Odysseus: The Fall

Det er ikke usædvanligt, at dyre Hollywood-blockbusters ledsages af billige kopier. De kaldes mockbusters. 

Således efterfølges Christopher Nolans Homer-filmatisering The Odyssey med Matt Damon nu af Ash Koosha Odysseus: The Fall, som kan streames via producentens hjemmeside. 

Filmen følger Homers græske heltedigt nogenlunde loyalt. Den begynder med den trojanske hest og sejren over Troja, hvorefter Odysseus med Poseidon som fjende og Athena som beskytter begiver sig ud på den lange og farefulde hjemrejse. 

Undervejs møder han kyklopen, laistrygonerne, troldkvinden Kirke, dødsriget, sirenerne, Skylla og Karybdis, inden han omsider når hjem til en flok morderiske og mildt sagt ubehøvlede bejlere. 

Men der er et twist. 

Ikke ulig Hitchcocks klassiker Vertigo starter filmen med at bringe sin hovedperson i livsfare, og det antydes undervejs, at hele filmen kan være en druknende mands nærdødsoplevelse. 

Og det gør faktisk Odysseus: The Fall til endnu en variation af An Occurrence at Owl Creek Bridge, Ambrose Bierces hyppigt filmatiserede og plagierede borgerkrigsnovelle fra 1890. 

Filmen har fået større opmærksomhed end de fleste mockbusters, fordi den er lavet med generativ AI. Fremkomsten af en ny AI-spillefilm er på ingen tid blevet hverdagskost. Odysseus: The Fall er mindst den attende af slagsen. 

Men det kalder alligevel på et hævet øjenbryn, at Nolans The Odyssey tog flere tusinde mennesker to år at lave og kostede 1,6 milliard kroner at producere, mens Odysseus: The Fall er fremstillet af én person ved en bærbar computer på fire måneder for omkring 165.000 kroner. 

Og vel at mærke uden at resultatet ligner en ren amatørfilm såsom den ufrivilligt komiske dansk-amerikanske A Viking Saga: Son of Thor fra 2008. 

Visuelt byder Odysseus: The Fall på et væld af storslåede, velkomponerede billeder og spredte indfald, der fortjener at blive husket. Såsom en prægnant kunstpause, hvor Odysseus’ hustru iagttager sin søn, der ser på farens uspændte bue, et forvarsel om rejsens dramatiske klimaks. 

Buestrengen bliver senere fastspændt, men denne manøvre har det anvendte AI-værktøj Kling tydeligt svært ved at visualisere. Et utal af sådanne AI-skabte problemer slår skår i helhedsindtrykket. 

Instruktøren Ash Koosha er en iransk-britisk musiker og teknolog. Odysseus: The Fall er hans anden AI-baserede spillefilm. Den første, Dreams of Violets, er en dramatisering af de iranske protester og myndighedernes voldelige undertrykkelse i 2025-26. 

Kooshas Odysseus-film er tematisk beslægtet, idet den græske hærs indledende sejr over Troja består i at plyndre, myrde, voldtage og hjembringe slaver. Ikke ulig vores egne vikinger, og det vækker filmen associationer til ved at lade Odysseus bære en græsk hjelm, der for et dansk blik ligner en sær vikingehybrid. 

Er man negativt stemt mod AI, vil man kun se problemerne, og de er mange, særligt i form af visuelle brud, hvor personer, omgivelser eller genstande pludselig ændrer udseende, og usynkron dialog. Typiske AI-problemer, hvis man ikke giver sig tid til at løse dem. 

Værre er dog, at karaktererne generelt fremstår ret udtryksløse. Det kan være instruktørens bevidste valg, for generativ AI kan sagtens skabe følelsesudtryk, og AI-promptøren kan nemt finjustere resultatet ved at uploade et billede af det ønskede udtryk, for eksempel et foto af dig selv foran spejlet. 

Alle tretten karakterer er med tilladelse modelleret over virkelige menneskers udseende, og instruktøren indtager titelrollen. Filmens deadpan-humor fungerer dog stort set kun hos Penelope, der i Emma S. Wilsons skikkelse får et særdeles sjælfuldt kontrafej. 

Billedernes rigdom og kompositoriske styrke skyldes formentlig først og fremmest AI-platformen Kling, der genererer levende billeder ud fra tekst og billeder. Kooshas evner som AI-instruktør er til gengæld til at overse, og det samme gælder hans talent som filmkomponist. Han har selv skrevet musikken, hvis insisterende monotoni virker stik modsat Homers sirenesang. 

Yderligere et problem er lydeffekterne, som nægter at følge billederne. At hyre en erfaren lyddesigner til at redigere lydsiden havde næppe skadet andet end budgettet. 

Men da et voldsomt, spektakulært skibsbrud ledsages af vuggeviseagtig musik, står det klart, at Koosha målrettet efterstræber en poetisk arthouse-stil, som talentet ikke rækker til. 

Odysseus: The Fall vil næppe blive husket for meget andet end hastværk og sjusk i forsøget på at ride i kølvandet på Nolan. Til gengæld har den æren af at være den første AI-film, Ekko har anmeldt.