The Odyssey

Det er altid kompliceret at give sig i lag med at filmatisere de homeriske eposser, Iliaden og især Odysseen.

Begge versromaner har deres helt særlige sprog, klangfylde og manierede stil. Lad gå med det oldgræske sprog, men syntaks og rytmik er så flettet ind i tekstens intention, at det ikke umiddelbart kan overføres til filmsprog.

Derfor lader de fleste instruktører deres grækere tale moderne engelsk, og det gør amerikaneren Christopher Nolan også i The Odyssey.

Så er der handlingens mytologiske lag med de aktive, olympiske guder. De blander sig konstant som enten hjælpere eller modstandere i plottets diskurs.

Endelig er der den historiske epoke, som fortællingerne udspiller sig i. Arkæologer og filologer placerer begivenhederne i overgangen mellem bronze- og jernalderen. Hos Nolan er handlingen henlagt til bronzealderen i 1100-tallet før vor tidsregning. For grækerne tilhørte denne tid en fjern, eventyrlig fortid, men samtidig opfattede de Homers fortællinger som funderet i virkelige begivenheder.

Det er dette skisma mellem at være fortidig fantasy og historisk realisme, som alle filmatiseringer slås med.

Problematisk er desuden selve antihelten Odysseus. Med ”anti” menes, at han i forhold til de andre homeriske heroer med Achilleus i spidsen er anderledes.

Homers første karakteristik af Odysseus er tillægsordet polytropos, som direkte oversat fra græsk betyder noget i retning af ”den meget berejste”. Men ordet rummer langt mere end det. Det peger også på en mand, der er omskiftelig, snu og i stand til at vende sig efter omstændighederne.

I Christian Wilsters klassiske danske oversættelse bliver Odysseus til ”den vidtbefarne”, mens Otto Due gengiver ordet som ”den aldrig forlegne”. I Emily Wilsons meget omtalte engelske oversættelse fra 2018 skæres der igennem med den enkle formulering: Odysseus er ”complicated” – en kompliceret mand.

Uden at vide om hvilken oversættelse Nolan har brugt, da han skrev sit manuskriptet til The Odyssey, er hans Odysseus yderst kompliceret. Ikke som snu gavtyv, men snarere som en krigskarl, der har indset, at den trojanske krig var meningsløs og kostede for mange liv.

Filmen begynder ikke med Odysseus, men med sønnen Telemachos’ trængsler under bejlernes tyranni og hans længsel efter den far, han aldrig har kendt.

I det hele taget følger Nolan eposets opbygning med tematiske sektioner, der ikke nødvendigvis bindes sammen af en kausal logik, men i stedet skaber en særegen, episk rytme og spontanitet.

Den trojanske hest – Odysseus’ geniale opfindelse – står halvvejs ude i havet og må trækkes i land af trojanerne selv. Først da falder Troja. Erobringen skildres i to tempi: glimtvis tidligt i den næsten tre timer lange film og siden i en lang, voldsom sekvens mod slutningen. Her fremstilles grækernes plyndringer, massakrer og voldtægter med chokerende ekspressiv kraft – ikke som heroiske bedrifter, men som et civilisatorisk sammenbrud, et mørkt modbillede til den vestlige civilisations og den europæiske humanismes selvfortælling.

Tilbage står den ubønhørlige erkendelse af, at mennesket er menneskets værste fjende. Efter bronzealderens storhed kollapsede den mykenske civilisation, og først omkring tre århundreder senere opstod grundlaget for den græske kultur, vi i dag forbinder med antikken.

Også denne dystopiske dimension er til stede i The Odyssey. Nolan er ikke kendt for sit lyse menneskesyn, og hvor Homers fortælling om nostos – hjemkomsten – trods alt ender med en form for forsoning, er Nolans afslutning langt mere dunkel og præget af tvetydighed.

Samtidig er han bemærkelsesværdigt loyal over for Homers handling og dens udvikling. Han bevarer endda en række sidehistorier, som andre filmatiseringer ofte udelader: Odysseus’ gamle jagthund Argos, der logrende genkender sin herre, før den dør. Ammen Eurykleia, som afslører hans identitet ved at genkende arret på hans fod. Og beretningen om, hvordan Odysseus’ overherre, kong Agamemnon, led en voldsom død efter sin hjemkomst.

Det er detaljer som disse, der giver filmen dens episke bredde og forankrer den solidt i Homers univers. Men samtidig dekonstruerer Nolan flere af epossets klichéer og sætstykker.

I Homers fortælling tilbringer Odysseus syv år hos nymfen Kalypso, der holder ham tilbage som både elsker og fange, mens han længes efter sin hustru Penelope. Hos Nolan får Kalypso (Charlize Theron) en helt anden karakter. Hun er mindre en erotisk og besættende nymfe end en omsorgsfuld sygeplejerske for en mand med hukommelsestab.

Også troldkvinden Kirke gennemgår en markant forvandling. Hvor hun traditionelt fremstilles som en forførende femme fatale, der får Odysseus til at glemme hjemrejsen, bliver hun i Samantha Mortons skikkelse snarere en desillusioneret, midaldrende feminist med en skarp pointe: Hun forvandler ikke mænd til svin – de klarer allerede selv det arbejde.

Anne Hathaway spiller Penelope som en kvinde med både vilje, værdighed og en latent vrede i stemmen – standhaftig, men aldrig passiv. Tom Holland giver Telemachos en mere usikker og indadvendt skikkelse, en søn med lavmælt fremtoning og nervøse trækninger. Robert Pattinson gør bejlernes leder til en nærmest karikeret skurk, mens Zendayas Athene fremstår mindre som en fjern guddom for visdom end som en strategisk rådgiver.

Over for dem står Odysseus’ største modstander: Poseidon, som Nolan lader nærme sig Homers eget billede af det mørke, uberegnelige og stormfulde vinblå hav. En naturkraft snarere end blot en gud.

Matt Damons Odysseus er først og fremmest handlekraftig og i mindre grad snarrådig og snu. Man fornemmer, at Damon ikke har glemt sin fortid som agent Bourne, der kan nedkæmpe enhver modstander med brutal effektivitet.

Odysseus’ berømte retoriske evner – som hos Homer er en afgørende del af hans styrke – kommer her primært til udtryk gennem gravalvorlige replikker. Mod slutningen er han forvandlet til en slags antik hipster med gråsprængt skæg, kutte og et permanent mut udtryk, som om han bærer hele verdens undergang på sine skuldre.

Borte er meget af det, der gør Homers værk så levende: latteren, humoren, poesien, den eventyrlige ironi og ikke mindst Odysseus’ fandenivoldske kynisme – en kynisme, der koster menneskeliv, også uskyldige kvinders.

Når det er sagt, fortjener The Odyssey stor ros for sin teknologiske virtuositet, sin konstant ekspressive uhygge i fantasmagoriske scener og sin eskalerende sans for episk elegance og drive.

Christopher Nolan har skabt en flamboyant Homer Noir, sikkert den ultimative filmatisering af værket. Den bliver dog aldrig min Odysseen.