The Dog Stars

En postapokalyptisk USA, hvor grønne planter og vilde dyr vokser frem og trives i menneskenes sted. De tilbageblivende folk lever som paranoide, gevær-virtuose eneboere eller organiserer sig i drabelige, religiøse sekter.

Vi har været her før, og Harry Gregson-Williams’ westernguitar på lydsiden af Ridley Scotts The Dog Stars forstærker kun lighederne med hitserien The Last of Us.

I det hele taget er der meget ved den 88-årige instruktørs tilgang til apokalypsen, som ligner noget, vi har set før. Alligevel ender filmatiseringen af Peter Hellers roman ud fra Mark L. Smiths manuskript med at føles frisk som luften i Rocky Mountains.

Jacob Elordi spiller den tidligere mekaniker Hig, der bor i Colorados bjerge sammen med hunden Jasper og makkeren Bangley (Josh Brolin), flere år efter en pandemi slog det mest af verdens befolkning ihjel.

Hig sørger stadig over sin døde kone og hendes ufødte barn, men bærer på et lille håb om en tilværelse, hvor alt ikke handler om overlevelse. Bangley er derimod fuldt tilfreds med de daglige nedskydninger af indtrængende. Det udløser nogle lovligt tykke, filosofiske diskussioner imellem dem, men heldigvis mest i starten af filmen.

I sin lille flyvemaskine drager Hig afsted, og i de smukke bjergbilleder ser græsset faktisk ud til at blive grønnere, jo længere væk han kommer. Især da han møder jævnaldrende Cima (Margaret Qualley), som driver et lille landbrug med sin far (Guy Pierce).

Margaret Qualley spiller modigt en nærmest øjeblikkelig forelskelse, der syder ud af hver eneste pore i hendes ansigt. Og det er heller ikke utroværdigt, for efter årevis alene med farmand og et æsel er det svært at sige nej til Jacob Elordi i perfekt siddende jeans.

Den sarte, afmålte romance starter mere som et desperat behov for kropsvarme end som stor kærlighed. Men den får lov at vokse forsigtigt i det fine spil mellem Qualley og Elordi.

I det hele taget demonstrerer Ridley Scott, hvor overskudsagtigt han evner at fortælle en afgrænset historie.

Ganske vidst er der noget storladent over opsætningen og den episodiske struktur, men det er stadig en meget mindre film end hans seneste – Gladiator II og Napoleon – og det klæder ham at arbejde med det nære. Med forbindelserne mellem mennesker, der i denne farlige verden holder hinanden i adskillige armslængder, men må opgive paraderne, hvis de skal blive lykkelige.

Ridley Scott får også lov at vise sin flair for action, der fungerer som supplement til det rolige drama. Det bedste eksempel er en skøn sekvens, hvor Bangley iklædt natbriller og camouflage nedskyder en kæmpe flok kultmedlemmer, som går til modangreb med en bazooka.

Selv om den postapokalyptiske westernæstetik er set før, får Ridley Scott noget særligt lækkert ud af stilen. Som det tilbagevendende billede af Higs gule flyver over de grønne vidder, der bliver et mærkbart symbol på både friheden og ensomheden, som kendetegner hans liv.

Hvor The Last of Us handler om menneskets mørke, når følelserne frigøres af civilisationens bånd, stiller The Dog Stars spørgsmålet om, hvorvidt vi kan finde ud af at leve lykkeligt sammen.

Mod slutningen af filmen skifter stemningen af frisk luft til en indelukket feberdrøm. Hig støder på et samfund, som har gjort sit bedste for at organisere sig i en bedre retning, og måske har fejlet i grusom grad.

Men håbet for menneskeheden opgives aldrig i The Dog Stars, der nærmest er provokerende i sin insisteren på lyset i mørket. Ikke ulig Steven Spielbergs Disclosure Day tidligere i år.

Mange så sig sure på filmen, og mange vil uden tvivl også lade sig irritere af The Dog Days med dens romantik og optimisme.Men der er noget fint i, at Hollywood ældste topinstruktører begge satser benhårdt på det gode i vores art netop nu, hvor homo sapiens sjældent har set værre ud i nyhederne.

Hos Spielberg kommer frelsen udefra, måske fra rummet eller naturen, hvis vi tør lytte. Hos Scott og hans forfattere findes meningen med livet i den risikable handling, det er at møde andre mennesker med tillid – også selv om de ikke altid fortjener den.