Den 47-årige amerikaner Gabe Rotter debuterer som ene skaber, manuskriptforfatter og executive producer på et større filmisk projekt.
Så meget desto mere imponerende er det, at hans første Netflix-serie, den psykologiske thriller The Beast in Me, rammer publikum lige i øjet. Allerede fra start bliver man fanget af hans mørke, moderne stil.
Hvis man er til såkaldte prestige-thrillers – tænk True Detective med dens kunstneriske ambition og bevidst æstetiserede udtryk – er der god grund til at se med her.
Historien i The Beast in Me handler om bestsellerforfatteren Aggie Wiggs, der får rodet sig ud i et større moralsk morads, end hun helt kan håndtere. Efter at en spritbilist påkørte og dræbte hendes søn Cooper, er hun både blevet skilt fra hans latino-medmor Shelley (Natalie Morales) og gået i stå med sin bog om forholdet mellem to højesteretsdommere, der er lodret politisk uenige.
Aggie, der spilles flot følelseslabilt af Claire Danes, mangler en historie, som er vedkommende.
”Folk vil have sladder og gru,” smiler hendes nye nabo Nile Jarvis, der spilles forførende dobbelt af den både lækre og ulækre Matthew Rhys.
Da de to spiser frokost, foreslår den personlighedsforstyrrede rigmand hende uden omsvøb at droppe dommerbogen og i stedet skrive om … ham.
Hun ender med at takke ja. For med Nile får hun netop begge dele – sladder og gru – fordi han stadig er den hovedmistænkte i sin hustru Madisons forsvinden. Det skulle angiveligt være et selvmord, men kan det nu passe? Selv om hun var bipolar og tidligere suicidal, virkede hun ikke på den måde ude af balance, da hun døde.
Da en standervissen FBI-agent pludselig opsøger Aggie midt om natten for at advare hende imod Nile, bliver hun ikke ligefrem mere tryg. Men kan hun stole på den lidt sølle specialagent Brian Abbott (spillet elskeligt af David Lyons)? Eller er han bare en mandlig deroute, besat af tanken om at opklare det mord, som gled ham af hænde?
Historien bliver hurtigt meget mere kompliceret – der er flere spor og flere fingerede selvmord, der er narkopenge, der er klassekamp, der er relationelle efterskælv i det svære forhold til Aggies lesbiske eks. Men først og fremmest er der portrætkunst.
Ligesom i Thomas Harris-romanen The Silence of the Lambs, hvor den sindssyge psykiater Hannibal Lecter dannede skole for hele denne type film og serier, får vi et portræt af en gerningsmand, der lige så stille folder sig ud.
For også her handler det om at skildre, hvordan man i mødet med galningen langsomt mister fodfæstet. Er han blot en rigmand med stort behov for at fylde rummet, eller er han decideret narcissistisk eller psykopatisk?
Filmen er fyldt med sigende, men samtidig flertydige spor. Som da Aggies manuskript bliver rettet med rød tusch af Nile, så titlen på hendes kommende bog ændres fra ”The Beast and Me” til ”The Beast in Me” – samme titel som serien.
Hintet er tydeligt.
Er bæstet i virkeligheden Aggie selv? Er hun måske skurken? Et andet sted forklarer Nile, at mennesker ”har tænderne på forsiden” og derfor biologisk er kodet som ”jægere og mordere”. Men gælder det så for os alle?
Specialagentens småberusede ord i regnen – ”han er ikke som os andre” – hænger stadig i luften, mens sammenhængen langsomt går op for os til sidst.
Det er fremragende portrætkunst og et maskefald, der viser, hvordan en personlighedsforstyrret kan manipulere omgivelserne. Bag den civiliserede og overklasseagtige facade gemmer der sig et livsfarligt monster.


Kommentarer