Wildwood

Hvornår er en primitiv model af et sejlskib mere imponerende end en flottere model? Svar: Når den befinder sig i en flaske, og vi ikke blot vurderer selve modellen, men beundrer modelbyggerens evne til at få skrog, sejl og master manipuleret ind via den smalle flaskehals. 

Tilsvarende forholder det sig med Wildwood, som umiddelbart er en ret traditionel fantasyfilm med genkendelige plotelementer. 

Da Prues lillebror kidnappes af en selvisk herskerinde, må teenagepigen vove sig ind i en forbudt eventyrskov fyldt med overnaturlige væsner. Hendes liv synker i grus, da hun vender tomhændet hjem og ydermere erfarer, at hendes forældre er skyld i ulykken. 

Her kombineres motiver fra to folkeeventyr: Rumleskaft, hvor møllerdatteren lover sin førstefødte til en overnaturlig halm-til-guld-spinder, og Skomageren og nisserne, hvor et barn bortføres og erstattes med en skifting. Sidstnævnte motiv inspirerede Jim Hensons elskede eventyrfilm Labyrinth. 

Prue får følge af rollespilsnørden Curtis. Han er Kay fra H.C. Andersens Snedronningen kombineret med Edmund i C.S. Lewis’ Løven, heksen og garderobeskabet. 

I skoven kommer parret i klemme mellem to fraktioner. En klan af vilde røvere og et samfund af meditative mystikere, to kontraster, der må forenes som i en anden Jim Henson-klassiker, dukkefilmen The Dark Crystal fra 1982. 

Kidnapperen af lillebroren er en tragisk moderskikkelse, skildret med en teatralsk primadonna-ondskab a la Rapunzels falske mor i Tangled fra 2010. 

Wildwood har sit plot fra en roman illustreret af Carson Ellis og skrevet af hendes mand Colin Meloy fra folkrockgruppen The Decemberists, der har leveret filmens sange. 

Fortællingen er udformet med konventionelt filmsprog og typiske Hollywood-sekvenser, hvor helten flyver gennem skyerne eller på højdramatisk vis må undslippe diverse forfølgere. Der er også humor, som da Prue skal snøre en dumsmart vagthund. 

Wildwood er en hybridfilm produceret af det amerikanske firma Laika, der blev dannet i 2005 på ruinerne af Will Vintons gamle claymation-studie, som Nike-milliardæren Phil Knight overtog i 2003. 

Laika er bedst kendt for Coraline (2009), og ligesom Laikas fem forrige spillefilm er Wildwood udført med stopmotion, hvor fysiske dukker manuelt flyttes mellem hvert billede. Laika har forfinet to teknikker fra filmens barndom: indre mekanismer i dukkerne, som simulerer vejrtrækning, og løbende udskiftning af ansigterne. 

I Wildwood benyttes 142.030 forskellige 3D-printede ansigter, så hver karakters ansigt i den færdige film synes at bevæge sig lige så udtryksfuldt, som hvis filmen var lavet med virkelige skuespillere eller med computeranimation. 

Mesterfotografen Caleb Deschanel har lyssat filmen lige så flot og realistisk som en Pixar-film eller et AI-generativt billede. 

Med andre ord skal man vide, at filmen er animeret i hånden for at blive blæst bagover af håndværket. Ligesom man med flaskeskibet skal være bevidst om flaskehalsens benspænd. 

De fleste, der ser Wildwood, vil umiddelbart tro, at den er computeranimeret og fire respektable stjerner værd. For sådan ser den ud. Laika-folkene må være bevidst om det, for halvvejs gennem slutteksterne kommer en minidokumentar, som viser glimt fra dele af arbejdsprocessen. 

Men faktisk er filmen delvis computeranimeret. Både statistmylder og dybe totalbilleder er en sømløs blanding af dukkefilm og computeranimation. Altså en hybridfilm. 

Animationen af Wildwood tog cirka fem år. Det virker absurd, når slutresultatet ligner en film, Pixar kunne have lavet på den halve tid. Absurd er især de udskiftelige ansigter. Designet på en computer, printet ud fysisk og så møjsommeligt filmet ét ansigt ad gangen i stedet for at rendere ansigterne direkte fra computeren til filmen. 

Man må respektere animatorernes glæde ved at blæse liv i fysiske dukker, men her er det altså at gå over åen efter vand.