Marty Supreme

Marty skal låne en telefon. Hans onkel og politiet er efter ham på grund af 700 dollars, som han har røvet med pistol for at betale turen til en bordtennisturnering i London.

Marty vælter ind i kæledyrsforretningen, hvor hans gifte kæreste arbejder. Hun har ikke set ham i otte måneder, og han når lige at registrere, at hun er otte måneder gravid.

Så må Marty videre til et snusket hotel, hvor han og en gammel svindlermakker checker ind på værelset oven over en fordrukken gangsterbums og hans hund – de lugter begge af lort.

Marty åbner et brev med en bøde på 1500 dollars og tager sig et bad, men vandet får gulvet til at kollapse, og han lander direkte oven på gangsterbumsen inklusive hund, som han nu må fragte til dyrlægen.

Sådan går tyve minutter af Marty Supreme, og resten forløber i samme hjerteforstyrrende tempo. Sammen med lillebroren Ben har instruktøren Josh Safdie med Good Time og Uncut Gems gjort konstant stress til et forrygende varemærke.

Siden er brødrene blevet uvenner og udkommer nu med hver sin sportsfilm. Ben med portrættet af wrestleren Mark Kerr, The Smashing Machine, og Josh med Marty Supreme, som er løst baseret på Marty Reiser.

En hurtig søgning viser, at Reiser var en bordtennisspiller, der i 1952 lignede verdens bedste, indtil en japaner introducerede et sofistikeret, blødt bat og servede ham af banen.

Det meste er påfund i Marty Supreme, men ydmygelsen er stadig central for den fiktive Marty, der gennemgår et forrygende ydmygende coming of age-forløb.

Alt ved æstetikken overstimulerer sanserne og forvirrer tidsfornemmelsen. En 50’er-fortælling, der ser ud, som om den er filmet i 70’erne. Med en legesyg, 80’er-agtig synthscore og indrammet af to hits fra samme årti af poprock-duoen Tears for Fears.

Daniel Lopatin (Oneohtrix Point Never) bruger sine synthesizere, så det føles som indgangen til Martys sind, der altid tænker tre årtier frem uden forbindelse til nutidens realiteter. Mentalt og fysisk vil han væk fra New Yorks jødiske miljø, der i 1952 stadig er dybt berørt af holocaust og virkelighedens mørke, som Marty stædigt ignorerer.

To scener stikker stilistisk ud og udgør nøglen til filmens planer med Marty.

Den første er titelsekvensen – en sædudløsning, hvor animerede sædceller styrter afsted. Kun én når frem og befrugter ægget.

Alle levende mennesker har allerede besejret millioner af konkurrenter for overhovedet at blive født, og derefter er det verdens opgave at tage selvtilliden fra os. For mange af os går det stærkt, mens andre bliver fuldvoksne, før det sker.

Marty Hauser er 23 år, og først nu, lige før hans store gennembrud, beslutter den grumme verden at spolere hans selvbillede med et japansk bordtennisbat.

En ualmindeligt medrivende sportsfilm stopper brat efter 40 minutter, og pludselig handler det ikke om en atlet på vej op. Nej, dramaet er det samme som i andre Safdie-film: en ynkelig lus mellem tusind negle.

Kort før derouten får vi filmens anden nøglescene.

Marty skal spille imod sin holocaustoverlevende ven Béla Kletzki og lover smagløst at ”gøre ved ham, hvad Auschwitz ikke kunne”. Marty vinder overlegent, men snart transporteres vi tilbage til Bélas kz-lejrtid, hvor han demonterede bomber for nazisterne.

En dag finder han en bikube, men frem for at spise af honningen, smører han sin krop ind og lader medfangerne slikke den næringsrige nektar af ham.

Den totalt uselviske, ansvarsfulde handling gør ikke indtryk på Marty, men med tanke på filmens slutning – mere bitter end sød – er det et varsel om, hvordan ansvar kan tvinges ned over selv den frieste sjæl.

Timothée Chalamet har aldrig været bedre end som Marty, en menneskelig tornado med uren hud og nørdbriller. Han river alt og alle op med rod og efterlader kødsårede mennesker i malstrømmen, inden han uundgåeligt kolliderer med virkeligheden.

På en måde minder det om en anden Chalamet-film, A Complete Unknown. Men hvor den indtager omgivelsernes perspektiv og betragter Bob Dylan udefra, er vi i Marty Supreme hele tiden med på Martys rejse og ser kun bifigurerne i glimt – ligesom han gør.

Frem titter håbløst forelskede Rachel (Odessa A’zion), den ældre rigmandskone Kay (Gwyneth Paltrow), som Marty forfører, og talløse andre, der forblændes af ambitionerne og brænder sig på ilden.

Det er en karismabedrift af de helt store, når Chalamet alligevel får os til at heppe på den øretæveindbydende figur, da filmen til slut leverer et bordtennisklimaks, som får kroppen til at ryste.

Marty Surpreme føles som et angstanfald, afbrudt af forløsende latter, der renser luften, inden Safdie og medmanuskriptforfatter Ronald Bernstein sender endnu en sadistisk presbold imod vores umulige helt.

En nærmest urimeligt intens filmoplevelse.