Malpractice

Lucinda Edwards er en tilsyneladende respekteret skadestuelæge, der under en kaotisk aftenvagt mister en patient på grund af en overdosis fentanyl. Ifølge Lucinda sker dødsfaldet, fordi uddannelseslægen Ramya ikke lytter til ellers klare instruktioner om, hvordan modgiften skal gives. 

Da den døde kvindes far klager over behandlingen, indleder patientklagenævnet en kulegravning af hele Lucindas virke som læge. 

Her bliver det et problem for hende, at hun med sin trynende ledelsesstil har skabt sig fjender på hospitalet. Værst er dog, at hun gennem længere tid har været afhængig af beroligende medicin, som hun stjæler fra skadestuen. 

I det første afsnit får seeren lov til at være fluen på væggen den aften, hvor Lucindas patient dør. Det fungerer godt, idet man resten af serien kan grave i sin hukommelse sammen med sagens vidner. 

Var Lucindas instruktioner til Ramya nu også så klare endda? Og modtog Lucinda et telefonopkald før eller efter overdosispatienten ankom med ambulancen? 

Skadestuedramaet transformeres til en krimigåde. 

Det viser sig, at Lucindas telefonopkald er vigtige. Fordi hun – til dels uvidende – har dækket over en gammel ven, som udskriver opioider til velhavende, tidligere misbrugere i samarbejde med et kriminelt netværk. 

Lucinda forsøger at rense sit navn ved at finde bagmændene, men får sværere og sværere ved at overbevise tilsynsførende såvel som overordnede om, at hun taler sandt, da hendes eget misbrug bliver kendt. 

Malpractice blander hospitalsserie med provinskrimi og kommer også omkring retssalsdrama, da dødsfaldet skal udredes af den lokale embedslæge med advokater og vidner til stede. 

Hen mod slutningen går der decideret thriller i den, da Lucinda forsøger at optrevle opioidskandalen med misbrug og afhængighed. 

Genreblandingen er forholdsvis sømløs, men historien har måske lige rigeligt med handlingstråde. Derfor ender ikke alle konklusioner med at føles vigtige for det samlede billede, selv om de undervejs har fået en del skærmtid. 

Især femte og sidste afsnit er pakket for hårdt med plot. 

Det havde klædt Malpractice at eksperimentere mere med stilen, der er meget standard nordisk krimi. Colorgradingen forstærker alle fordomme, man måtte have om, at det altid er gråvejr i England. Generelt er seriens farvepalet nuancerne af lægekittel under lysstofrør. 

Irske Niamh Algar er eminent i rollen som den på en gang hårde og skrøbelige Lucinda. Hun fungerer stærkt som hovedperson – ikke fordi vi holder med hende, men fordi hun i al sin fejlbarlighed føles som et rigtigt menneske. 

Lucinda er en dårlig leder, en fraværende mor og en tyvagtig pillemisbruger. Men hun er også en passioneret læge, der elskede sit job og sin tilværelse, indtil en fødselsdepression og en global pandemi slukkede hendes gnist. 

Hun er en slags realistisk anti-tese til Hugh Lauries karakter i serien House. Begge trykker deres underordnede og laver krumspring for at finde flere piller. Men hvor House nærmest bliver en bedre læge af sit misbrug, begår Lucinda banale fejl med store konsekvenser til følge. 

Malpractice er et produkt af 2020’erne, hvor den amerikanske opioidkrise og serier som Dopesick og Painkiller har ændret lægedramaet ved at åbne seerens øjne for, at læger kan have andre interesser end helbredelse. 

Det er måske meget godt i det større perspektiv, men fremover bliver det svært at se et gammelt afsnit af Skadestuen uden at stille spørgsmålstegn ved den medicin, som George Clooneys Dr. Doug Ross udskriver til sine patienter. 

Malpractice trækker med sin dragende hovedperson publikum ind i et solidt bud på, hvordan opioidkrisen kan fremstilles på denne side af Atlanten. Undervejs bliver historien en anelse for kringlet, men den lander på benene med en bittersød afslutning på en vellykket, genreblandende spændingsserie.