Cph:Dox 2019
28. mar. 2019 | 15:02

School of Seduction – Three Stories From Russia

Foto | Danish Documentary Production
Alenemoren Diana klatrer op ad den sociale rangstige ved at tage kurser i forførelse og elegance.

Hvis du tror, at alle vestlige kvinder nyder ligestilling, så vil dokumentar om russiske kvinder på forførelseskursus give dig en mavepuster.

Af Frida Marquard

Til tonerne af Beyoncés Baby Boy danser et par rundt.

Manden er overvægtig og gråhåret. Han griber fat om den meget yngre kvindes brune hår og vrider hende bagover i et voldsomt ryk. Kvinden lader sig ikke slå ud, men vrider sig i en forførende stilling og tager kontrol over situationen.

Manden smiler, han er solgt.

Hvis man ikke vidste bedre, ligner det et overfald. Men cirklen af kvinder, der følger optrinnet fra stolerækkerne langs lokalets vægge, er imponerede. ”Det vil jeg også have,” siger en kvinde grinende.

”Jeg vil have, at han skal gribe fat om mit hår og hive mig ned. Det er så sejt!”

Hun er det næste levende billede på gulvet.

Alina Rudnitskayas dokumentar School of Seduction – Three Stories From Russia er opkaldt efter et kursus i forførelse, hvor russiske kvinder undervises i kunsten at forføre mænd.

Kurset foregår i grå klasselokaler og kunne for så vidt være en aftenskole eller sprogundervisning. Men her er der frække tændstikmænd på tavlen, og undervisningen består i at kunne vrikke sexet med bagdelen eller vride sig op ad den mandlige underviser, mens han bedømmer kvindernes tiltrækningsgrad.

For et dansk øje, der er blevet forvænt med ligestilling, deling af barslen og feminisme-debat, ligner det et gevaldigt skridt tilbage i tiden.

Scener fra 60’er-sexisme i serien Mad Men rumsterer i baghovedet, når kvinderne taler om, at giftemålet er en nødvendighed for, at de kan overleve finansielt. At drømmen ikke er en god ansættelse, men en mand med en bolig.

Filmen følger tre kvinder i Sankt Petersborg gennem syv år: Lida, Vica og Diana. Fra kurset i forførelse over kirkegulvet til det gifte liv.

Lida er rapkæftet og skrap. Hun bor stadig hjemme hos sin mor og drømmer om, at livet som gift kvinde med eget hus vil give hende frihed. Hun er forelsket i en gift mand og vil lære, hvordan hun kan overtale ham til at forlade sin kone.

Hun fører sig frem som Carrie Bradshaw fra Sex and the City. Men da hun først er blevet gift med manden i sit liv, vælger hun kødgryderne på bekostning af arbejdsmarkedet.

"Så giftede du dig med den forkerte mand, gjorde du ikke?" siger Lida til sin mor, da denne indvender, at hun ikke kunne leve alene af sin mands indtægt.

Vica driver sammen med sin mand en butik, der sælger dameundertøj. Men hun er ulykkelig i ægteskabet og vil prøve at redde forholdet til sin mand. Hun er drevet af angsten for at miste det økonomiske sikkerhedsnet. Kærligheden kommer i anden række.

Diana er alenemor og bruger kurset i forførelse til at højne sine chancer for at score en rig mand. Hun er smuk og ambitiøs og flytter sammen med en universitetslektor. Men vi får hurtigt fornemmelsen af, at ægteskabet ikke er hendes endestation.

Hun mænger sig med eliten og tager kursus i manerer og elegance på det prestigefulde Austrian Higher School of Etiquette i Sankt Petersborg. Hun tager til bal i dyre kjoler, der står i skærende kontrast til de afskallede vægge i parrets lejlighed. Tøjet er betalt for af hendes hengivne lektormand, der bare gerne vil gøre hende glad.

School of Seduction – Three Stories From Russia viser et kvindebillede, der bomber ligestilling i Vesten hundrede år tilbage. Der er ikke megen kærlighed over kvindernes ægteskabsjagt og deres fremgangsmåde grænser til det manipulerende.

Men man forstår dem godt, for hvem vil ikke gerne have et bedre liv?

Kommentarer

Titel:
School of Seduction – Three Stories From Russia

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Alina Rudnitskaya

Medvirkende:
Vica, Lida, Diana

Spilletid:
94 minutter

Premiere:
28. marts på Charlottenborg og 31. marts i Palads under Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko