Interview
21. aug. 2025 | 07:07

”I Norden er følelser farlige”

Foto | Garagefilm International

Vera (Asta Kamma August) er lidt af en pleaser, men efter en omgang hypnoterapi er hun pludselig en utilregnelig vildbasse, der danser, drikker og siger præcis, hvad hun har lyst til.

Asta Kamma August kalder sig selv en pleaser, men i Hypnosen slipper hun let hæmningerne – hun lukker blot ned for den usikre, indre stemme, som hun har lært på skuespillerskolen.

Af Frederik Hoff

Der er ikke meget i Veras liv, som hun selv styrer. Hendes parforhold ledes af den blidt dominerende André, som også har mærkebukserne på i deres fælles forretningseventyr – en kvindesundhedsapp. Selv den meget personlige menstruationshistorie, hun gang på gang fortæller som en del af præsentationen af appen, har André formuleret for hende.

Men efter en omgang hypno-terapi slippes Vera fri af sit pleaserfængsel og går socialt grassat til en pitchkonkurrence, mens André kæmper for at tøjle hende.

”Uden ligefrem at gøre Vera til et eksempel til efterfølgelse giver filmen effektivt en følelse af, at en kvinde uden skam er uovervindelig,” skriver Ekkos anmelder begejstret om svenske Ernst de Geers debutfilm Hypnosen, som har dansk premiere 21. august.

Følelsen af skamløs uovervindelighed kan Asta Kamma August nikke genkende til. Hun spiller hovedrollen som Vera, og at klatre ind i hendes skin viste sig at være det nemmeste, skuespilleren nogensinde har lavet.

”Jeg har brugt fire år på skuespillerskolen på at lære at slukke for den indre, usikre stemme, være ren i impulserne og lade kroppen gøre, hvad den har lyst til. Hypnosen blev kulminationen på det,” fortæller skuespilleren.

”Ingen indre logik, ingen motivation af handlingerne, ingen forberedelse. Jeg lærte bare replikkerne, og så nulstillede jeg.”

Utilregnelig vildbasse
Den 33-årige skuespiller blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2017 og har siden spillet flere store roller i Danmark og Sverige.

Asta Kamma August blev nomineret til en Bodil og Robert for bedste birolle med både Pagten og sidste års Kalak, og hun har en hovedrolle i den svenske dramaserie Hændelser ved vand, der fik seks stjerner i Ekko.

Hun blev en del af Hypnosen, da svenske Ernst De Geer for fem år siden lavede en prøveoptagelse til projektet. Hun klikkede omgående med både instruktøren og den norske medspiller Herbert Nordrum, der spiller André og kendes bedst fra Joachim Triers Verdens værste menneske.

”Tankeeksperimentet med, hvad man ville gøre, hvis man ikke havde den dømmende stemme inde i hovedet, tændte mig bare. Jeg kunne mærke, at det her var nyt, spændende og akavet. Jeg er selv lidt af en pleaser og kunne godt bruge at være mere impulsiv og mindre psykologiserende,” fortæller Asta Kamma August.

Hun vidste præcis, hvordan en ægte pleaser opfører sig.

”Man tager så lidt plads som muligt og gør sig lille, så risikoen for fejl er mindst muligt. Og så snakker man lidt lavere og lysere,” siger skuespilleren smilende og demonstrerer ved at få sig selv til at se halvt så stor ud i sin stol.

”Efter hypnosen bliver Vera i virkeligheden et spejl for sine indtryk. Når noget undrer hende, siger hun det i stedet for at lade det passere for omgivelsernes skyld.”

Pludselig kan André ikke imponere sin pitchcoach ved lyve om, hvilke bøger han har læst, uden at Vera afslører ham. Den pæne kæreste og forretnings-accessory er blevet erstattet af en utilregnelig vildbasse, der danser, drikker og siger præcis, hvad hun har lyst til.

Det huer ikke den ellers så moderne mand.

