Timestamp

Kateryna Gornostai fra Ukraine har instrueret en gribende dokumentarfilm om krigen i sit hjemland. Ikke om soldater, der kæmper ved fronten, men om skolelærere, der kæmper i klasseværelset for, at deres elever kan få en skolegang tæt på det normale trods bombeangreb og børn, som savner deres far. 

Det er overraskende, så nøgternt hun kan skildre det bizarre skoleliv uden at skrige sin vrede ud mod Rusland og Putin. Det virker så stærkt, at man også som publikum mærker den vrede, som alle ukrainere helt naturligt føler. 

Timestamp viser virkeligheden, som den er. 

Der er ingen dyb fortællerstemme, som dystert opremser de ukrainske tab. Ingen interviews med grædende ofre for krigens gru. Ingen heroiske nyhedsklip med præsident Zelenskyj. 

Kun virkelighed – helt tæt. Tæt på smilende børn, der fejrer fødselsdag. Tæt på grædende pårørende til en begravelse. Tæt på stolte unge, der fejrer en afsluttet skolegang. 

Den virkelighed, man ikke ser i TV-Avisen. Et land i krig skal jo ikke bare føre krig. Landet skal også fungere imens. Skolerne kan ikke bare lukke, for så ville en hel ungdomsgeneration blive tabt på gulvet, og hvem skal så genopbygge landet? 

De sympatiske lærere gør, hvad de kan. For at distrahere de små, mens sirenerne kalder dem ned i beskyttelsesrummet. For at gennemføre sidste skoledag komplet med danseundervisning og gallakjoler. For at drive skole midt i murbrokker og glasskår fra bombesprængte ruder. 

Det er umuligt ikke at blive imponeret over ukrainernes omstillingsparathed og kreativitet. En underjordisk metrostation omdannes til klasseværelser. Lærerne underviser online, når klasseværelset er ude af drift på grund af bombeangreb. Pensum udvides, så de små elever lærer ikke at samle bolde og bamser op, for de kan være camouflerede russiske bomber. De store undervises i, hvordan man forbinder et ben, hvor foden er sprængt væk. 

En gruppe større elever bliver spurgt, hvad de vil være, når de bliver voksne. En pige, der ligner en hvilken som helst 9. klasses pige, svarer, at hun er god til at skyde med riffel. Hun kunne derfor godt tænke sig at blive finskytte. 

Hvis Putin var nogenlunde normal i hovedet, ville han trække sine tropper hjem efter at have set Timestamp. Han ville indse, at de smukke, unge mennesker og de søde, små børn ikke har fortjent den skæbne, han har påført dem. Han ville også forstå, at ukrainerne ikke kan knækkes. 

Patriotismen er diskret, men konstant tilstede i filmen med blå og gule balloner, romerlys og flag, og det er helt tydeligt, at kampviljen er usvækket i det ukrainske folk. 

Ikke kun kamp mod russerne, men også kamp mod bureaukrati. Filmen viser et forældremøde, hvor kommunale politikere forsvarer en forsinket skolerenovering. Den slags har jeg været til en del af som medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, og kun en tåbe frygter ikke vrede mødre og fædre. Selv om man skulle mene, at en fuldtonet krig godt kunne bruges som undskyldning for, at man ikke lige har fået genopført en sønderbombet skolebygning endnu. 

Timestamp er gribende i sin langsomme og dvælende skildring af hverdagen, som går videre. Trods børn, der bryder grædende sammen, når de ser et foto af far i uniform. Trods sirener, der befaler alle i beskyttelsesrum. Trods lærere, der dræbes af den fjende, som en præst ved en begravelse kalder den legemliggjorte satan. 

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe, skyldes det, at filmen undervejs bliver en lille smule træg. Det er bare ikke vanvittigt spændende at se børn, som ikke er ens egne, synge til en skoleafslutning, få undervisning i billedkunst eller øve sig i standarddans. 

Men: hold ud! Den sidste time er det hele værd og ville ikke være det samme værd uden den første. Så fire flotte stjerner til filmen, og 100 stjerner til filmens ukrainske helte.