The Return

Mange glemmer, ikke mindst på film, at næsten halvdelen af Homers Odysseen på 24 sange foregår på øen Ithaka, hvor hovedpersonen, den aldrig forlegne Odysseus, skal genvinde både sit rige og sin kvinde, Penelope.

Netop her accentueres epossets gennemgående tema. Nemlig det, som grækerne forbandt med begrebet”anagnorisis”: At hovedpersonen både giver sig til kende og erkender sig selv.

Odysseus lever mest i sit epos under dække, fordi han er forbandet af havguden Poseidon. Men hjemme på sin ø skal han genkendes i flere etaper af sit tyende, sin hund, sønnen Telemakos, bejlerne og så til sidst af Penelope selv.

I moderne fortolkninger er det især Odysseus’ lange og farefulde rejse, der står i centrum. Tidligere var interessen derimod ofte rettet mod den afsluttende del af Odysseen – hjemkomsten til Ithaka. Det ses blandt andet hos en af operagenrens grundlæggere, Claudio Monteverdi, hvis Odysseus’ hjemkomst fra 1640 er et af de tidligste operaværker over Homers epos.

Den italienske producent og instruktør Uberto Pasolini – ikke umiddelbart i familie med sin berømte landsmand Pier Paolo Pasolini – instruerede i 2024 The Return om netop slutningen på odysseen.

Mere som et psykologisk kammerspil med et lille budget end som blockbuster med masser af penge og masser af action. Til tider føles både Ithaka og kongeslottet klaustrofobisk indelukket.

Udenfor bager den ubarmhjertige sol på en ø, som på grund af bejlerne er stedt i anarki og misrøgt. Indenfor hærger de tilrejsende i rustikke rum, der i clairobscur indretning mimer en svedig sauna illumineret af flammer og levende lys.

Odysseus vender hjem efter tyve års fravær som en martret veteran fra den trojanske krig, hvis rædsler vi kun hører om gennem hans egne beretninger. Som i Homers epos skjuler han sin identitet bag en kutte og vandrer omkring som en mut, kutteklædt tigger, mens bejlerne til hans hustru håner og hundser med ham.

Vi får naturligvis scenen, hvor den aldrende jagthund Argos genkender sin herre, ligesom den gamle amme Eurykleia afslører hans identitet, da hun ser arret på hans ben.

Også hans trofaste mænd, anført af svinehyrden Eumaios, slutter op om den hjemvendte konge. Volden fylder imidlertid overraskende lidt. Der går lang tid, før handlingen for alvor eksploderer, og selv den afsluttende nedslagtning af bejlerne er forholdsvis kort og overvejende udkæmpet med bue og pil.

Sammenligningen med Christopher Nolans aktuelle The Odyssey er uundgåelig. Storfilmen vil uden tvivl overskygge The Return med sin flamboyante, visuelt forførende fortolkning af Odysseen.

Til gengæld kommer Uberto Pasolinis film, netop fordi den skærer monstre, guder og magi væk, tættere på den homeriske ånd og eposets moralske tvetydighed. Det skyldes ikke mindst de to fremragende hovedrolleindehavere, som med deres nuancerede spil alene gør filmen værd at se.

Ralph Fiennes’ Odysseus lider ligesom Matt Damons version hos Nolan af ptsd, men Fiennes er en stærkere skuespiller. Han mestrer langt mere overbevisende de psykologiske ar, der præger Odysseus, som både er en snu overlever, en blændende retoriker og en notorisk løgner – med en grundlæggende kynisme lurende under overfladen.

Over for ham står hustruen Penelope, spillet af franske Juliette Binoche, som senest delte lærred med Fiennes i Den engelske patient fra 1996.

Binoche skaber en fremragende Penelope, der er alt andet end den sørgmodige græsenke, der blot venter trofast på sin mand. Hendes Penelope er mindst lige så snu og strategisk som Odysseus selv. Var hun virkelig trofast i alle de tyve år? Og gennemskuer hun måske sin husbond i laser og pjalter længe før, han afslører sig selv?

Det er antydninger, der findes hos Homer, men som Pasolini er en smule for ærbødig over for sit forlæg til for alvor at udfolde.

Til gengæld placerer Binoche sin Penelope i en stærk klassisk tradition, der peger frem mod den græske tragedies store kvindeskikkelser som Klytaimnestra, Medea og Hekabe: selvstændige og handlekraftige kvinder fanget i et patriarkalsk samfund, hvor list og manipulation bliver de få våben, som de har til rådighed mod mændenes magtspil.

Selv om The Return sine steder er en stillestående affære, er det netop de to hovedrollepræstationer, der gør filmen til et væsentligt og nødvendigt supplement til Christopher Nolans langt mere spektakulære fortolkning af Odysseen.