”I dag har mange det sådan, at ens kæreste skal være en repræsentant for én selv. Partneren er en del af identiteten, og så har man brug for at kontrollere, hvordan de fremstår,” forklarer Asta Kamma August.

”Det gælder også i arbejdslivet. På et tidspunkt har Vera og André sikkert gerne villet skabe bedre sundhed for verdens kvinder, men nu handler det kun om at sælge sig selv.”

Politik er yt i Sverige
I Hypnosen bliver hunde brugt som et billede på den totale flugt fra superegoet. På den måde har filmen en del tilfælles med flere af Ruben Östlunds film, der også dyrker en skarp kontrast mellem svensk høflighed og dyriske drifter – tænk bare på abescenen i The Square.

”Jeg tror, mange er fascineret af det tema, fordi vi i Norden skjuler følelser så meget,” vurderer Asta Kamma August.

”Det er den store kulturelle forskel på os og resten af verden. Og det ligger nok helt nede i vores dna. Følelser er pinlig og farlige, hvis de kommer til at fylde.”

I Danmark snakker man for tiden meget om, at film skal være politisk. Er Hypnosen en politisk film?

”Det synes jeg ikke. Men den vil gerne ruske op i noget eksistentielt i folk. I Sverige talte man også meget om, at film skulle være politisk, men det er ti år siden. Nu er der ingen, der gider det mere,” siger skuespilleren med et undskyldende grin.

– Er dansk film bagud i forhold til Sverige?

”Det ved jeg ikke. Men de to lande har jo skiftedes lidt til at være det store filmland. I 60’erne og 70’erne var det Sverige, så var det Danmark med Dogme, og nu er det Norge, der er i front. Det bliver sikkert Finland næste gang!”

Pendulfart over Øresund
Instruktøren Ernst De Geer er uddannet fra Den Norske Filmskole, og i øjeblikket fosser der kvalitetsfilm ud af Norge med Joachim Trier og Dag Johan Haugerud som bannerførere.

”Mit næste projekt er også en norsk film, som vi er halvvejs i optagelserne til. Faktisk spiller jeg over for Herbert igen, men det er noget helt andet. En dramatisk filmatisering af en gammel norsk bog, så det er sådan noget med at gå rundt på en gård med børn på ryggen,” griner skuespilleren.

Filmen hedder Markens grøde og instrueres af Hans Petter Moland, der i Danmark kendes bedst for Afdeling Q-filmen Flaskepost fra P.

Asta Kamma August bor i Stockholm og kommer undervejs i samtalen til at indrømme, at både Norge og Sverige har bedre postevand end Danmark. Dog regner hun med fortsat at arbejde i Danmark og ønsker sig en karriere a la den dansk-svenske kollega David Dencik med pendulfart over Øresund.

”Min drøm har altid været at lave 50/50 dansk og svensk og 50/50 film og teater. De to landes filmmiljøer minder meget om hinanden, men danske filmfolk har et meget tæt fællesskab og en særlig gejst, mens svensk film er mere opdelt og professionelt. Jeg kan godt lide at skifte mellem de to kulturer.”

Trailer: Hypnosen

Kommentarer

Asta Kamma August

Født 1991 i Danderyd, Sverige.

Datter af skuespilleren Pernilla August og instruktøren Bille August.

Debuterede som fireårig i sin fars film Jerusalem.

Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2017.

Spiller med i Ekko Shortlist-filmene Kaboos og Min søster og prinsen.

Har været Robert-nomineret fire gange, Bodil-nomineret to gange og udpeget til Shooting Star-talent på Berlinalen i 2024.

Aktuel med hovedrollen i den satiriske Hypnosen, som har dansk biografpremiere 21. august.

Udvalgte film og serier

Hypnosen
2023

Kalak
2023

Hændelser ved vand
2023

Riget Exodus
2022

Brænd alle mine breve
2022

Pagten
2021

Sex
2020

Bedrag
2019

Sygeplejeskolen
2018-2022

Anna
2000

Jerusalem
1996

© Filmmagasinet Ekko