For de fleste gyserfilmfans vil navnet Ed Gein (1906–1984) være velkendt.
Den berygtede morder og gravrøver fra Wisconsin var inspirationskilde til klassikere som Psycho (1960), Motorsavsmassakren (1974) og Ondskabens øjne (1991). Han har dermed fået et markant efterliv som en slags populærkulturelt spøgelse, hvis forbrydelser er urtekst i utallige bøger, film og serier.
Nu er turen kommet til ham som centrum i tredje sæson af Netflix’ true crime-antologi Monster, der tidligere har portrætteret seriemorderen Jeffrey Dahmer og Menendez-brødrene, dømt for at myrde deres forældre.
Historien om Ed Gein vækker stadig fascination og gru. En skizofren, ensom og underkuet bonde, der var besat af sin dominerende og religiøse mor, og som efter hendes død gik amok med gravrøverier og fremstillingen af makabre trofæer.
Han blev afsløret i 1957 efter at have myrdet en lokal isenkræmmer. Hendes lig blev fundet parteret og ophængt i hans lade. Under efterforskningen af hans hoarderhus blev der opdaget adskillige menneskelige kropsdele, heriblandt ansigtsmasker og kvindelige kropsdragter lavet af hud.
Kun to mord blev bekræftet, men han havde sandsynligvis flere på samvittigheden.
Hvor de første to sæsoner af Monster var relativt simple genfortællinger af de respektive sagers faktuelle forhold, har man denne gang valgt at gå mere eksperimenterende til værks.
Vi får ikke kun historien om Gein. De otte afsnit udforsker også hans mulige inspirationskilder samt hans senere rolle i den offentlige bevidsthed som det ultimative psykologiske monster til efterkrigens omvæltningstid.
Resultatet er en bizar serie, hvor virkelighed, fantasi og halvhjertet samfundsanalyse rodes sammen i en pærevælling, der ofte fremstår lige så skizofren som hovedpersonen selv.
I en sideløbende handlingstråd følger vi den nazistiske krigsforbryder Ilse Koch, hvis påståede eksperimenter med at lave lampeskærme af de jødiske fangers hud, sammen med fotos fra de befriede kz-lejre, skulle have inspireret Geins sygelige fascination af den menneskelige anatomi.
Vi møder også Alfred Hitchcock og Anthony Perkins omkring filmatiseringen af Psycho. Perkins’ ønske om at undertrykke sin homoseksualitet i et fjendtligt indstillet samfund sidestilles provokerende med Geins undertrykte tilbøjeligheder.
Også Tobe Hooper optræder som vred, potrygende instruktør, der vil afdække brutaliteten i Nixons og Vietnamkrigstidens USA med sin lavbudgetfilm om motorsave og kannibaler.
Det hele krydsklippes med scener, hvor Ed Gein selv optræder som kædesavssvingende morder, samt en udpenslet genindspilning af Hitchcocks brusebadsscene. Sekvenser, der intet har med virkeligheden at gøre.
Det er til tider ekstremt forvirrende at følge med i. Ikke mindst fordi hovedhistorien, hvor vi bevidner Geins forbrydelser i det sneklædte Midtvesten, også krydres med hans hallucinationer og vrangforestillinger. Så man er godt undskyldt, hvis man går på Wikipedia for at læse op på de virkelige hændelser.
Noget af det mest forbløffende er, at en prominent kvindelig karakter, der er opdigtet til lejligheden, viser sig slet ikke at være en hallucination! Dramatiseringen af de virkelige hændelser viger altså for fiktionen.
I sidste afsnit begår serien på det nærmeste plagiat af Joe Penhall og David Finchers Mindhunter og ender med at svælge i en greatest hits-parade af amerikanske seriemordere. Den hyldestagtige slutning er hovedrystende smagløs.
Charlie Hunnams hæderlige præstation i hovedrollen er noget nær det eneste, der trækker det samlede indtryk op. Han gestikulerer akavet og taler med en spæd stemme i en skildring, der balancerer på grænsen til det enfoldige.
Tanken om at udforske Ed Geins kulturelle betydning er prisværdig, men den går tabt i seriens rodede, intetsigende og semimoraliserende fortælling.
Publikum klandres for at dyrke seriemordere og ophøje dem til monstre, som vi frit bruger til at chokere i fiktionen. Men serieskaberne gør præcis det samme med deres effektjageri og sensationsprægede fremstilling. Mennesket drukner i myten.
facebook
twitter
Kommentarer