Zootropolis 2

Komedien Zootropolis fra 2016, om en dyrebefolket by, er blandt Disney Animations mest underholdende. Samtidig lykkes den midt i den kække satire med at formidle begreberne ”racisme” og ”forskelsbehandling” til et børnepublikum.

Politi-kaninen Judy Hopps (Ginnifer Goodwin) og slyngelræven Nick Wilde (Jason Bateman) fungerer som minoritetsfigurer, der reagerer på fornedrelse og fordomme på hver sin måde: Dydsmønstret Hopps assimilerer det bedste, hun ved, mens kriminelle Wilde har opgivet troen på samfundet.

Selvfølgelig finder udskuddene hinanden til sidst og arbejder sammen om at besejre undertrykkerne. Men i Zootropolis 2 møder de en helt anden type minoritet med endnu dårligere vilkår end dem selv.

Jared Bush’ manuskript udvider etterens rene pattedyrsunivers og viser os, at der skam også findes antropomorfe krybdyr. De er bare blevet fordrevet fra deres oprindelige levesteder og stemplet som farlige vilde.

Hvor Hopps og Wilde repræsenterer køns- og etniske minoriteter, møder vi nu en slags metaforisk indfødt amerikaner eller klimaflygtning, da den bedårende slange Gary (Ke Huy Quan) dukker op i byen.

Garys familie og resten af Zootropolis’ reptiler blev i sin tid jaget på flugt af en rig los og hans familie, som spredte misinformation om en hel dyreklasse og fyldte deres varme bydel med sne. Krybdyr har nemlig brug for høj varme for at overleve.

At udforske de langsigtede konsekvenser af etnisk udrensning i en børnefilm er mildest talt ambitiøst. Imponerende nok når Zootropolis 2 nogenlunde i mål med opgaven.

Sent i filmen finder vennerne frem til et forladt slangehjem. Animatorerne har kastet sig kærligt over at vise, hvordan en slanges hus ville se ud med snoede gulvtæpper og et vertikalt målebånd, der viser slangebørnenes vækst i længde. Det er filmens mest rørende scene, som giver indtrykket af en hel kultur udsat for næsten total destruktion.

Mindre begavet er det, at de mange års racisme i slutningen kan opløses ved at putte de onde i fængsel. Sådan fungerer det desværre ikke i virkeligheden, men herregud, det er jo en børnefilm.

Nok så vigtigt er det en Disney-film, og selv om den i slutteksterne er krediteret som ”en film af alle hos Disney” i fællesskabets ånd, er der stadig tale om et kynisk gigakonglomerat.

Når Disney overhovedet har valgt at lave Zootropolis 2, skyldes det, at der selv i nutidens politiske miljø heldigvis stadig er billetsalg i inklusion og medmenneskelighed. Beviset er, at filmen har slået rekorder for international indtjening på en animationsfilm.

Den meget voksne Disney-film får i strømmen af lynhurtige jokes dog gjort lidt grin med sit eget selskabs fantasiløse overproduktion af remakes og efterfølgere.

Hovedpersonerne Hopps og Wilde falder denne gang lidt i baggrunden. De gennemgår en mindre engagerende følelsesmæssig rejse, hvor de skal lære at være åbne om deres tvivl og sårbarheder over for hinanden. Det kulminerer i et lidt uinspireret følelsesklimaks, hvor de therapy speaker deres følelser i listeform.

Når Zootropolis 2 alligevel er konsekvent underholdende, skyldes det den fabelagtigt flotte og vildt kreative detaljerigdom i animationen og de mange fremragende bifigurer, som er begge films største fornøjelse.

Igen kommer der meget ud af størrelsesforskellene på byens sameksisterende dyr – som en sweatshop, hvor isbjørne syr bittesmå tasker til mafia-mus. Og det rammer plet, da en konspirationsteoretiker-bæver påstår, at der gemmer sig reptiler i samfundets undergrund – en populær teori i virkeligheden, men kun i filmens univers er den sand.

Vi får også et kærkomment gensyn med etterens langsomme dovendyr og deres slowmotion-mimik, som man aldrig bliver træt af. En ny stjerne er den apatiske hvalros, der fungerer som både kaptajn og båd med passagerer på maven, mens han rygsvømmer afsted.

Man begynder allerede at glæde sig og spekulere på, hvordan en treer kunne se ud. Vi har mødt pattedyr og krybdyr, mens fisk og hvirvelløse dyr er reduceret til mad, så er det på tide at hilse på fuglene? En fjer i slutteksterne tyder på det!