The White Lotus

I lufthavnen sidder den halvirritable, nygifte Shane (Jake Lacy) og venter på flyet. Det skal tage ham hjem fra, hvad der burde have været en paradisisk bryllupsrejse på Hawaii.

Men hvor er Shanes kone? Og hvem er det, som er død på det hotel, Shane og konen boede på?

I Mike Whites miniserie The White Lotus følger vi en række feriegæster og ansatte på et luksushotel på Hawaii. Og der er på ingen måde fred og idyl i de ellers overdådige omgivelser af overflod og gudesmuk, overvældende natur.

Feriegæsterne bydes velkommen af resortbestyreren, der i sit laksefarvede jakkesæt instruerer de ansatte i at vinke og smile. Gæsterne skal nurses, som var de små børn. De skal føle sig specielle, og så er det vigtigt, at de ansatte er så generiske som muligt og ikke viser deres personlighed.

Det er den hvide, forkælede overklasse, som er kommet på ferie. Og som afsnittene skrider frem, bliver det tydeligt, at de på hver deres måde er bindegale og selvfikserede. Man er enten blind over for sine egne privilegier, eller også klamrer man sig til dem.

Bryllupsparret Shane og Rachel (Alexandra Daddario) burde stråle af nygift lykke, men rigmandssønnen Shane går mere op i hotelforholdene end parforholdet.

Han er stærkt utilfreds med, at de ikke har fået det rigtige værelse. De bor nemlig i Palmesuiten med havudsigt, men havde egentlig bestilt Ananassuiten med to private swimmingspools.

Han indleder derfor en tåkrummende pinlig magtkamp med bestyreren, som byder på et væld af ubehagelige konfrontationer. Mens Rachel føler sig ensom i deres forhold og er usikker på, om det nu også er klogt at opgive sin middelmådige journalistkarriere med risikoen for at ende som en trofækone.

Den rige, ensomme Tanya (Jennifer Coolidge) med sine lyserøde, matchende kufferter og ansigtet proppet med så meget botox, at hun nærmest ikke kan åbne øjnene, er konstant ved at drukne i selvynk.

Hun er taget til Hawaii for at sprede sin døde mors aske, og på ydmygende vis henvender hun sig konstant til de andre hotelgæster.

Og så er der Mossbacher-familien bestående af mor, far, søn, datter samt datterens veninde.

Moren Nicole (Connie Britton) er en succesfuld karrierekvinde, der er gift med tøffelhelten Mark (Steve Zahn). Sønnen Quinn (Fred Hechinger) er fuldstændigt afhængig af sin iPhone, men bliver tvunget til at forholde sig til omgivelserne, da al hans elektronik ryger i havet.

Datteren Olivia (Sydney Sweeney) og hendes veninde Paula (Brittany O’Grady) har en ligefrem, provokerende attitude, mens de sidder på stranden og læser Freud og Nietzsche, som var bøgerne en rekvisit til deres image.

Den hvide overklasses småproblemer står i skærende kontrast til de hotelansatte og lokale, der nærmest kæmper for at få mad på bordet – en kontrast, Guldpalme-vinderen Rubin Östlund også dyrker i sin kommende overklassesatire Triangle of Sadness, der udspiller sig på en luksusyacht.

I The White Lotus ender en ansat næsten med at føde på arbejdet, da hun ikke har fortalt dem, at hun er gravid, fordi hun havde brug for jobbet. Og de ansatte kan konstant se hotelgæsterne vimse rundt med en overflod af penge, som de nærmest ikke aner, hvad de stille op med.

En voldsom natur, kølig farvetone og uropræget underlægningsmusik er med til at underbygge en spændt stemning, så vi som seere føler os utilpas i de selvcentrerede, konfliktsøgende personernes selskab.

Gennem hele serien er man nysgerrig på, hvem som er død, imens intrigerne hober sig op. The White Lotus er en indigneret satire over penge og det fordærv, som de fører med sig, og serien er fuldt fortjent blevet en af tidens mest roste.