Wicker

Fiskerkvinden er grim, beskidt og stinker af fisk. Så i den lille middelalderlandsby, hun bor i, er hun det oplagte mobbeoffer. Især skrædderens kone har travlt med at pille hende ned for at hævde sig selv.

Ingen i byen har navne. Man hedder sin stand – Doktor, Skrædder, Slagter – og som kvinde eller pige er man bare nogens kone eller datter.

Olivia Colman spiller fiskerkvinden, der allerede skiller sig ud, fordi hun er sig selv og ikke nogen mands. I det dybt patriarkalske samfund skal kvinder holde hus og føde børn.

Det ses tydeligt på den lokale bryllupsskik, hvor kvinden får et metalbånd om halsen frem for en ring på fingeren. Og i stedet for at kaste en buket bliver der uddelt elegante, kurveflettede æg, som skal rystes af jomfruerne.

Den, hvis æg eksploderer i en sky af lilla pulver, er ifølge overtro den næste, der skal giftes. Og ved et tilfælde falder netop dét æg ned for fødderne af fiskerkvinden og eksploderer i afslørende røg.

”Mærkelig tradition, ikke?” er hendes lattermilde reaktion.

”Jomfru-æggene?” spørger skrædderens kone. ”Ægteskabet.” Og fiskerkvinden bliver skam gift som den næste. For efter en grum mobning henvender hun sig til kurvemageren og beder ham om at flette hende en ægtemand.

Historien i Alex Huston Fischer og Eleanor Wilsons Wicker er en sjov kritik af det konservative ægteskab. Da filmens trailer udkom, gik den viralt med jokes om, at kvinder vitterligt hellere vil knalde en kurv end en mand. Selv Ikea sprang med på hypen og lavede sjove opslag med deres kurvemøbler og teksten ”husband material”.

Kurvemageren, spillet af Peter Dinklage, har som den eneste i landsbyen sympati med fiskerkvinden. Så han accepterer den aparte opgave. En måned senere står der en smuk stråmand i kirken.

Alexander Skarsgård som ægtemand er mesterligt flettet. Hans mimik er stiv, pilegrenene genstridige, og lyddesignet knirker lystigt derudaf. Når solen står bag ham, skinner lyset gennem små sprækker. Det fungerer upåklageligt, og han er en upåklagelig ægtemand.

”Du er grunden til, at jeg lever og ånder,” fortæller han sin rødmende kone.

Olivia Colman er en skøn og bramfri skuespiller, der ingen kvaler har med at spille kikset og sær (The Favourite), ligesom Alexander Skarsgård ofte har ageret den tavse, smukke freak (Mute, True Blood og Pillion). Men de går begge til rollerne med stort engagement, så det aldrig føles karikeret eller som rutine.

Stråmanden rammer noget, som er meget oppe i tiden. For eksempel påstanden om, at mænd ikke gør noget i hjemmet uden at blive bedt om det. Stråmanden tager nemlig selv initiativ til at ordne sengen (der braser temmelig tit, fordi elskoven er herligt uhæmmet), tætner taget og hjælper sin kone med hendes arbejde.

Han tilfredsstiller hende seksuelt, følelsesmæssigt og praktisk, og hun behøver aldrig bede om noget. Han vil bare gerne hjælpe, fordi det gør ham glad at gøre hende glad. Det lyder jo for godt til at være sandt!

Til byens næste bryllupsfest har stråmanden kun øje for sin kone, der er blomstret op på grund af hans hengivenhed. Samtidig har næsten alle byens kvinder kun øjne for ham. De sætter også pludseligt spørgsmålstegn ved deres egne forhold og kønsrollerne, der definerer dem.

Men skrædderens kone, der lever højt på sin status som byens idealkvinde, føler sig truet og begynder at smede ondskabsfulde rænker.

Wicker er baseret på novellen The Wicker Husband, skrevet af Ursula Wills-Jones i 2008 som et klassisk folkeeventyr. Derfor rummer historien også banaliteter og forudsigelige dyk ned i jalousi og hævn. Men filmatiseringen er smukt udført med en flot lydside og et elegant farvespil, der følger sæsonernes skiften.

Wicker føles frisk, fordi den har noget moderne på hjerte. Men vigtigst af alt er den ustyrligt morsom.