Nekrolog: Adieu til Udo

På billeder herunder står Udo Kier sammen med en ligkiste brugt i Lars von Triers Breaking the Waves. Billedet er fra et interview, jeg lavede med ham til tidsskriftet Levende Billeder i 1996. Kier var uhyre engageret i at komponere billedet, fandt selv på rosen og sendte bud efter en korkprop, som han brændte med en tændstik og brugte til at lave makeup. 

Men han skulle flyve til USA næste dag og nægtede derfor at røre ved kisten! 

Nu, tre årtier senere, er Udo sovet ind, 81 år gammel. Men ligesom en vampyr, der rejser sig fra sin kiste, vil han leve videre, hver gang vi ser en af hans film. 

Udo Kier var ikke bare en skuespiller. Han var et omvandrende kuriositetskabinet af karisma, pervers elegance, forførende dekadence og en evne til at få selv de mest sære projekter til at glimte af både alvor og selvironi. 

Med sit hypnotiske blik og sin indre flamme gjorde han selv små roller monumentale. Han kunne få b-film til at føles som kunst, og kunstfilm til at føles farlige. 

Erik Hansen-Hansen tog billedet af Udo Kier til tidsskriftet Levende Billeder i 1996 med stor hjælp fra den engagerede skuespiller, der selv fandt på, at han skulle holde en rose. 

Det er, som om han holdt sig i live lige akkurat længe nok til at overholde sine forpligtelser over for sin karrieres mindst kendte, men mest usædvanlige projekt: Lars von Triers langstrakte og hemmelighedsfulde eksperimentalfilm Dimension, som han startede i 1991, og hvortil der gennem en årrække kun blev filmet et par minutter hvert år. Hver gang med de samme usminkede og gradvis aldrende skuespillere. 

Udo Kiers kontrakt løb helt frem til år 2024, for før skulle filmen ikke være færdig. Og selv om Trier undervejs mistede interessen for projektet – Ekko har udgivet de ufærdige optagelser på dvd #14 – stod Udo Kier altså principielt til rådighed hele vejen til den planlagte finale.

KGB-agent og rumænsk okkultist
Fra 1970’erne og frem til sin død formåede Udo Kier at fastholde en position blandt verdens mest markante og populære kultstjerner. Ikke blot havde han held til igen og igen at få tilbudt roller i værker af markante filmmagere, men også vigør til at spille dem med dedikation, alsidighed og karisma. 

Over 200 varierede filmroller blev det til. Optaget rundt om i verden, inklusive Danmark. 

Blandt verdens store internationale filmstjerner er Udo Kier en af dem, der har medvirket i flest danske film. Eksempelvis som KGB-agenten, der i den engelsk-finsk-fransk-tysk-amerikansk-danske co-produktion S*p*i*o*n*e*r (1999) vil have fingre i Bill Pullman og Irène Jacobs private sexvideo, som indeholder tophemmelige satellitkoder.

I Anders Rønnow Klarlunds pandemigyser Besat fra samme år spiller han den rumænske okkultist Vincent Moreau, der ved hjælp af brandbomber bekæmper udbredelsen af en ebola-agtig virus, der er knyttet til antikristens genfødsel. Kier lægger desuden stemme til chefen for en truende, multinational virksomhed i den svensk-dansk-norske animationsfilm Metropia (2009). 

Udo Kiers forankring i dansk film skyldes dog primært hans tilbagevendende samarbejde med Lars von Trier. Han fortalte mig i 1996 om deres første møde i oktober 1984 på en filmfestival i Mannheim, hvor Forbrydelsens element havde tysk premiere. 

Kier var inviteret med som instruktør af kortfilmen The Last Trip to Harrisburg, hvor han spiller både en mand og en kvinde, begge dubbet af den tyske mesterinstruktør Rainer Werner Fassbinder. 

”Jeg havde aldrig hørt om Lars, men jeg så Forbrydelsens element og blev virkelig grebet af den. Jeg tændte på kameraet og hele stemningen i filmen, så jeg sagde til festivalfolkene: ’Der er blot én person, jeg gerne vil møde, og det er Lars von Trier!’ Så vi mødtes, og vi snakkede, for vi var begge interesserede i Fassbinder. Så en dag ringede han og spurgte mig, om jeg ville spille den græske sagnhelt Jason i tv-filmen Medea!”

