémence Poésy gør det glimrende som Vilhelms kølige og snu hustru Matilde.

Desværre er der flere ting, der skæmmer.

Mange af personerne er alt for voldsparate. Det kan måske virke som en underlig kritik af en serie om en så barsk tid, men når stort set alle uanset køn og kamperfaring ved præcis, hvor halspulsåren sidder og ikke har de mindste skrupler eller besvær med at rydde fjender af vejen, vakler troværdigheden.

Klimaks med det blodige slag ville stå meget stærkere, hvis der ikke var så megen konsekvensløs voldstjubang og utroligt hyppige bagholdsangreb og snigmord undervejs.

Noget andet er det visuelle udtryk. Godt nok kaldes det den mørke middelalder, men det er en misforståelse, at folk også gik mørkt klædt – snarere det modsatte var tilfældet.

Her er der dog taget et helt bevidst valg om at lægge sig i forlængelse af stilen fra serier som Vikings og The Last Kingdom, hvor flere går klædt i besynderligt grove vævninger, sort og brunt læder og pelstotter. Sådan så ”gamle dage” åbenbart ud ifølge den moderne tv-serie. Man sukker efter nogle farver.

Serien er filmet på Island, og det er også temmelig tydeligt. Især når der i de panoramiske scener rides rundt på uldne islændere i stedet for store stridsheste.

Den slags ville være nemmere at overse, hvis dramaet fungerede upåklageligt. Men flere karakterer og situationer tangerer det karikerede. Jean-Marc Barr (The Big Blue) nyder i fulde drag at spille åbenlyst skurkagtig, fransk konge, mens Eddie Marsans kong Edvards vanvidsscener til tider kammer uheldigt over.

Manuskriptet plages nogle steder af decideret sjusk. For eksempel da Harolds følge i tredje afsnit passerer en flok dræbte soldater, der ifølge den etablerede tidsramme for længst burde være rådnet op eller spist af vilde dyr.

Det er alt sammen ærgerligt, for der gemmer sig vitterligt en spændende og rig fortælling under det hele. Coster-Waldau og Norton spiller begge overbevisende i hovedrollerne som de to mænd, der langsomt må sande, at de ikke kan slippe ud af de voldscyklusser, som har formet dem fra barnsben. Harold Godwinsons stigende magt-ærgerrighed, som isolerer ham fra resten af familien, har masser af dramatisk tyngde.

Serien viser flere gode takter i skildringen af det komplekse familiedrama, men den drukner for ofte i stilklichéer. Samlet set lever den ikke op til sit fulde potentiale som filmatisering af et vigtigt vendepunkt i engelsk og europæisk historie.