Velkommen til Pengeland

Andreas Dalsgaard og Christoph Jörg arbejdede i 2021 sammen på dokumentaren The Lost Leonardo, som handler om Leonardo da Vincis mesterværk, Jesus-portrættet Salvator Mundi, altså ”Verdens Frelser”. 

Hvis det da er Leonardo, som har malet det, for det er et af filmens omdrejningspunkter. Et andet og faktisk mere interessant er hele økonomien omkring et angiveligt uerstatteligt kunstværk. Hvordan det vurderes, hvordan det handles, og hvordan transporteres og opbevares. 

Kunstforbrydelser handler ikke om, hvor smuk og elegant den store verdenskunst er, men om alle de lyssky forretninger, som knytter sig til kunsten. 

Sådan udlægger grundlæggeren af FBI’s kunstsvindelefterforskningsenhed i Andreas Dalgaard og Jörgs serie sagens kerne. I seriens tre afsnit udfoldes i virkeligheden alt det, som den britiske forfatter Oliver Bullogh (det selv medvirker i serien) i sin gennembrudsbog kalder for Moneyland. 

Velkommen til Pengeland kredser om den stenrige oligark Dmitry Rybolovlev, der har opbygget sin formue på potaske til landbrugsgødning, og hans sammenstød med kunsthandleren Yves Bouvier, som tidligt fandt en uventet vej ind i kunstverdenen. 

Historien er fortalt komplekst og kan i begyndelsen virke forvirrende. Men efterhånden som der dykkes ned i de forskellige historier bag hver aktør, bliver værket mere og mere fremragende. Som nu med Yves Bouvier. Hvem er denne mystiske, schweiziske kunsthandler, som er god for over én milliard dollars? 

Det uventede svar er, at han er flyttemand. Hans far havde et flyttefirma, som sønnen overtager. Men snart opdager han, at rige mennesker betaler godt for ydelser. Så han sælger det almindelige flyttefirma fra, men bevarer den del, som koncentrerer sig om at flytte og opbevare kunst for verdens allerrigeste. 

Forretningen udbygger han med vurderingsfolk, restaureringseksperter og allervigtigst et skattefrit opbevaringssted for kunst: The Geneva Freeport. 

Her kan man hvidvaske penge. Man tager for eksempel én million dollars, der stammer fra kriminalitet, og så køber man et maleri, som man stiller i en Freeport i et andet land. Når man sælger det igen, er det hvide penge. 

Alt det er baggrunden for dramaet, som serien udfolder på en fundamentalt spændendende måde. Bouvier finder kunstværker og sælger dem til Rybolovlev. Men han tager nogle helt sindssyge fortjenester. Vi taler i størrelsesordenen tyve eller 40 millioner – per billede. 

Og han holder ikke bare detaljerne om handlerne hemmelige. Han lyver også om dem. Og dermed er det måske ikke bare en god handel, men rent faktisk svindel, muligvis hvidvask? Det er folk ikke helt enige om, og Bouvier og Rybolovlev er slet ikke. Alt imens går den juridiske krig, der begynder i Monaco i det solrige Sydfrankrig, sin gang. 

Serien er utroligt smukt filmet, den er fikst klippet og – på sin egen bagvendte måde – interessant fortalt. Samtidig er den velresearchet. Alle, undtagen Rybolovlev selv og hans familie og nærmeste venner, medvirker personligt. Og alle de store værker er filmet med stor sans for æstetik. 

Så hvad er sådan en dokumentar værd, for eksempel i Ekko-stjerner? Som Yves Bouvier på et tidspunkt siger, er det fantastiske ved værker, at de jo faktisk slet ikke har nogen som helst pris eller værdi. Den opstår imellem køber og sælger. 

Denne anmelder byder én, nej, tre, nej, fem stjerner. For smukke billeder, klare farver, intens spænding, dyb kulturel indsigt og en lille drøm om, hvordan det egentlig er at eje mange millioner milliarder millioner. Ingen højere?