Nyhed
22. maj 2008 | 16:54

Asger Leth laver Hollywood-storfilm

Den danske filminstruktørs næste projekt er en stor amerikansk kærlighedsfilm.

Af Jacob Ludvigsen

Asger Leth er et varmt navn i det amerikanske filmmiljø. Han debuterede med den kompromisløse dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil, som fik stor opmærksomhed og kritikerros, ikke mindst i USA.

Og nu er han så blevet hyret til at skulle lede slagets gang, når optagelserne til storfilmen Olympia starter. Det skriver branchebladet Variety.

Dermed foretager Leth et ganske uventet karrierespring, for der synes umiddelbart langt fra filmen om bandemedlemmer i den haitianske slum til en episk Hollywood-produktion.

Olympia er en kærlighedshistorie, der skal udspille sig i det gamle Grækenland med krigen mellem Sparta og Athen som bagtæppe. Filmen produceres blandt andre af Mark Gordon, der er kendt for storproduktioner som 10.000 B.C., The Day After Tomorrow og The Patriot. Bag manuskriptet gemmer sig Robert Rodat, der også skrev Saving Private Ryan.

Ud over Olympia rygtes Asger Leth desuden til at skulle forestå et remake af den italienske thriller La Scorta for Universal Pictures og Imagine Entertainment.

Ekko ville godt have Asger Leth til at kommentere på de to projekter, men i en mail til filmmagasinet skriver han: "Jeg har besluttet mig for generelt at ligge lidt under radaren. Jeg ved godt, der har stået noget i Variety, men jeg har ikke lyst til at fortælle om projektet lige nu."

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko