Myanmar mareridt

Den erfarne dokumentarist Kaspar Astrup Schrøders Myanmar Mareridt er paradoksalt smuk. Fuld af smukke mænd, kvinder og børn, overdådig natur og stærke pangfarver. 

Det er postkortagtige billeder, rørende blikke, nuttede stemmer. 

Det paradoksale er, at det samtidig er billeder fra verdens tredjeværst konfliktramte land – kun overgået af Ukraine og Palæstina i Israel. 

I 80 år har Myanmar levet i konstant konflikt med sig selv og andre. Siden militærkuppet, der i 2021 underkendte et længe ventet demokratisk valg, har det været rigtigt slemt. 65.000 mennesker er blevet dræbt, og 3,6 millioner er internt fordrevne, mens 1,1 million mennesker er flygtet til nabolandene. 

Vi følger pigen Hnin og hendes familie i hverdagens mange gøremål. Deres rene ansigter er pyntet med den hvide pasta fra thanaka-træet, som efter traditionen smøres på pande og kinder i Myanmar. 

Vi følger dem, da de vender tilbage til landsbyen, de måtte flygte hals over hoved fra, og hvor de siden har levet i en hytte med blade som tag. Ved hjemkomsten opdager de, at skud har gennemhullet deres ejendele. 

Filmen, der åbnerin medias res i et vildt angreb, hvor børn og voksne flygter hen over en rismark, er lavet på en højst usædvanlig måde. 

Covid-19 forhindrede instruktøren i at rejse ind i Myanmar og optage filmen. I stedet blev dele af dokumentaren filmet af en lokal fotograf, mens instruktøren fulgte med på en varm telefonlinje. Det fungerer overraskende godt. Men dokumentaren rummer også en række andre elementer. 

De mest rystende er dokumentaroptagelserne af krigshandlingerne: rystede reportagebilleder, amatøroptagelser og droneoptagelser, hvor dronens bomber rammer mennesker, der stadig er i live, men ligger i skjul. Det er voldsomt at være vidne til. Det samme gælder bodycam-optagelserne fra en soldats hoppende perspektiv, da hans gruppe overmander en flok modstandere under en intens ildkamp.

Alligevel er det hele forbavsende afdæmpet. Lyden af skud er helt anderledes, end man forestiller sig. Det er blot små flop-flop-flop-lyde, næsten uskyldige, selv om det i virkeligheden er lyden af mennesker, som bliver dræbt. Vi hører også soldaternes adrenalinfyldte råb. 

”Jeg sagde overgiv dig, MOTHERFUCKER!” 

Flop-flop. Død. 

Mennesker bliver bogstavelig talt mennesker skudt og dræbt for øjnene af os. Heldigvis er ofrenes kroppe slørede, men det er ikke desto mindre rystende at være vidne til. Vi ser også optagelser fra tiden efter flybombardementer, hvor de døde ligger på rækker som til en militærparade. I nyhedsindslag skyder soldater løs ind i menneskemængden. 

Vi følger Hnins far ud til nogle store gravmonumenter, der er blevet opført i al hast. De er malet med skrigende rød maling og dekoreret med en hvid stjerne, der ser ud til at være sjusket påført.

”Det er min bror … Måske bliver han genfødt et sted uden diktatur,” funderer faren. 

Egentlig er det primære i mareridtsfilmen en skildring af hverdagsliv. Alt det almindelige. Det nære. Arbejdet i marken, rengøringen, madlavningen, omsorgen, et bad i en flod. Alt er farvet af krigen. Når børnene leger gemmer, ser man det uvilkårligt som en metafor. For mon de finder dem? 

Da børnene bader og leger i flodens strøm, driver der pludselig et hovedløst lig forbi. På et øjeblik forvandles den sorgløse leg til en konfrontation med døden. Det må være en mand, konkluderer de små, for liget har bukser på. Benene er bundet sammen med reb. Hvorfor mon? Til sidst går børnene slukørede op af vandet. 

Vi overværer også en lang række autentiske samtaler i familien. De joker med, at det kun er de onde, der overlever. ”På den måde bliver landet jo mere og mere ondt, og så er vi de onde!” griner en af sønnerne. 

I nattens mørke sidder familien ved små lys og venter på angreb. De hvisker sammen, mens frygten for døden fylder det hele. Men hvad skal de egentlig frygte at dø af? Kugler? Sygdom? Sult?

Under aftensmaden bryder faren pludselig sammen i voldsom gråd. Hnin irettesætter ham prompte: ”Du må med det samme holde op. Ellers begynder de små også at græde,” kommanderer hun.

Til sidst brænder soldaterne hele familiens landsby ned til grunden. Nu har de intet tilbage. De forsøger at så afgrøder på en strand – direkte i sandet. Måske kan det lade sig gøre? De har ingen andre muligheder.

”Landet, vi bor i, har måske forsaget os. Men jeg håber, at jorden, vi går på, venter på os,” siger Hnin. 

Myanmar mareridt er en rystende – og samtidig rystende smuk – film. Mærkeligt nok er den det meste af tiden næsten udramatisk i sin form, men dens indblik i en konflikt, der tydeligvis får alt for lidt international opmærksomhed, er uvurderligt.