Wonder Man

Efter 37 biograffilm og adskillige streaming- og tv-serier i Marvels superhelteunivers må det efterhånden føles svært for folkene bag at finde på nye indgangsvinkler til den genre, de har domineret i mere end femten år.

De skal derfor have roser, når de forsøger sig med noget anderledes. Også når det ikke helt lykkes.

Disney+-serien Wonder Man er en dramakomedie om frustrationerne ved at være arbejdsløs skuespiller i nutidens Hollywood. Her er apokalyptiske trusler og væltede højhuse erstattet af endeløse castings, midlertidige jobs og filmoptagelser langs de solbeskinnede boulevarder.

Hvis man er på udkig efter det vanlige skud superhelte-action, går man forgæves.

Yahya Abdul-Mateen II (som tidligere har spillet skurk i konkurrenten DC’s to Aquaman-film) har hovedrollen. Han spiller Simon Williams, en skuespiller, der forgæves forsøger at slå igennem i den ubarmhjertige industri. Da der kommer forlydender om en genindspilning af barndommens yndlingsfilm, Wonder Man, sætter han alle sejl til for at lande rollen som solbrilleklædt superhelt.

Simon har dog en hemmelighed. Han har superkræfter, som han dagligt undertrykker, og som på bedste Hulk-manér kun kommer op til overfladen, når han mister temperamentet.

Endnu en årsag til hemmeligholdelsen er, at supermennesker er forment arbejde i underholdningsbranchen på grund af de astronomiske forsikringssummer, det ville kræve.

Undervejs knytter han et tæt venskab med Ben Kingsleys Trevor Slattery, den affekterede og tørlagte engelske skuespiller, der tilbage i Iron Man 3 foregav at være terroristen The Mandarin. Det viser sig dog, at Trevor er udsendt af regeringsorganet The Department for Damage Control for at rapportere om Simons gøren og laden, da jakkesættene er på sporet af Simons superkræfter.

Med plottet om indspilningen af en superheltefilm, hvor flere kendte ansigter spiller sig selv, befinder vi os i et meta-territorie, der kan minde en del om den vellykkede WandaVision.

Den series gennemførte behandling af sitcom-genrens udvikling er dog tematisk forankret i figurer, vi allerede kendte. Wonder Man-karakteren er fra periferien af superheltepensum, og selv om vi introduceres for ham her, lærer vi stort set ikke noget om, hvad hans kræfter består i.

Og så er handlingen ikke mere meta, end at den foregår i samme verden som resten af Marvel-universet.

Serien forsøger sig med en mild satire over nutidens storproduktioner, hvor skuespillere kan erstattes med en grøn tennisbold på en pind, indtil man får castet en ny, og hvor flere kommenterer på superheltetrætheden, der efterhånden har sat sig i publikum.

Danske Zlatko Buric dukker op i en herlig birolle som auteur-instruktøren Von Kovak, der skal instruere genindspilningen af Wonder Man og bruger improvisationsøvelser som en del af sin castingteknik.

Der er dog ikke særligt meget nyt i satiren over den aktuelle status på drømmefabrikken. Det ender mest af alt som en standardfortælling om de mange talenter, der ikke får lov at komme til.

Seriens stærkeste kort er det charmerende samspil mellem de to hovedrolleindehavere. Det er tydeligt, at Ben Kingsley har det forrygende sjovt med at krukke rundt som ”actooor”, mens han benytter enhver lejlighed til at recitere Shakespeare, både med humor og reel patos.

Yahya Abdul-Mateen II er også ganske glimrende som den indesluttede og overdrevent forberedte Simon. Kingsleys Trevor bliver en slags mentor for den yngre mand og lærer ham at gå mere umiddelbart og afslappet til replikkerne.

Det klæder Marvel at ville ryste posen, men spørgsmålet er, om de ikke er gået for langt væk fra det, fansene vil have? Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at historien med meget få ændringer sagtens kunne have været fortalt uden superhelte-elementet. Og hvad er så pointen med stileksperimentet?