Nyhed
27. jan. 2026 | 12:12 - Opdateret 27. jan. 2026 | 13:30

Deluca Film går konkurs for anden gang

Foto | Deluca Film

I 1995 blev Deluca Film stiftet, og siden har selskabet stået bag kendte produktioner som Ser du månen, Daniel og den omdiskuterede dokumentar Forfulgt af politiet?

Det aarhusianske filmselskab, der genopstod i 2023 efter at have måttet opgive at lave anden sæson af Hvide sande, er taget under konkursbehandling. ”Det er os selv, der har erklæret selskabet konkurs,” udtaler ejeren.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Som fugl Fønix genopstod det konkursramte, aarhusianske produktionsselskab Deluca Film i slutningen 2023 under navnet Deluca med dets tidligere revisor Poul Vogelius som ejer og den tidligere direktør Morten Rasmussen som daglig leder.

Men i går den 26. januar blev det nye selskab også taget under konkursbehandling ved Retten i Aarhus, fortæller en kilde til Filmmagasinet Ekko. I morgen onsdag mødes selskabets medarbejdere med kurator. 

Selskabets ejer, Poul Vogelius, bekræfter konkursen over for Ekko.

”Jeg har ikke endnu nogen kommentarer til, hvorfor Deluca ApS er gået konkurs, da det hele er meget nyt,” skriver Poul Vogelius i en mail til Ekko og fortsætter:

”Det er ikke på grund af gæld til Skat, at selskabet lukker. Det er os selv, der har erklæret selskabet konkurs. Hvad det får af betydning for de igangværende projekter, ved vi endnu ikke.”

I en artikel i Journalisten linkes der fejlagtigt til Statstidende. Her fremgår det, at underselskabet Deluca & Dokumentaristen ApS blev tvangsopløst allerede 4. marts 2025. Konkursattesten for Deluca ApS er endnu ikke offentliggjort.

Det bliver ikke mindre forvirrende af, at Deluca ApS for seks dage siden – den 21. januar – lavede en vedtægtsændring, hvor de skiftede navn til Datoselskabet D 2026 ApS.

Strategien er mislykket
Det oprindelige selskab, grundlagt i 1995, står bag kendte produktioner som Ser du månen, Daniel, Julemandens datter-filmserien flere udsendelser om svindleren Britta Nielsen og den omdiskuterede dokumentar Forfulgt af politiet?

Problemerne kom frem, da selskabet i 2023 måtte standse optagelserne af Hvide sande – sæson 2. Morten Rasmussen udtalte først til Ekko, at det skyldte praktiske årsager, som de havde styr på.

Det endte dog i konkurs, inden selskabet genopstod i sin nye form. SF Studios overtog Hvide sande-sæsonen, som fik premiere i marts 2025.

I forbindelse med genopstandelsen udtalte Poul Vogelius til MediaWatch, at Deluca Film var ramlet ind i ”den perfekte storm”. Men han tilføjede, at man nu ville lægge en strategi, som skulle sikre en økonomisk bæredygtig produktion fremadrettet.

Tilsyneladende er strategien ikke lykkes.

Siden 2023 er eneste tegn på en ny Deluca-produktion spillefilmprojektet Præsten, som sidste år fik 130.000 kroner i udviklingsstøtte fra Filminstituttet. Den skulle instrueres af Jesper Bernt med et manuskript af Lars Christian Detlefsen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko