Disclosure Day

Hvis Steven Spielberg tror på rumvæsener, som han har ytret offentligt flere gange, er det måske ikke så mærkeligt, at han forestiller sig, at de har udvalgt planeten Jorden af en særlig årsag.

Ikke på grund af ilt eller vand. Ikke fordi planetens herrer er særligt intelligente eller teknologisk overlegne. Men fordi vi er i stand til at føle med andre.

Det er den store idé i Disclosure Day.

I årtier har regeringer og private virksomheder hemmeligholdt kontakten med en fremmed civilisation, som har iagttaget Jorden gennem generationer. Rumvæsenerne er ikke kommet for at invadere os, men fordi de ser empati som universets højeste udviklingstrin.

Tragikken er, at menneskene har besvaret den tillid ved at indfange, skjule og mishandle dem. En scene er som taget ud af 80’ernes Area 51-film (Hangar 18, Starman), der kredser om idéer som hemmelige militærbaser, nedstyrtede rumskibe og statslig fortielse. Her får en alien af det mest klassiske tilsnit en kanyle tvunget i sig og skriger af angst og smerte.

Det er typisk Spielberg – monstret viser sig at være mere menneskeligt end mennesket – og Disclosure Day er da også en traditionel actionfilm med en traditionel morale. En kærlighedsgave til vores kollektive ufo-nostalgi og forestillingsevne, komplet med korncirkler og sindrig kommunikation på aliensprog.

Cyber-eksperten Daniel Kellner opdager, at hans arbejdsgiver gennem årtier har administreret kontakten til de fremmede gennem skumle aftaler med militæret og uden om regeringen. En kvinde i Kansas, Margaret Fairchild, bliver ufrivilligt kanal for de fremmedes budskaber.

De to midtvest-amerikanere har tilsammen både en nøgle og en byrde. Og menneskeheden står over for en slags moralsk eksamen.

Filmen ligner på mange måder kulminationen på Spielbergs egen konspirationsmytologi. Roswell-myten, crop circles, hemmelige regeringsprogrammer, den usynlige stat og spirituelle UFO-oplevelser smelter sammen i en fortælling, der trækker spor tilbage til Nærkontakt af tredje grad, E.T., Minority Report, Ready Player One og War of the Worlds.

Selv den grundlæggende bevægelse er den samme. Et almindeligt menneske opdager, at den officielle virkelighed er en kulisse. Det er filmens store charme.

Man mærker en instruktør, der bevæger sig hjemmevant rundt i sit eget univers. Ekkoerne er nærmest hørbare. Billederne synes vægtløse, lyset kærtegner ansigterne, og hver eneste biljagt, flugtsekvens og overnaturlige åbenbaring er iscenesat med en selvfølgelighed, som kun en håndfuld instruktører i verden besidder. Audiovisuelt er Disclosure Day præcis så laber, som man kunne forvente.

Til gengæld er manuskriptet filmens svage led.

Forfatter David Koepp forsøger tappert at holde en lang række spor i luften: en whistleblowerhistorie, en religiøs søgen, en telepatisk tvekamp, en kærlighedshistorie og en kosmisk åbenbaring om menneskehedens plads i universet.

Logikken kan følges en del af vejen, men filmen virker konstant mere optaget af at komme videre til næste afsløring end af at dvæle ved konsekvenserne af den.

Spielberg har altid været mester i at lade det fantastiske ramme noget dybt menneskeligt. Her føles de emotionelle buer indimellem mærkeligt forhastede. John Williams’ karakteristiske violiner – den velkendte Spielberg-musikalske arv – kommer og går, lægger et følelsesmæssigt pres på scenerne og trækker sig igen, før de når at sætte sig fast.

Emily Blunt er komisk veloplagt som Kansas-vejrdamen Margaret, der kan læse tanker og tale alle sprog.

Josh O’Connor får efter skønne hovedroller i den italienske La chimera og Kelly Reichardts The Mastermind igen lejlighed til at vise sit særlige talent for at spille mænd, der er blevet fejlcastet i livet. Daniel er cybernørd, ekskriminel og samvittighedsramt, men må alligevel bære en historie, der er større end ham selv. En opdateret Indiana Jones, det matematisk geniale yin til Emily Blunts yang.

Filmen formår dog ikke at bevæge sit publikum så meget, som den gerne vil. På den måde har Disclosure Day noget tilfælles med Christopher Nolans Inception.

Begge film kredser om store eksistentielle spørgsmål og er pakket med idéer, forklaringer og mekanikker, men de følelsesmæssige forbindelser lykkes ikke helt. Man forstår, hvad personerne føler, men man når bare ikke altid selv at føle det.

Det ændrer ikke ved, at Disclosure Day er overordentlig underholdende.

Spielberg kan stadig få en stejl skrænt over en flod, et NASA-agtigt overvågnings-eldorado eller et barns blik på nattehimlen til at vibrere. Hans tro på eventyret er intakt, og det samme er hans evne til at gøre konspirationen barnligt fortryllende.