Kom til verden med et brag
Lars von Triers Medea fra 1988 er en ”selvstændige tolkning” af Carl Th. Dreyers filmmanuskript over Euripides’ drama, med Kirsten Olesen i titelrollen over for Udo Kier, her udstyret med fuldskæg og eftersynkroniseret på dansk af Dick Kaysø. 

Efterfølgende brugte Trier ham i stort set alle sine film. 

Kier spiller sig selv i Epidemic, en homoseksuel varulv i Europa, en sadistiske skipper i Breaking the Waves, lægen i Dancer in the Dark, gangsteren Mr. Kirspe i både Dogville og Manderlay, den hårdt pressede bryllupsplanlægger i Melancholia, som er filmens ene humoristiske højdepunkt, og en tilsvarende sjov birolle i Nymphomaniac: Vol. II, hvor han er tjeneren i en scene, hvor hovedpersonen skubber en bunke skeer op mellem sine ben. 

Udo Kier blev landskendt herhjemme med Lars von Trier og Morten Arnfreds serie Riget 1-3 (1994-2022). I første sæson har han en lille rolle som spøgelsespigen Marys dæmoniske far, og i slutbilledet bliver han født som den vanskabte kæmpebaby Lillebror, der i tredje og sidste sæson bliver til Storebror. 

Sin berømmelse som kultstjerne havde Udo Kier dog grundlagt længe inden da. Faktisk kom han til verden med et brag, som verden lærte at kende via Epidemic. Wikipedia og andre kilder kalder fejlagtigt Epidemic for det første samarbejde mellem Trier og Kier, men den havde blot premiere før Medea og var deres første fælles biograffilm. 

Trier og hans medforfatter Niels Vørsel spiller i Epidemic sig selv, og det samme gør Kier. I en intens monolog afdækker han den autentiske beretning om sin dramatiske fødsel 14. oktober 1944 i Köln på et hospital, der i samme nu blev bombet i smadder af De Allierede. 

Hans mor måtte grave sig ud af murbrokkerne med den fem timer gamle Udo i armene. 

”Kom nu, for satan!” råber Udo Kier ad Ekkos udsendte, da vi i 2022 besøger ham i hans luksusvilla i Palm Springs, Californien. Han har lært den danske sætning af Peter Aalbæk Jensen.

”Min mor havde mig i sin ene arm, og med den anden arm gravede hun et hul i murbrokkerne. Hårene rejser sig, når jeg taler om det. Og indimellem, når jeg ikke har det godt, ser jeg et billede af bjerget af murbrokker og en hvid hånd, der stikker op fra murbrokkerne. Det er mors hånd,” har han fortalt. 

Markedsført med brækposer
Udo Kier blev hurtigt en ualmindeligt smuk ung mand og tjente penge som alterdreng, korsanger, cabaretsanger og fotomodel samt, sammen med vennen Rainer Werner Fassbinder, sexarbejder. 

Fassbinder blev som bekendt en af Tysklands største instruktører, Kier en af landets største karakterskuespillere med speciale i excentriske roller – kun overgået af Klaus Kinski. 

Man kan sige, at Kier fulgte samme rute som danske Jean Hersholt, der startede som sexarbejder i København og endte som filmstjerne i Hollywood. 

Først rejste Kier dog til London for at lære engelsk. Men i 1966 blev han ud af det blå tilbudt at medvirke i en kortfilm. Herefter begyndte rollerne at vælte ind, uden at han nogensinde selv behøvede banke på døre. 

Efter en del rutinearbejde fik han i 1970 sit første store kommercielle hit med makværket Heksejægerens torturkammer. Den blev markedsført ved hjælp af brækposer med filmens logo. Jeg har en af dem, som Udo venligt har signeret og forsynet med en liste over alle de ulækkerier, den kan tænkes at indeholde. 

Heksejægerens torturkammer øremærkede ham som horrorstjerne. Hans bedste film i genren er Dario Argentos heksegyser Suspiria (1977), hvor han i en lille dialogscene kaster lys over plottets matafysiske gåder, en af mange tidlige film hvor han desværre er dubbet af en anden skuespiller. 

Fuck life in ze gall bladder
Det blev Paul Morrissey, der først forstod styrken i Udo Kiers naturlige stemmeføring og gav ham de to roller, han især huskes for: horrorkomedierne Flesh for Frankenstein og Blood for Dracula fra henholdsvis 1973 og 1974. 

