Ladies First

Sacha Baron Cohen har ofte haft succes med at lave skarp samfundssatire i plat indpakning. Forklædt som Borat og Brüno har han afdækket fordomme og iboende grimheder på konfrontatorisk vis.

Også i mere konventionelle komediefilm som Diktatoren er de vægtige pointer om forholdet mellem demokrati og totalitarisme iblandet jokes om armhulehår og fingerfletning i store skeder.

Ladies First er dog ikke den britiske komikers eget projekt, og det kan mærkes. Her er han blot hyret til at spille hovedrollen i filmen, der er en genindspilning af en anden Netflix-produktion. Nemlig den franske Jeg er ikke en letlevende mand, som handler om en verden, hvor kønsroller vendes på hovedet.

Den danske komedie Ta’ det som en mand, frue fra 1975 er baseret på en tilsvarende omvendtslev-idé.

I Ladies First spiller Cohen Damien Sachs, en karlsmart og playboy, der arbejder for et marketingbureau i London og forventer snarligt at blive forfremmet til chef. Grundet pres fra bestyrelsen går han med til at hyre Rosamund Pikes Alex ind på holdet til en kampagne for Guinness, så det ligner, at firmaet gør mere for ligestillingen.

Efter en konfrontation med Alex kommer Damien til at gokke hovedet ind i en lygtepæl, og da han vågner igen, befinder han sig i en omvendt verden, hvor det er kvinderne, der sidder på flæsket, mens mænd må kæmpe ekstra hårdt for at komme frem i verden.

Og som en anden Groundhog Day kan han først få lov at vende tilbage til den rigtige verden, efter han har opnået sit mål og lært lektien.

Det er et simpelt setup med potentiale til meget, når det kommer til spidning af relationen mellem kønnene. Desværre holder komikken sig for ofte til det klichéfyldte og overfladiske. Letpåklædte muskelmænd pryder reklameskilte, og kvinder sidder og prutter i sofaen, mens den bedre halvdel vimser rundt i køkkenet.

På jobbet afhænger avancement for mænd af at være ”fuckable”, og snart befinder Damien sig i en duel med Alex om at få den eftertragtede lederstilling.

Med den karikerede omvending af roller og forventninger bliver budskabet grundigt udpenslet.

Filmen har skam også sine øjeblikke, hvor satiren finder noget substantielt at sætte tænderne i. For eksempel da den kvindelige chef lægger sin hånd på Damiens lår og foreslår et møde i privaten.

Desværre punkteres sekvensen efterfølgende af fjol og en alt for let udgang fra den skæve magtrelation. Det bliver aldrig for alvor ubehageligt. Manuskriptet lægger mere op til oplagte aha-øjeblikke end egentlig væmmelse, der virkelig ville kunne rykke ved noget.

Men der er plads til at klukle undervejs. Blandt muntre indslag er en begravelse, hvor der bedes til ”Moderen, Datteren og Helligånden”, kvindelige vejarbejdere, som pifter efter Damien på gaden, og visuelle detaljer såsom kønsomvendte bogtitler og kunstværker.

Men er det nok?

I en post-MeToo-verden, hvor forholdet mellem kønnene, med alle dets uretfærdigheder og gnidninger, er blevet belyst og debatteret så heftigt, er der noget bedaget over jokes om womansplaining og skænderier om, hvem der kan skifte et fladt bildæk.

Hvad med den ubehagelige sandhed, at mange skønhedsidealer også opretholdes af pres fra ens eget køn? Det gælder både slankhed hos kvinder og vaskebræt hos mænd. Unge mænds sygelige besættelse af udseende har også fået fornyet opmærksomhed med selvskadende online-tendenser som looksmaxxing.

Seksuel kapital har aldrig været en ensidig størrelse.

Sacha Baron Cohen er glimrende castet med sit sleske, selvfede smil, og Rosamund Pike yder fint modspil – først med oprigtig indignation og senere med kølig, ophøjet energi. Desværre skubber manuskriptet personerne i en kunstig retning, hvor den lykkelige slutning bliver alt for letkøbt.

Det kan godt være, at Damien bliver klogere efter sin tur til ”den anden side”, men man ville ønske, at publikum var blevet det samme.