Masters of the Universe

Da Eternia invaderes af den Putin-agtige Skeletor (Jared Leto), må tronarvingen Adam (Nicholas Galitzine) flygte via en dimensionsportal.

Han vokser op i eksil på Jorden som en splejset, utilpasset nørd. Men ligesom sagnhelten Uffe hin Spage, der får fat på sin far kong Vermunds sværd Skræp (”det var Skræp, der klang”), mander sig op og redder Danmark, får Adam fat på sin fars Sword of Power og kan nu måske redde Eternia.

Det er plottet i Masters of the Universe, en eskapistisk sværd-og-trolddom-fantasi, men ikke uden paralleller til virkeligheden.

”Når du vælter om, har du chancen for at rejse dig!” lyder budskabet fra krigeren Duncan (Idris Elba), som træner Adam i kamp. Og faktisk startede Masters of the Universe-franchisen præcis sådan.

Firmaet Mattel fik i 1976 tilbudt at lave legetøj baseret på Star Wars – men takkede nej, og opgaven gik til Kenner. Som Julia Roberts siger i Pretty Woman: ”Big mistake. Big. HUGE.”

I stedet for at begå harakiri af ærgrelse besluttede Mattel-cheferne at skabe deres egen franchise og startede med at designe en barbar inspireret af Conan. Han fik tentativt navnet Torak og gæsteoptræder som sådan i den nye film.

Hvor George Lucas baserede Star Wars på Joseph Campbells tanker om en fundamental helterejse, udformede Mattel sine karakterer som arketyper. Toraks endelige navn blev He-Man, efterfulgt af selvforklarende rolletypenavne som She-Ra, Man-at-Arms, Skeletor, Roboto etc.

Når He-Man forvandler sig til muskelsvulmende halvgud ved at løfte farmands sværd og udbryde: ”By the power of Grayskull, I have the power!” har det rødder i egyptisk, arabisk og kabbalistisk ordmagi samt mytologiske traditioner fra Golem til Excalibur.

Trådene samles som populærkulturelt meme i 1940, hvor knægten Billy Batson første gang siger trylleordet ”Shazam!” og bliver til tegneseriehelten Captain Marvel, efterfulgt af manga-heltinden Akko-chan i 1962 og He-Man i 1983.

De amerikanske legetøjsbutikker opfattede He-Mans målgruppe som femårige, og legetøjet blev derfor fra starten markedsført med den første af franchisens mange animerede tv-serier.

De første afsnit blev klippet sammen til biograftegnefilmen The Secret of the Sword (1985), men for danske biografgængere var franchisens første lange film Masters of the Universe (1987) med Dolph Lundgren, der gæsteoptræder i den nye film, som He-Man. Frank Langella imponerer som Skeletor, og Bill Conti leverer flot musik, men overordnet balancerer 80’er-filmen mellem camp og bras.

Trods svage perioder har der været utallige forsøg på at lave en ny He-Man-biograffilm. Hvordan laver man en film for et voksent publikum, baseret på legetøj for femårige, uden enten at fremstå som idiot eller vælge den selvparodiske vinkel og derved forråde sit fundament?

Den nye film løser opgaven overraskende elegant, ikke mindst takket være en virkelig charmerende præstation af den engelske skuespiller Nicholas Dimitri Constantine Galitzine.

Men også takket være et velovervejet manuskript, der lader karakterernes navne fremstå som hjemmelavede brudstykker af Adams barndomsminder fra Eternia. Hvis de er opfundet af en lille dreng, må de også gerne lyde som noget, en lille dreng kunne have fundet på. Filmen fastholder i det hele taget karakterernes ”rigtige” navne.

Der er i sagens natur et væld af karakterer, for i sidste ende handler det om at sælge legetøj, men filmen er godt rollebesat. Med sin stramme ansigtshud er det lige før, Jared Leto som Skeletor slet ikke havde behøvet et kunstigt kranieansigt.

Derudover er der tale om højtbudgetteret action-adventure med storslåede kulisser, velfungerende computereffekter og masser af kampscener. Første gang vores helt træder i karakter, står han oven på et rumskib i fuld fart og jonglerer med et andet rumskib.

Det er langt ude ligesom tunnelfinalen med toget og helikopteren i den første Mission: Impossible-film, men det er også veludført og engagerende.

Filmen er for lang, næsten to en halv time, og jeg havde foretrukket en mere kulørt billedstil. Men det er en smagssag, og stilen har en ekspressionistisk pointe. For når farverne endelig kommer, er det som led i plottet og har den tiltænkte emotionelle effekt.

Og det hele ledsages af melodisk klingende oldschool Hollywood-musik med guddommeligt flotte guitarsoloer, leveret af guitaristen fra Queen.

Det var Brian May, der klang.