Thunderbolts*

Efter den skuffende Captain America: Brave New World, som jeg gav sølle tre stjerner, er det glædeligt at konstatere, at med actionkomedien Thunderbolts* er Marvel Cinematic Universe (MCU) over al forventning tilbage i topform. 

Man kunne have lunkne anelser om filmen, som hverken lokker med velkendte figurer (den bygger på en spin-off-tegneserie, der ikke har været udgivet i Danmark) eller store filmstjerner.

Alle forbehold ryddes dog straks af bordet med en åbningssekvens, hvor Florence Pugh overhaler Tom Cruise indenom. 

Vi har set hende i film som Little Women og Midsommar. Her i Thunderbolts* leverer hun endnu en stærk præstation, som superagenten Yelena, en stedsøster til Black Widow. 

For at kunne destruere et laboratorium springer Yelena ud fra verdens næsthøjeste bygning, et stunt udført af skuespilleren selv. Uden selvimponeret fanfare, men med en oplevelsesmættet attitude, der fortæller os, at dette er hverdagskost for Yelena. 

Hun er da også datter af den tidligere sovjetiske superhelt Red Guardian, en spradebasse pragtfuldt spillet af David Harbour, som ville stjæle filmen, hvis den ikke var så gennemført velkonstrueret. I stedet får alle hovedpersoner lov til at funkle, så filmen er én lang fest. 

Vi møder den kybernetiske supersoldat Bucky Barnes (Sebastian Stan), den kampkunst-kopierende Taskmaster (Bond-pigen Olga Kurylenko), den dematerialiserende Ghost (Hannah John-Kamen), der kan gå gennem mure, og en andenrangs Captain America (Wyatt Russell). 

Som plottet skrider frem, fanges Yelena og et antal andre marginaliserede superhelte i en dødsfælde planlagt af en kynisk selvpromoverende politiker (Julia Louis-Dreyfus, også fremragende). Og for at overleve må gruppen lære at samarbejde. 

Dens fælles fjende synes først at være politikeren, hvis rævestreger dog snart overskygges af en enigmatiske ung mand, Bob (Lewis Pullman), der udvikler superkræfter og storhedsvanvid. 

Idéen kendes især fra Star Trek-piloten Where No Man Has Gone Before fra 1966, men genbruges med den nerve og opfindsomhed, der kendetegner alt i filmen. Efterhånden som Bob bliver til Sentry og dernæst til Void, tiltager uhyggen, og det bliver op ad bakke for gruppen. 

At samle en række stærkt flossede antihelte og lade dem redde dagen frem for mere funklende, konventionelle superhelte, har vi netop set i de to Suicide Squad-DC-film. 

Thunderbolts* er dog ikke en kopi af disse. Snarere er alle tre film inspireret af drengerøvsklassikeren The Dirty Dozen (1967), hvor tolv straffefanger løslades for at udføre et angreb mod nazisterne (svarende til Putins brug af 150.000 straffefanger som kanonføde i invasionen af Ukraine, et af flere punkter, hvor filmen føles forbløffende aktuel). 

Pointen er, at vores antihelte vokser med opgaven og ender som rigtige helte. Sjældent har dette plotmønster været bedre brugt end i Thunderbolts*, som er instrueret af Jake Schreier, der siden 2023 også har lavet serien Beef. 

Han kan både instruere humor, så man ler på alle de rigtige steder, sende personerne ind i små kroge, hvor deres traumer trevles op som ramsaltede sjælesår, lade menneskeheden blive ædt af Det Store Intet (a la Never Ending Story) og forløse alting i frydefulde, filmiske orgasmer af destruktion, vold og heroisme. 

Som filmens menneskelige monster, Bob/Sentry/Void, leverer Lewis Pullman en præstation, der minder om den unge Dustin Hoffman, intenst dirrende af nervøsitet og overskud. Mange af de bedste komedier formår at bevare lommer af alvor indimellem grinene, og det er også tilfældet her. 

Som traditionen byder, er der ekstra Marvel-guf under og efter slutteksterne. Også dét hører blandt MCU-franchisens bedste øjeblikke.