Begge steder spiller han over for Joe Dallesandro, og begge blev misvisende markedsført som Andy Warhol-film. Det er i disse to, Udo Kier med tyk tysk accent siger de replikker, der skulle blive hængende blandt kultfilmhistoriens mest berømte citater, og som altid kommer op, når han omtales. 

”To know death, Otto, you haff to fuck life in ze gall bladder!” sagt med autoritet af Baron Frankenstein, mens han via et kirurgisk snit befamler sit kvindelige monsters indvolde. 

”The blood of theez whores iz killing me” – smertefuldt fremstønnet af Grev Dracula, efter at denne har opgylpet en halv liter ufordøjeligt kvindeblod i et badekar. 

Flesh for Frankenstein blev fotograferet i 3D og spillede i årevis i biografen Klaptræet på Kultorvet. Det var her, en generation af danskere med smag for smalle, mærkelige film blev opmærksom på Udo Kier. 

Sidst i 1990’erne blev begge Paul Morrissey-film vist i en Udo Kier-serie på NatFilm Festivalen. 

Det var efter, at mit interview i Levende Billeder havde gjort ham kendt i Danmark. Dengang før internettet var jeg stort set den eneste filmanmelder, der regelmæssigt skrev om denne type film, som andre filmskribenter så ned på. 

Det var forklaringen på, at Udo Kier havde lavet film i Danmark i ti år, uden at dansk presse havde vist den mindste interesse for ham. 

Under nævnte NatFilm Festival mødte jeg ved et tilfælde Udo i Palads. Han kom ud ad døren fra den sal, der viste Blood for Dracula. I al ubemærkethed havde han stået i mørket og nydt publikums begejstrede reaktioner, så han var i højt humør. 

Navn i blød porno
Flesh for Frankenstein blev Udo Kiers eneste Frankenstein-film. Til gengæld kom han til at medvirke i talrige vampyrfilm: Spermula, Blade, Modern Vampires, Dracula 3000 og BloodRayne. 

Mest interessant blandt hans blodsugerfilm er Shadow of the Vampire, et imaginært backstagedrama om indspilningen af Murnaus klassiker Nosferatu (1922). John Malkovich spiller Murnau, Udo Kier er filmens producer og scenograf Albin Grau, mens Willem Dafoe giver den som Grev Orlok-skuespilleren Max Schreck, der her rent faktisk er vampyr. 

”Jeg betragter djævelen som en engel, der begyndte at kede sig. At foregive at være ond kan være sjovt,” sagde Udo Kier, der her ses i sit hjem i Palm Springs.

Blandt Kiers første store kassesucceser var den erotiske bdsm-film O’s historie fra 1975. Her spiller han en af de tre hovedroller som O’s kæreste, der oplærer hende som slavinde og dernæst forærer hende til sin ven, Sir Stephen. 

Herefter var Kier også et navn i blød porno, men forstod at vælge pikante film med arthouse-troværdighed. 

Han spiller knivklamrende og kvindeflænsende Jack the Ripper i Lulu (1980) og titelrollen i Docteur Jekyll et les femmes (1981), hvor hans pik regelmæssigt bliver 30 centimeter lang og bruges som mordvåben i blodige voldtægtsoptrin. 

Begge film er instrueret af Walerian Borowczyk. Om sidstnævnte skrev jeg i Ekko #69: 

”Man skal ikke være sart, når Udo Kier står øverst på rollelisten. Ikke desto mindre er det visuelt en sublimt smuk film, hvis univers af støvet lys i labyrintiske rum huser en kritisk kommentar til borgerskabets hykleriske tomhed. Stemningsmæssigt er den i familie med Herzogs Nosferatu.” 

Mødet med Madonna
Heldigvis fandt Kier også professionelt sammen med barndomsvennen Rainer Werner Fassbinder, der i 1970’erne og starten af 80’erne gav ham roller i flere af sine film: Bolwieser, Die dritte Generation, Lili Marleen og Lola samt tv-serien Berlin Alexanderplatz. 

Efter et svagt årti i 1980’erne kom Udo Kier stærkt tilbage i 1991 med en mindeværdig rolle som sexkunde i Gus Van Sants indiehit My Own Private Idaho, hvor han med håndholdt lyssætning improviserer en cabaret-performance over for River Phoenix og Keanu Reeves. 

