Mango

Netflix-filmen Mango starter som en klassisk romantisk komedie i You’ve Got Mail-kategorien, hvor personernes valgte professioner gør dem til naturlige fjender. 

Lærke (Josephine Park) er en succesfuld hotelmanager, der arbejder for en stor kæde. For at fremme sin egen karriere sender Lærkes småskøre chef (Paprika Steen) hende til Málaga. Hun skal opkøbe en forgældet mangoplantage, så grunden kan komme til at huse en luksuriøs turistdestination. 

Plantagens ejer Alex (Dar Salim) har imidlertid intet ønske om at sælge. Han har stærke følelsesmæssige bånd til plantagen, som han stadig drømmer om at redde fra økonomisk ruin. Han foragter de store resorter ved havet, der hugger alt vandet, og ifølge ham er Lærkes ærinde sjælløst. 

Men Lærkes datter og Alex’ højre hånd på farmen bliver snart gode venner og venskabet mellem de to teenagepiger fører snart Alex og Lærke sammen. 

Dar Salim (Underverden) og Josephine Park (Doggystyle) er dygtige skuespillere, der naturligvis sagtens kan spille tiltrukket af hinanden, men man kommer aldrig til at sidde og længes efter, at de finder sammen. 

Josephine Park har den der Meg Ryan’ske, småneurotiske leading lady-energi og matcher ikke rigtigt med Dar Salim, som er mere underspillet og i den tavse, stærke kategori. 

Tanken er, at de skal supplere hinanden perfekt, men i stedet får hun ham til at virke som en stivstikker og han hende til at fremstå hektisk og overfladisk. 

Hertil kommer, at der mangler nogle flere indre konflikter, der kan forhindre de to i bare at leve lykkeligt. Lærke kan sagtens forstå, at Alex gerne vil bevare de smukke mangotræer og begynder med det samme at lobbyere sin chef for en hybridform, hvor hotel og plantage kan eksistere sammen. 

Men gæld og en ufleksibel chef tæller ikke rigtigt som romantiske forviklinger. Kom med et trekantsdrama eller nogle flere grundlæggende modsætninger i Lærke og Alex’ livssyn. Anders W. Berthelsen er endda hyret ind som Lærkes eksmand, hvilket sagtens kunne have været brugt til mere. 

Det, som nogle elsker ved den romantiske komedie, er lige netop det, som andre hader: genren er formularisk og fuld af obligatoriske elementer. 

Hvilket nok afholder mange instruktører herhjemme fra at kaste sig over genren, men myreflittige Mehdi Avaz, der for blot en måned siden havde premiere på familiefilmen Børnene fra Sølvgade tager kampen op, går gudskelov sine egne veje. 

Til at starte med mislykkes desværre hovedpersonernes meet cute, som finder sted i et fly og i højere grad handler om en tilfældig kvinde (Lise Baastrup) end om vores par. 

Når en kontormus møder én med et manuelt arbejde, skal vi også gerne have en scene, hvor han bliver imponeret og indser sin kærlighed, da han ser hende smøge ærmerne op og udføre et stykke manuelt arbejde. Den scene er med, men kommer alt for sent i filmen og virker derfor ikke, som den skal. 

Med på turen til Málaga er, som nævnt, Lærkes syttenårige datter Agnes (Josephine Højbjerg), som hun har et anspændt forhold til. Mor-datter-forholdet skal naturligvis tøes op i sydens sol, men hvis datteren skal have en central rolle, bør hun væves tættere ind i fortællingen – måske endda være den egentlige årsag til, at de to elskende ikke kan få hinanden. 

I stedet får Agnes en slags parallelforløb, som ikke har nok indvirkning på historien. Der mangler simpelthen konflikt i historien, hvilket fratager os den efterfølgende forløsning. 

Farverne i Spanien er meget gule, og man kan ikke lade være med at give sig hen til omgivelserne, der er brandhamrende lækre med frugttræer og Costa del Sol-arkitektur. 

Filmen er dejligt let i tonen, men der kunne med fordel være skruet lidt op for humoren. 

Paprika Steen er fin som comic relief-karakter, men man kunne godt have undværet en joke, hvor hun ikke kan betjene en vape. En gennemgående joke om, at mangoer er alt for søde, bliver næsten til en metakommentar på filmen selv. 

Mango har kort sagt mange af de ting, som en film af dens art skal bruge, men kun få af dem opnår den ønskede effekt.