berlinale 2019
16. feb. 2019 | 20:06 - Opdateret 16. feb. 2019 | 21:09

Dansker vinder Sølvbjørn i Berlin

Foto | 4 ½ Films
Tobias Santelmann spiller den meget komplekse faderrolle i Ud og stjæle heste, men det var den danske fotograf Rasmus Videbæk, som ved aftenens ceremoni på Berlinalen løb med hæderen.

Fotografen Rasmus Videbæk modtager Sølvbjørnen på Berlinalen for filmkunstnerisk fornyelse i den norske film Ud og stjæle heste, der har Danica Curcic på rollelisten.

Af Casper Hindse

Det blev en stor dansk aften i Berlin, selv om Lone Scherfig måtte gå tomhændet hjem. 

For danske Rasmus Videbæk modtog Sølvbjørnen for en filmkunstnerisk fornyelse for sine billeder i Ud og stjæle heste.

Videbæk er mest kendt for sin fotografering af Nikolaj Arcels Kongekabale, En kongelig affære og den amerikanske The Dark Tower.

Det var en fattet og glad Videbæk, der gik på scenen og lod sig hylde af salen. 

Ud og stjæle heste er baseret på den norske mesterforfatter Per Pettersons internationale succesroman.

Og Videbæk formår i særlig billedskøn grad at formidle den stærke fortælling om en mand, der vender tilbage til et område i Norge, hvor han ellers ikke har været siden en skelsættende sommer. 

Varme og kolde billeder
I flashbacks fortælles historien om denne endeløse sommer, hvor en dreng og hans far lever side om side, men med en hemmelighed imellem sig. 

Danske Danica Curcic har en stor rolle i filmen, men det er billederne, der står mest tydeligt frem i Ud og stjæle heste. Rasmus Videbæk formår at skildre sindstilstande i varme og kolde indstillinger. 

Fra scenen var der nu kun varme denne aften, hvor Rasmus Videbæk takkede holdet bag filmen og især instruktør Hans Petter Moland.

Trailer: Ud og stjæle heste

Kommentarer

Casper Hindse

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Berlinalen 2019, der dagligt dækker festivalen.

Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.

Årets festival er den 69. i rækken.

Den løber i år fra 7. til 17. februar.

© Filmmagasinet Ekko