Blandt dem, der spærrede øjnene op, var popstjernen Madonna, der efterfølgende gav ham roller i sine musikvideoer Erotica og Deeper and Deeper samt i sin opsigtsvækkende fotobog Sex, der på få dage solgte 1,5 million eksemplarer. 

Vejen til kommerciel succes i den helt store skala var hermed banet, og Udo Kier greb den ved at flytte til Hollywood, hvor han sideløbende med arthousefilm i Europa fik roller i en række store popcornfilm. 

Især husker man Ace Ventura: Pet Detective med Jim Carrey, Johnny Mnemonic med Keanu Reeves, Barb Wire med Pamela Anderson, The Adventures of Pinocchio med Martin Landau, Armageddon med Bruce Willis og End of Days med Arnold Schwarzenegger. 

Som et ekko af hans rolle som nazivarulv i Europa dukker han i b-film-pastichen Grindhouse fra 2007 op i en af filmens fuptrailere: Werewolf Women of the S.S. sammen med Nicolas Cage som Fu Manchu. 

Endnu en markant nazirolle fik han i den teknisk banebrydende greenscreen-film Iron Sky fra 2012. 

Hus i Palm Springs
Mod slutningen af sit liv medvirkede han i skrumpefilmen Downsizing med Matt Damon. Men karrierens sidste helt store præstation blev hovedrollen i Swan Song (2021) som en homoseksuel, pensioneret damefrisør, der påtager sig at style en død kvindes hår. 

Swan Song blev et festivalhit med mange nomineringer og priser nogenlunde lige fordelt mellem instruktøren Todd Stephens og Kier, der gør sin flamboyante karakter jordnær med en nuanceret og varmt menneskelig præstation. 

Det er i dag almindeligt kendt, at Kier var homoseksuel. Efter mit interview med ham i Levende Billeder, inviterede han mig med på en bytur. 

Det viste sig at være en rundtur til alle Københavns bøsseklubber og ditto værtshuse, så dér lærte jeg en ny del af byen at kende. Jeg var mere på hjemmebane, da han senere samme år inviterede mig på middag i sit hus i Los Angeles. 

Her opdagede jeg, at han boede lige over for horrorstjernen Harriet White (Death Race), hvilket for en cineast og horrorfan som mig var ret surrealistisk. Det svarer til at være westernfan og pludselig stå mellem to huse beboet af John Wayne og Clint Eastwood! 

26 år senere var Kier flyttet til et stort, luksuriøst hus i Palm Springs – et tidligere bibliotek fyldt med kunstværker. ”Jeg ved mere om kunst, end jeg ved om film,” sagde ham, da han tog imod og lod sig interviewe af Tina Jøhnk Christensen til Ekko #92, hvortil René Sascha Johannsen lavede en billedserie, som vi også bringer i denne artikel. Også de endte med at blive taget med på bøssebar. 

Svanesangen
Der var masser af liv i de store øjne. Opmærksomheden, men også det at være elsket, virkede afgørende for manden, der ellers er kendt for sine dæmoniske roller som Dracula, Frankenstein, Hitler og Satan. 

”Jeg har aldrig haft et problem med at spille ond på film, for det er jeg jo ikke i virkeligheden,” sagde han til Ekko og fortalte, at han elskede at gå i haven og gerne reddede hunde som Liza Minnelli. 

”Jeg betragter djævelen som en engel, der begyndte at kede sig. Så der er altid et element af denne persona, at det er en engel som alle andre. Men de keder sig bare gevaldigt. At foregive at være ond kan være sjovt.” 

Trods titlen blev Swan Song ikke Kiers svanesang. Den 5. februar næste år har Grand premiere på Kleber Mendonça Filhos Oscar-kandidat The Secret Agent, et krimidrama henlagt til 70’ernes Brasilien med Kier som en jødisk skrædder, der har overlevet holocaust. 

Kiers endte sit liv på et hospital i Palm Springs. Hans død blev offentliggjort af kunstmaleren Delbert McBride, som medierne kalder hans ”partner”, men som venner af parret kalder hans ægtemand. 

Udo Kier efterlader ingen biologiske børn, men han var gudfar til Lars von Triers første datter, Agnes.