Thuleulykkens sidste vidner

Grønland har været udgangspunkt for en hel del skampletter i dansk politik, og Thuleulykken er en af dem.

Det B52-bombefly, der styrtede ned i 1968 ved Thulebasen, var et resultat af en af historiens mest lyssky lokumsaftaler. Tidligere stats- og udenrigsminister H.C. Hansen havde givet USA carte blanche til atomvåben­anbringelse og -overflyvninger på Grønland. 

Hundredvis af arbejdere på Thule satte intetanende deres liv på spil for at rydde op i de amerikanske efterladenskaber.

Det er dem, som det handler om i DR’s Thuleulykkens sidste vidner. Ikke fordi de bærer et vigtigt vidnesbyrd om de amerikanske excesser, men fordi de med stor sandsynlighed blev udsat for enorm strålefare som unge. Thuleulykkens sidste ofre, om man vil.

Vi møder de to tidligere Thule-arbejdere, Hugo Elmer og Jens Zinglersen. De har i årevis kæmpet for at få de danske myndigheder til at anerkende, at de danske og grønlandske arbejdere på Thule fik stråleskader i forbindelse med ulykken.

Den del er ikke ny. Der er skrevet i omegnen af 3.000 artikler om sagen. 

De to venner, den ene ramt flere gange af kræftsygdomme, har i mere end 50 år ledt efter den rygende pistol. Og den mener DR angiveligt, at de har fundet. Men har de nu også det?

Tidligt i dokumentaren finder journalisten Lotte Mathilde Nielsen på sin computer frem til en ny amerikansk lov fra 2022. Den slår fast, at amerikanske soldater, der har været på Thulebasen omkring ulykken, har ret til erstatning, hvis de senere i livet udvikler kræft. En anerkendelse af at deres sygdom med al sandsynlighed er forårsaget af stråleskade.

Opdagelsen bliver dokumentarens motor. Hugo, Jens og resten af de levende Thule-arbejdere præsenteres for oplysningerne, mens vi bader i deres reaktioner. Hvad ved amerikanerne, som vi ikke ved? Og hvorfor er den lov ikke også blevet indført i Danmark?

Stråleeksperter og advokater stemmer i, mens tavse politikere igen afkræves svar.

Thuleulykkens sidste vidner er en klassisk dokumentar med talking head-interviews klippet ind og ud af arkivmaterialer, krydret med en journalist, der altid befinder sig på vej mellem mændene med de talende hoveder og et landskab af åbne arkivskabe.

Da kræftsyge Jens Zinglersen halvt grådkvalt udtaler ordene: ”Jeg kan stadigvæk slås,” skal man være lavet af sten for ikke at blive berørt. Men på et tidspunkt i dokumentaren bliver ønsket om at afkræve de to sympatiske Thule-veteraner en følelsesmæssig reaktion anstrengende og desværre også et symptom på dokumentarens svaghed. 

Der er nemlig ingen rygende pistol.

Og at en amerikansk veteranorganisation med over en million tidligere soldater har kæmpet sig til mere erstatning end en dansk elektriker, er ikke en overraskelse. 

Det betyder dog ikke, at dokumentaren er uden berettigelse. Som seere indføres vi omhyggeligt og nuanceret i den uret, Thule-arbejderne er blevet udsat for. Og der stables et grundigt researchet argument på benene.

De danske myndigheders bevisførelse for, at der ikke er nogen forbindelse mellem stråling og kræftsygdomme, er i bedste fald mangelfuld.

Og heldigvis går DR ikke så langt som i den eksternt producerede, skandaleombruste Grønlands hvide guld i iveren efter at overbevise seerne om, at der er begået en uretfærdighed. Det tjener til dens ære.

I disse stormfulde tider for rigsfællesskabet er der også en prisværdig timing i at hive et gammelt skelet ud af skabet og huske os på, at vi danskere altid har ryddet op efter amerikanerne.

Men som dokumentarfilm er den for tyndbenet.